Fagforenings søgsmålskompetence og fortolkning af mindstelønsbegrebet ved udstationering af arbejdstagere

Sähköalojen ammattiliitto ry, en finsk fagforening, anlagde sag mod Elektrobudowa Spółka Akcyjna (ESA), et polsk selskab, vedrørende lønkrav hidrørende fra ansættelsesforhold. ESA havde udstationeret 186 polske arbejdstagere til Finland for at udføre elarbejde på et atomkraftværk.

Arbejdstagerne overførte deres lønkrav til Sähköalojen ammattiliitto, da de mente, at ESA ikke havde betalt dem den mindsteløn, de havde krav på ifølge de finske kollektive overenskomster. ESA anførte, at Sähköalojen ammattiliitto ikke havde søgsmålskompetence, da polsk ret forbyder overdragelse af krav hidrørende fra ansættelsesforhold.

Satakunnan käräjäoikeus forelagde en række præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen vedrørende fortolkningen af EU-retten, herunder direktiv 96/71 om udstationering af arbejdstagere, artikel 56 og 57 TEUF om fri udveksling af tjenesteydelser og artikel 47 i EU-chartret om grundlæggende rettigheder.

De centrale spørgsmål var:

• Om en fagforening kan gøre artikel 47 i EU-chartret gældende som umiddelbar retskilde over for en tjenesteyder fra en anden medlemsstat.
• Om EU-retten er til hinder for, at national ret anvender en bestemmelse i arbejdstagerens hjemstat, der forhindrer overdragelse af et lønkrav til en fagforening i beskæftigelsesstaten.
• Hvorvidt begrebet mindsteløn omfatter forskellige lønelementer som grundløn, akkordløn, feriepenge, dagpenge og godtgørelse for transporttid.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at direktiv 96/71, fortolket i lyset af artikel 47 i EU-chartret om grundlæggende rettigheder, er til hinder for, at en medlemsstats lovgivning forhindrer en fagforening i at anlægge sag for en domstol i en anden medlemsstat for at inddrive lønkrav på vegne af udstationerede arbejdstagere, når overdragelsen af kravene er i overensstemmelse med gældende ret i den pågældende medlemsstat.

Domstolen præciserede, at artikel 3, stk. 1 og 7, i direktiv 96/71 skal fortolkes således, at:

• Den ikke er til hinder for, at mindstelønnen beregnes på grundlag af arbejdstagernes indplacering i lønklasser i henhold til de relevante kollektive overenskomster i værtsmedlemsstaten, forudsat at beregningen og indplaceringen foretages efter bindende og gennemsigtige regler.
• Dagpenge skal betragtes som en del af mindstelønnen på samme vilkår som for lokale arbejdstagere.
• Godtgørelse for daglig transporttid skal betragtes som en del af mindstelønnen, hvis den daglige transporttid overstiger en time.
• Afholdelse af udgifter til logi ikke skal betragtes som en del af mindstelønnen.
• Ydelser i form af spisebilletter ikke skal betragtes som en del af mindstelønnen.
• Feriepenge skal svare til den mindsteløn, som arbejdstagerne har ret til under referenceperioden.

Retlige Principper

• Fri udveksling af tjenesteydelser: Domstolen bekræfter, at hindringer for fri udveksling af tjenesteydelser er uforenelige med EU-retten, men at dette ikke må underminere arbejdstageres rettigheder.
• Direktiv 96/71 om udstationering af arbejdstagere: Direktivet fastlægger minimumsbeskyttelsesniveauet for udstationerede arbejdstagere, herunder retten til mindsteløn.
• Artikel 47 i EU-chartret om grundlæggende rettigheder: Enhver har ret til effektive retsmidler og en upartisk domstol.
• Lex fori: Princippet om, at processuelle spørgsmål afgøres efter loven i det land, hvor sagen behandles.
• Mindsteløn: Begrebet mindsteløn defineres i overensstemmelse med national lovgivning og praksis i den medlemsstat, hvor arbejdet udføres.

Betydning for EU-retten

Dommen præciserer rækkevidden af direktiv 96/71 og understreger vigtigheden af at sikre udstationerede arbejdstageres rettigheder. Den bekræfter, at værtsmedlemsstatens regler om mindsteløn finder anvendelse, og at fagforeninger har ret til at anlægge sag for at beskytte disse rettigheder. Dommen bidrager til en afbalanceret tilgang, der sikrer fri udveksling af tjenesteydelser samtidig med, at arbejdstageres rettigheder beskyttes.