PFA Pension: Manglende information om ændret fremskrivningsrente ved forlængelse af ratepension

Sagen omhandler en pensionskunders krav om kompensation fra PFA Pension. Kunden hævder at have truffet en beslutning om forlængelse af sin ratepensions løbetid på et "falsk grundlag", hvilket har resulteret i en lavere årlig udbetaling end forventet.

Sagens faktiske omstændigheder

Klageren modtog den 14. oktober 2019 en udbetalingsprognose fra PFA vedrørende en potentiel forlængelse af sin ratepension. Den 1. november 2019 reducerede PFA fremskrivningsrenten, hvilket automatisk nedjusterede prognoserne, men dette blev ikke kommunikeret til kunderne. Den 12. november 2019 underskrev klageren en aftale om forlængelse af løbetiden baseret på den oprindelige prognose og en positiv markedsudvikling. Den 23. december 2019 modtog klageren et brev fra PFA med den endelige udbetaling for 2020, som var baseret på den nedjusterede fremskrivningsrente.

Klageren anfører, at hans årlige pensionsudbetaling de næste 20 år vil være ca. 6% mindre, end den ellers ville have været, fordi PFA bevidst lod ham træffe en beslutning på et falsk grundlag. Han mener, at PFA burde have informeret om ændringer i beregningsmodellen i den periode, hvor han skulle træffe en beslutning.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Klagerens påstande og argumenter

Klageren kræver kompensation for den dårlige service og hemmeligholdelse af vital information. Han argumenterer for, at selvom pensionsprognoser ikke er bindende, er det uacceptabelt, at et pensionsselskab i hemmelighed ændrer i prognosemodellen, mens en kunde er i færd med at træffe en beslutning baseret på en fremsendt prognose. Han fastholder, at PFA burde have oplyst om ændringerne, da de var afgørende for hans beslutning om at forlænge løbetiden. Klageren anfører, at hans primære formål med at ændre løbetiden var skatteoptimering, og at han forventede en rimelig sikkerhed for den forudsagte årlige udbetaling for det første år.

PFA's påstande og argumenter

PFA fastholder, at klageren var klart informeret om, at beregningerne var prognoser og ikke bindende løfter. Selskabet anfører, at forudsætningerne med stor sandsynlighed ville ændre sig, og at det udbetalte beløb derfor ville afvige fra prognosen. PFA argumenterer for, at forskellen mellem den beregnede og den endelige ydelse skyldes almindelig, løbende tilpasning af forudsætninger og forventninger, og ikke ekstraordinære ændringer. Selskabet henviser til pensionsvilkårene (punkt 1.11), som angiver, at den månedlige ydelse fastsættes årligt ud fra opsparingens størrelse og den til enhver tid gældende udbetalingsrente, og at udbetalingerne kan ændre sig årligt afhængig af investeringsafkast, skat, omkostninger og ændring af udbetalingsprincipper. PFA mener ikke, at forlængelsen af løbetiden har påført klageren et tab, og at der derfor ikke er grundlag for kompensation.

Nævnet afgør, at klageren ikke får medhold i sit krav om kompensation. Dette skyldes, at klageren ikke har bevist, at der var mangler i selskabets information om de forventede rateydelser ved en forlængelse af udbetalingsperioden, som samlet set kan føre til et erstatningsansvar for selskabet.

Nævnet har lagt vægt på følgende:

• Der er ikke påvist fejl i selskabets prognoseberegninger fra den 14. oktober 2019. Det fremgik korrekt af brevet, at beregningerne var baseret på samfundsforudsætningerne for 2019.
• Selskabets pensionsvilkår (punkt 1.11) oplyser, at den månedlige ydelse fastsættes årligt pr. 1. januar baseret på opsparingen og den gældende udbetalingsrente. Udbetalingsbrevene fra den 21. december 2018 og 23. december 2019 bekræftede, at udbetalingerne fastsættes årligt ud fra opsparingens størrelse og selskabets gældende udbetalingsprincipper, som er anmeldt til Finanstilsynet.
• Klageren var informeret om, at selskabet foretager en omberegning af rateydelserne baseret på aktuelle parametre sidst på året, og han måtte kunne påregne, at en sådan omberegning kunne finde sted efter afsendelsen af brevet af 14. oktober 2019.
• Det kan ikke begrunde et erstatningsansvar, at selskabet ikke proaktivt redegjorde for, hvornår disse årlige omberegninger blev foretaget og fastlåst for det kommende års ydelser.
• Aftaler om forlængelse af løbetiden for en ratepension får virkning for rateydelsernes størrelse fra begyndelsen af førstkommende kalenderår, hvilket sker samtidig med den almindelige, årlige regulering af rateydelserne, jf. Pensionsbeskatningsloven § 11 A, stk. 4.
• Nævnet finder, at der i november 2019 alene var tale om en almindelig korrektion af rateydelserne baseret på opdaterede parametre, og ikke en korrektion der berettiger erstatningsansvar eller kræver proaktiv information fra selskabet.
• Klageren har ikke præciseret over for selskabet, at han lagde afgørende vægt på særligt præcise prognoseberegninger for det første års udbetalinger (2020) med henblik på skatteoptimering. Selskabet vidste eller burde ikke vide, at dette var klagerens primære formål.
• Der er tale om en pensionsydelse, der skal løbe over mere end 20 år med årlige korrektioner, og selskabets informationsniveau om ydelser for 2020 skal vurderes i denne kontekst. Klagerens øvrige anbringender kan ikke føre til et andet resultat.