Sø- og Handelsretten: Fortolkning af tidscerteparti vedrørende opsigelsesret og erstatningskrav

Sagen omhandlede en kommerciel tvist mellem sagsøger, K/S Elena Lux (redere af skibet 'M/V Lux'), og sagsøgte, Planave S.A. (charterparten), vedrørende en indgået Bareboat Charter Party (BBP) af 1. januar 2021. Ifølge charterpartiet skulle Planave S.A. leje skibet i en periode på 5 år med månedlig charterhyre på 300.000 USD.

Sagens Forløb og Konfliktens Kerne

Konflikten opstod, da Planave S.A. i perioden fra april til august 2022 undlod at betale den fulde månedlige hyre. Sagsøgte betalte kun delvise beløb og stoppede betalingerne helt i september 2022, hvorefter K/S Elena Lux hævede charterpartiet og krævede skibet tilbageleveret. Sagsøger krævede i alt 1.500.000 USD i ubetalt hyre samt erstatning for tabt fortjeneste og omkostninger forbundet med genchartring af skibet.

Planave S.A.'s Hovedargumenter

Planave S.A. gjorde gældende, at deres betalingsstandsning var berettiget i henhold til charterpartiets force majeure-klausul. De anførte, at betydelige forsinkelser i en væsentlig infrastrukturprojekt, hvor skibet skulle anvendes, gjorde det umuligt at operere skibet profitabelt, og at dette faldt ind under force majeure. De påstod også, at skibet led af skjulte mangler, som reducerede dets operationelle kapacitet, og at dette berettigede en nedsættelse af hyren i medfør af Søloven § 387, stk. 1.

K/S Elena Lux's Hovedargumenter

K/S Elena Lux fastholdt, at:

• Force majeure-klausulen kun dækkede hændelser, der fysisk forhindrede skibets drift, ikke kommercielle vanskeligheder.
• Charterpartiet var et BBP, hvor Planave S.A. bærer den primære risiko for skibets kommercielle anvendelse.
• Sagsøgtes mangelsindsigelser var fremsat for sent, og at Planave S.A. ikke havde dokumenteret, at manglerne var til stede ved overleveringen, eller at de havde medført en reduktion i den nautiske anvendelighed.

Rettens Bevisvurdering

Retten lagde vægt på ordlyden af charterpartiets klausuler. Retten fandt, at Planave S.A. ikke havde løftet bevisbyrden for, at de anførte omstændigheder udgjorde force majeure i henhold til aftalen, idet forsinkelser i underliggende projekter ansås for at være en kommerciel risiko, der påhvilede charterparten. Desuden fandt retten, at sagsøgte ikke havde godtgjort, at de påståede mangler var væsentlige, eller at de berettigede en hyrereduktion i den pågældende periode. Retten anvendte principperne i Søloven § 387 ved vurderingen af ansvaret for skader i henhold til BBP.