Elektrikeroverenskomst: Fortolkning af betaling for rejsetid uden for normal arbejdstid – Omfatter timelønsbetaling forskudttidstillæg?

Opmanden gav Dansk El-Forbund medhold i, at forskudttidstillæg skal indgå i timelønsbetalingen for rejsetid uden for normal arbejdstid, under de givne betingelser.

Kendelse

Indklagede, TEKNIQ Arbejdsgiverne, for Aarsleff Rail A/S, skal anerkende, at:

• ”Den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” i henhold til Elektrikeroverenskomstens § 14, stk. 6, sidste afsnit, omfatter forskudttidstillæg.
• Dette gælder, når føreren arbejder på forskudt tid, og kørslen finder sted i det tidsrum, hvor forskudttidstillæg skal betales efter overenskomstens § 7, stk. 9.

Hver part bærer egne omkostninger ved sagens behandling og halvdelen af udgiften til opmand.

Rettens begrundelse

Opmanden lagde vægt på ordlyden og den naturlige sproglige forståelse af overenskomsten:

• Udtrykket ”den for elektrikeren gældende timelønsbetaling” skal naturligt forstås som den timelønsbetaling, der ville skulle betales for den pågældende elektrikers normale arbejde på timeløn.
• Ifølge overenskomstens § 7, stk. 6, betragtes den forskudte arbejdstid som elektrikerens »normale fastlagte arbejdstid«.
• Da forskudt arbejdstid er normal arbejdstid, må forskudttidstillægget efter en naturlig sproglig forståelse anses for omfattet af timelønsbetalingen.
• Denne fortolkning understøttes af, at der ikke er sproglig forskel på udtrykket i § 14, stk. 6, for kørsel uden for normal arbejdstid (»den for elektrikeren gældende timelønsbetaling«) og udtrykket for rejsetid inden for normal arbejdstid (»den for elektrikeren gældende timeløn«), som parterne er enige om omfatter forskudttidstillæg.
• Opmanden anerkendte Indklagedes historiske pointe om ordlyden fra 1971 (»den aftalte timeløn«) og den redaktionelle ændring i 1997. Dog fastslog opmanden, at i mangel af en fælles partsaftalt forståelse, der afviger fra den naturlige sproglige, må den nuværende ordlyd, som har eksisteret siden 1997, lægges til grund.

Satakunnan käräjäoikeus forelagde en række præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen vedrørende fortolkningen af EU-retten, herunder direktiv 96/71 om udstationering af arbejdstagere, artikel 56 og 57 TEUF om fri udveksling af tjenesteydelser og artikel 47 i EU-chartret om grundlæggende rettigheder.

De centrale spørgsmål var:

• Om en fagforening kan gøre artikel 47 i EU-chartret gældende som umiddelbar retskilde over for en tjenesteyder fra en anden medlemsstat.
• Om EU-retten er til hinder for, at national ret anvender en bestemmelse i arbejdstagerens hjemstat, der forhindrer overdragelse af et lønkrav til en fagforening i beskæftigelsesstaten.
• Hvorvidt begrebet mindsteløn omfatter forskellige lønelementer som grundløn, akkordløn, feriepenge, dagpenge og godtgørelse for transporttid.