Misligholdelse af voldgiftsaftale ved manglende sikkerhedsstillelse

Sagsøgtes Påstande

• Principalt: Afvisning af sagen.
• Subsidiært: Frifindelse.
• Mere subsidiært (mod sagsøgernes mere subsidiære påstand): Innoventure A/S's indbetaling af depot skal betinges af, at sagsøgerne tilsvarende indbetaler 150.000 kr.

Sagsøgtes Argumenter

Sagsøgte gjorde gældende, at de civile domstole ikke havde kompetence til at fortolke voldgiftsloven eller Voldgiftsinstituttets regler. De mente, at sagsøgernes påstande var for upræcise. Sagsøgte fastholdt, at de var berettiget til at afvise at stille depotet på grund af sagsøgernes økonomiske situation og manglende evne til at betale omkostninger. Sagsøgte bestred desuden, at der forelå passivitet fra deres side, og argumenterede for, at sagsøgerne selv havde udvist retsfortabende passivitet ved at forsinke sagens anlæggelse.

Retten afviste sagsøgtes påstand om afvisning af sagen, da spørgsmålet om domstolenes kompetence opstod i forbindelse med en konkret tvist, og retten derfor fandt sig kompetent til at behandle sagen som et anerkendelsessøgsmål.

Begrundelse for Afgørelse

Retten fandt, at sagsøgtes meddelelse af 23. april 2004 om ikke at ville stille den krævede sikkerhed for Voldgiftsrettens virksomhed udgjorde en misligholdelse af den mellem parterne indgåede voldgiftsaftale. Retten lagde vægt på, at sagsøgtes henvisning til sagsøgernes mulige dårlige økonomiske situation ikke kunne frigøre sagsøgte fra forpligtelsen til at stille sikkerhed.

Som følge af denne misligholdelse fandt retten, at sagsøgerne var berettiget til at hæve voldgiftsaftalen for så vidt angår den konkrete tvist og indbringe denne for domstolene. Det forhold, at sagsøgerne ikke selv indbetalte deres andel af sikkerheden inden fristens udløb, ændrede ikke på dette, da sagsøgte allerede inden fristen havde meddelt, at deres andel ikke ville blive stillet. Retten præciserede dog, at misligholdelsen af voldgiftsklausulen ikke automatisk medførte, at alle fremtidige tvister kunne indbringes for domstolene.

Retten fandt desuden ikke, at der forelå retsfortabende passivitet fra sagsøgernes side.

Domskonklusion

Retten tog sagsøgernes subsidiære påstand til følge. Sagsøgte Innoventure A/S blev tilpligtet at anerkende, at sagsøgerne Apropos 1'st sarl og Dicarlo III Ltd. har ret til at kræve, at den nuværende tvist, som sagsøgerne oprindeligt havde anlagt sag om ved en voldgiftsret, der skulle nedsættes af Det Danske Voldgiftsinstitut, skal afgøres ved de civile domstole.

Sagsøgte blev endvidere pålagt at betale sagsomkostninger til sagsøgerne på 23.900 kr. inden 14 dage, dækkende retsafgift på 3.900 kr. og advokatomkostninger på 20.000 kr.

Sagsøgeren krævede erstatning for de økonomiske tab, der var forårsaget af de hævdede mangler, i alt 3.250.000 kr.

Parternes Hovedargumenter

Sagsøgers påstande (Destinar Limited)

Sagsøger gjorde gældende, at systemet var behæftet med væsentlige mangler, der var i strid med de specificerede krav i købsaftalen. Sagsøger påberåbte sig Købeloven § 43, hvorefter de var berettiget til erstatning for tab som følge af manglen.

• Reklamation: Sagsøger anførte, at de straks reklamerede over manglerne, da de blev konstateret i marts 2022, efter skibet havde påbegyndt sejlads. Dette var rettidig reklamation i overensstemmelse med Købeloven § 52, stk. 2, da manglen var skjult ved levering.

Sagsøgtes påstande (Licvem Shipping & Trading ApS)

Sagsøgte påstod frifindelse. Sælgeren gjorde primært gældende, at reklamationen var for sent fremsat. De hævdede, at manglerne burde have været opdaget ved den obligatoriske undersøgelse, som Sagsøger skulle foretage umiddelbart efter levering i henhold til principperne for handelskøb. Alternativt blev det anført, at tabene ikke skyldtes produktet, men Sagsøgers egne driftsbeslutninger (manglende kausalitet).

Rettens Bevisvurdering og Konklusion

Retten lagde vægt på, at manglerne var af en karakter, der ikke kunne opdages ved almindelig prøveinstallation, men først under reel drift til søs. Retten fastslog, at reklamationen i marts 2022 blev anset for at være sket straks efter, at Destinar Limited burde have opdaget manglen, jf. Købeloven § 52, stk. 2.

Retten fandt, at "det leverede navigationssystem var behæftet med en væsentlig mangel i forhold til de aftalte specifikationer. Sagsøgers reklamation er rettidig, idet manglen var skjult for en almindelig undersøgelse ved leveringen, og sagsøgte bærer ansvaret for det lidte driftstab."

Retten tilkendte erstatning, men foretog en reduktion i kravet om driftstab baseret på konkret dokumentation: