Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse om lovliggørelsespåbud vedrørende reklameskilte

Ejeren af reklameskiltene påklagede kommunens afgørelse den 19. juni 2015. Han fastholdt sin status som part i sagen og anførte, at kommunen ikke havde overholdt forvaltningslovens krav om partshøring. Han gentog argumentet om, at kommunen havde udvist passivitet ved at acceptere skiltene i mere end 15 år, og at udskiftningen af et skilt med en nyere model ikke ændrede på dette forhold.

Kommunens Supplerende Udtalelse

Kommunen videresendte først klagen til Natur- og Miljøklagenævnet den 15. marts 2016. I sin supplerende udtalelse redegjorde kommunen for sagsforløbet, men forholder sig ikke direkte til klagepunkterne om partshøring, lovlig etablering før lokalplanen eller kommunens passivitet. Kommunen bekræftede telefonisk den 13. juli 2016, at varsling og påbud udelukkende var sendt til ejeren af ejendommen.

Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, som giver nævnet kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven. Nævnet vurderede, om kommunen havde hjemmel til at meddele påbud om lovliggørelse af reklameskiltene.

Natur- og Miljøklagenævnets Vurdering

Nævnet bemærkede, at kommunalbestyrelsen efter Planlovens § 51, stk. 1, påser overholdelsen af planloven og lokalplaner. Tilsynsmyndigheden skal foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre det har underordnet betydning, jf. Planlovens § 51, stk. 5. Ifølge Planlovens § 63, stk. 1, påhviler det ejeren af en ejendom at berigtige et ulovligt forhold, og hvis det drejer sig om ulovlig brug, påhviler pligten også brugeren. Et lovliggørelsespåbud skal derfor varsles og rettes til både ejeren og brugeren af ejendommen.

Det fremgik af sagens oplysninger, at kommunens varslingsskrivelse og påbud udelukkende var rettet til ejeren af ejendommen og ikke til ejeren af reklameskiltene. Da ejeren af reklameskiltene har opsat og administrerer brugen af disse, må han anses for at være bruger af ejendommen i denne sammenhæng. Påbuddet led derfor af en væsentlig mangel, som medførte, at det var ugyldigt.

Afgørelse og Hjemvisning

Natur- og Miljøklagenævnet ophævede Frederiksberg Kommunes afgørelse af 4. juni 2015 om påbud om lovliggørelse af lysreklameskærmen og de to billboards. Sagen blev hjemvist til fornyet behandling hos kommunen. Ved den fornyede behandling skal kommunen inddrage klagerens anbringender om, at reklameskiltene var lovligt etableret inden lokalplanens vedtagelse, samt spørgsmålet om kommunens eventuelle passivitet. Nævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Natur- og Miljøklagenævnet § 17. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Planlovens § 62, stk. 1.

Kommunen vurderede, at skærmen var i strid med lokalplanens § 8.4.2 og ikke var af underordnet betydning på grund af dens størrelse og synlighed samt de skiftende reklamer, der skabte et "uroligt og uønsket udtryk". Påbuddet var baseret på Planloven § 18, Planloven § 51, stk. 3 og Planloven § 63, stk. 1.

Klagerens anbringender

Klageren anførte navnlig, at påbuddet var ugyldigt, da det ikke overholdt forvaltningslovens regler om partshøring og begrundelse.

• Partshøring: Klageren mente, at påbuddet led af væsentlige retlige mangler, da ejendommens ejer ikke var blevet partshørt i forhold til påbuddet af 22. april 2020 på samme grundlag og tidspunkt som brugeren.
• Begrundelse: Klageren gjorde gældende, at kommunens begrundelse var mangelfuld, idet udtryk som "ikke ubetydelig størrelse", "meget synlig i omgivelserne" og "uroligt og uønsket udtryk" var for vage og elastiske.
• Proportionalitetsprincippet: Klageren mente, at kommunen i stedet for et påbud om nedtagning burde have givet påbud om tilpasning af skærmens størrelse og skifteintervaller, da dette ville være i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.