Højesterets dom om forkortelse af løbetiden for og forrentning af pristalsreguleret alderdomsforsikring i form af indekskontrakter

• 2004: Appellant modtog en prognose, der viste en udbetalingsperiode på 10 år.
• 2012 og 2016: Appellant henvendte sig igen, men modtog ingen oplysninger om en potentiel afkortning af udbetalingsperioden.
• April 2019: Appellant sendte en mail til Danske Bank om udbetalingerne, idet hun var blevet opmærksom på, at andre havde oplevet kortere udbetalingsperioder. Banken svarede, at udbetalingen ikke ville løbe i 10 år på grund af renteudviklingen.
• Maj 2019: Appellant konstaterede, at udbetalingsperioden ville udløbe efter anslået 4 år og 9 måneder, hvilket var 63 måneder for tidligt i forhold til de forventede 10 år. Hun spurgte banken, hvad de ville gøre for at opfylde kontrakterne. Banken bekræftede, at kontrakterne blev opfyldt som aftalt.

Appellant følte, at banken bevidst havde tilbageholdt oplysninger og var overrasket over den væsentligt kortere udbetalingsperiode.

Højesterets begrundelse og resultat

Højesteret behandlede sagen ud fra tre hovedspørgsmål: udbetalingsperiodens længde, forrentning af indekskonti og bankens rådgivningspligt.

Udbetalingsperiodens længde

Højesteret fandt, at Appellant hverken efter den indgåede aftale eller efter lovgivningen havde krav på en udbetalingsperiode på 10 år.

• Aftalen om pristalsreguleret alderdomsopsparing angav en "aftalt udbetalingsperiode på ti år", men det fremgik også, at udbetalingerne fortsatte, indtil kontoens indestående var opbrugt, uanset om den faktiske periode blev længere eller kortere.
• Dette var i overensstemmelse med Lov om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing § 6, stk. 1 og Lov om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing § 7, stk. 2 samt lovens forarbejder og de udstedte bekendtgørelser.
• Højesteret fandt ikke grundlag for, at bankrådgiveren i 1971 havde garanteret en udbetalingsperiode på 10 år.
• Aftalelovens bestemmelser, herunder Aftaleloven § 38b, Aftaleloven § 38c, stk. 1 og Aftaleloven § 36, førte ikke til et andet resultat, da aftalen var i overensstemmelse med den lovbestemte ordning.

Forrentning med den højeste rente for opsparingskonti

Højesteret behandlede spørgsmålet om forrentning af indekskonti med "bankens højeste indlånsrente" og "overrente".

• Udtrykket "bankens højeste indlånsrente" var ikke nærmere defineret i aftalen, loven eller bekendtgørelserne.
• Pengeinstitutankenævnet (nu Det Finansielle Ankenævn) har siden 1990 fortolket udtrykket som "renten på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår".
• Højesteret fandt, at Danske Bank ikke var forpligtet til at sikre, at renten på Appellants indekskonto til enhver tid mindst svarede til den højeste rente på bankens andre opsparingskonti, herunder opsparingskonti på særvilkår.
• Danske Bank har siden 1992 anvendt rentetrapper (rentesatser afhængige af indeståendets størrelse) for almindelige konti uden særvilkår og har anvendt de samme rentesatser ved forrentning af indekskonti. Højesteret fandt dette berettiget.

Erstatningsansvar som følge af manglende rådgivning

Højesteret afviste Appellants mere subsidiære påstand 4 om erstatningsansvar, men behandlede spørgsmålet om erstatningsansvar som et anbringende til støtte for den principale betalingspåstand.

• Højesteret lagde til grund, at Danske Bank først i 2011 mere generelt blev opmærksom på en reel risiko for, at udbetalingsperioden for indekskonti i praksis kunne blive væsentligt afkortet. Derfor havde banken ikke tilsidesat en pligt til at rådgive herom i 1971 og 2004.
• For perioden 2012, 2016 og 2019 fandt Højesteret, at det ikke var erstatningspådragende for Danske Bank at undlade at oplyse Appellant på eget initiativ om risikoen for en forkortet udbetalingsperiode. Dette skyldtes, at muligheden for afkortning fulgte af aftalen og lovgivningen, Appellant var ikke i færd med at træffe en disposition, og der var ikke godtgjort et tab som følge af manglende opmærksomhed på risikoen.

Konklusion

På baggrund af ovenstående tog Højesteret Danske Banks påstande til følge.

• Danske Bank A/S frifindes for Appellants mere subsidiære påstande 2 og 3.
• Appellants mere subsidiære påstand 4 afvises.
• Landsrettens dom stadfæstes i øvrigt.
• Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger for Højesteret til den anden part.

Parternes hovedargumenter

Klageren påpeger, at Højesterets dom i U.2016.1487H fastslår, at det ikke er udelukket, at der kan være aftalt en sådan rentegaranti, selvom den ikke fremgår af policen, hvis der er særlige holdepunkter. Han anfører, at brevet af 15. december 1993 er et sådant særligt holdepunkt, da det er personligt stillet, bruger ordet "garanti" fire steder, og specifikt nævner "årlig minimumsforrentning". Klageren henviser desuden til Aftaleloven § 38 b, som foreskriver, at uklare aftalevilkår skal fortolkes til forbrugerens fordel, og at han som forbruger ikke havde kendskab til G82-grundlaget. Han fastholder, at pristalsreguleringer af præmien også er omfattet af garantien.

Danica Pension fastholder, at brevet blot er en forenklet beskrivelse af G82-grundlaget, som pensionsordningen er tegnet på. Selskabet fremhæver, at Højesterets dom også fastslår, at G82 i sig selv ikke indebærer en årlig rentegaranti, og at der skal foreligge særlige holdepunkter, hvilket selskabet mener ikke er tilfældet med det fremlagte brev. Selskabet argumenterer, at en rentegaranti på depotet ville overstige den forsikringsydelse, præmien er beregnet ud fra, og at dette ville stride mod kontributionsprincippet. Desuden anfører selskabet, at garantien under ingen omstændigheder omfatter præmieforhøjelser, herunder pristalsreguleringer.

Forældelsesspørgsmålet

Danica Pension har gjort gældende, at et eventuelt krav er forældet, da kontorenten første gang var under 4,5% i 2009, og forældelsesfristen på tre år derfor udløb i 2012.

Klageren bestrider dette og anfører, at forældelsesfristen tidligst kan regnes fra det tidspunkt, hvor den årlige ydelse opgøres, da han først da kan konstatere, om han har fået den lovede ydelse.