Landsskatteretten stadfæster SKATs afgørelse om skattepligt af befordringsgodtgørelse grundet modregning i løn

Klageren, ansat som bogholder i virksomheden [virksomhed1] I/S, modtog skattefrie befordringsgodtgørelser i indkomstårene 2013 og 2014. SKAT forhøjede klagerens skattepligtige indkomst med disse beløb, da de anså godtgørelserne for at være udbetalt i strid med modregningsforbuddet i Ligningsloven § 9, stk. 4.

SKATs afgørelse byggede på en analyse af lønbilag og timesedler, som ifølge SKAT viste en systematisk nedjustering af klagerens aftalte bruttotimeløn med et beløb svarende til de udbetalte skattefrie godtgørelser. Dette blev underbygget af håndskrevne beregninger på bagsiden af lønbilag, som angiveligt var udført af klageren selv i dennes funktion som lønansvarlig. SKAT argumenterede, at virksomheden derved konverterede skattepligtig løn til skattefrie godtgørelser ved at indberette færre timer end reelt arbejdet.

Klagerens repræsentant bestred SKATs opfattelse og anførte, at der ikke var sket en bruttolønsnedgang. Repræsentanten hævdede, at de håndskrevne beregninger alene var interne vurderinger af økonomien og ikke udtryk for en løbende modregning. Det blev fremført, at den udbetalte løn harmonerede med ansættelseskontrakterne, som ikke aftalte en højere bruttoløn end den, der fremgik af lønsedlerne. Repræsentanten henviste til praksis om "generel bruttolønsnedgang" (SKM2010.518.SR) og argumenterede, at SKATs dokumentation var utilstrækkelig og baseret på antagelser.

SKAT fastholdt sin afgørelse og påpegede, at den systematiske nedjustering var tydelig, da beregninger ofte resulterede i den samme timeløn, uanset godtgørelsens størrelse. SKAT understregede, at det var virksomhedens ansvar at sikre korrekt dokumentation på udbetalingstidspunktet, og at klageren, som lønansvarlig, måtte have kendskab til praksissen.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at beskatte de udbetalte befordringsgodtgørelser for indkomstårene 2013 og 2014. Dette medførte følgende ændringer i klagerens skattepligtige indkomst:

Retten lagde vægt på følgende:

• Ved en sammenligning af timeantal på timesedler og lønsedler blev det konstateret, at der konsekvent var anvendt et lavere timeantal på lønsedlerne end opgjort på timesedlerne.
• Den udbetalte A-indkomst var i overensstemmelse med det lavere opgjorte timeantal på lønsedlerne.
• Forskellen i timeantal mellem timesedler og lønsedler svarede til de udbetalte skattefrie godtgørelser, når der blev regnet med en timeløn på ca. 150 kr.

Landsskatteretten fandt, at denne praksis i realiteten var udtryk for, at en generel skattepligtig løn, som ellers ville være kommet til udbetaling, blev konverteret til skattefrie godtgørelser. Dette blev anset for at være i strid med modregningsforbuddet i Ligningsloven § 9, stk. 4, 3. pkt.. De omhandlede beløb kunne derfor ikke anses for skattefrie godtgørelser omfattet af Ligningsloven § 9b. Landsskatteretten stadfæstede herefter SKATs afgørelse, hvilket indebar beskatning af godtgørelserne og indrømmelse af befordringsfradrag i henhold til Ligningsloven § 9b og Ligningsloven § 9c.