National rets ex officio undersøgelse af urimelige kontraktvilkår i betalingspåkravsprocedurer: Arbejdsbyrde og anvendelse af skærpede nationale regler

Sagen omhandler præjudicielle spørgsmål fra Sofiyski rayonen sad (kredsdomstolen i Sofia, Bulgarien) vedrørende fortolkningen af direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, særligt i relation til nationale betalingspåkravsprocedurer.

DSK Bank EAD og FrontEx International EAD (kreditorer) havde anlagt sag mod forbrugere for at opnå betalingspåkrav og umiddelbar fuldbyrdelse baseret på forbrugerkreditaftaler. Den forelæggende ret havde alvorlig mistanke om, at disse aftaler indeholdt urimelige vilkår, men stod over for to centrale problemer:

1. Ifølge national lov (GPK) var betalingspåkravsproceduren summarisk, ensidig og tillod ikke retten at indsamle yderligere beviser ex officio uden forbrugerens indsigelse.
2. Den forelæggende ret påpegede en væsentlig større arbejdsbyrde, der praktisk gjorde det vanskeligt for dommerne at gennemgå dokumenterne tilstrækkeligt hurtigt for at kontrollere vilkårenes urimelighed.

De præjudicielle spørgsmål søgte i det væsentlige afklaring af, om EU-retten tillader en national domstol at undlade at foretage den lovpligtige ex officio-kontrol på grund af praktiske vanskeligheder, og om retten i den summariske procedure er forpligtet til at indhente yderligere beviser for at sikre forbrugerbeskyttelsen, samt om skærpede nationale beskyttelsesregler skal inddrages i vurderingen.

Domstolen fastslog, at direktiv 93/13/EØF (artikel 6 og 7) skal sikre en effektiv forbrugerbeskyttelse, hvilket har direkte konsekvenser for de nationale proceduremæssige regler og retsvæsenets organisering.

Domstolens Afgørelse om Ex Officio-Kontrol og Arbejdsbyrde

Domstolen afviste kategorisk, at praktiske vanskeligheder eller en stor arbejdsbyrde kan fritage en national domstol fra pligten til at gennemføre en ex officio-prøvelse af urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler.

Eventuelle praktiske vanskeligheder, der skyldes arbejdsbyrden, kan således ikke begrunde, at EU-retten ikke finder anvendelse. En national ret, som inden for rammerne af sin kompetence skal anvende EU-rettens bestemmelser, er forpligtet til at sikre den fulde virkning af disse regler.

Afgørelse om Bevisindhentning i Summarisk Procedure

Direktiv 93/13 er ikke til hinder for, men kræver snarere, at den nationale ret, hvis den har alvorlig mistanke om urimelige vilkår – selv uden forbrugerens indsigelse – aktivt skal træffe bevisforanstaltninger, herunder ved at udbede sig yderligere oplysninger fra kreditor, for at kunne foretage en endelig vurdering af vilkårenes urimelighed. Dette sikrer den effektive beskyttelse, der tilsigtes med direktivet.