Energiklagenævnets afgørelse om opsættende virkning i sag om tarif for gastransport i Tyra-Nybro anlægget

Klagers Argumenter for Opsættende Virkning

Klager anførte, at Forsyningstilsynets afgørelse var retligt uholdbar, da den ikke primært lagde vægt på markedspraksis, som Landsretten havde fastsat. Klager mente, at markedsundersøgelsen, hvis korrekt behandlet, ville estimere tariffer på niveau med eller højere end klagers egne tariffer i 2018-2019. Klager fremhævede, at den fastsatte tarif på 3,50 øre/Nm3 var markant lavere end klagers faktiske tariffer og det nominelle gennemsnit i markedsundersøgelsen, hvilket medførte en betydelig økonomisk risiko. Klager argumenterede for, at Nordsøfonden ikke ville lide alvorlige likviditetsmæssige følger, hvis opsættende virkning blev tillagt, og at Forsyningstilsynets lange sagsbehandlingstid (seks år) understregede, at der ikke var et presserende behov for at ændre retsstillingen. Klager mente, at der var rimelig sandsynlighed for medhold i klagen, da Forsyningstilsynets markedsundersøgelse led af væsentlige mangler og metodefejl, og at klagen burde have været afvist som for sen.

Nordsøfondens og Forsyningstilsynets Modargumenter

Nordsøfonden og Forsyningstilsynet fastholdt, at en klage som udgangspunkt ikke har opsættende virkning, medmindre der foreligger klare indikationer på uoprettelige eller væsentlige konsekvenser ud over almindelige forretningsmæssige risici. De afviste, at sagen var af principiel karakter, da Landsrettens dom fra 2020 allerede havde afklaret de grundlæggende retlige rammer og metodeanvendelsen. De argumenterede for, at den økonomiske risiko for klager var en sædvanlig forretningsmæssig risiko, og at det udestående beløb på ca. 20 mio. kr. var beskedent for klager, især da det allerede var betalt til Nordsøfonden. De mente ikke, at klager havde sandsynliggjort, at afgørelsen ville medføre likviditetsmæssige udfordringer eller uoprettelig skade. Endvidere anførte Nordsøfonden, at klagers adfærd havde medvirket til at forlænge sagsbehandlingstiden hos Forsyningstilsynet.

Energiklagenævnet afviste klagers anmodning om opsættende virkning. Nævnet lagde vægt på det almindelige forvaltningsretlige udgangspunkt, hvorefter en klage ikke automatisk har opsættende virkning. En fravigelse herfra kræver særlige omstændigheder, herunder en afvejning af den (uoprettelige) skade, der kan opstå, over for interessen i, at afgørelsen ikke udsættes, samt et rimeligt grundlag for at antage, at afgørelsen er ugyldig.

Vurdering af Økonomiske Konsekvenser

Energiklagenævnet fandt ikke, at det var overvejende sandsynligt, at en efterlevelse af Forsyningstilsynets afgørelse ville medføre væsentlige økonomiske konsekvenser for klager. Nævnet bemærkede, at der var tale om en tilbageførelse af ca. 20 mio. kr. som følge af prisreguleringsindgrebet. Det blev fremhævet, at klager allerede (med forbehold om tilbagebetaling) havde betalt det fulde beløb for tarifnedsættelsen til Nordsøfonden, og at det ikke var sandsynliggjort, at dette ville medføre likviditetsmæssige udfordringer for klager. Der var således ikke tale om forhold, der ville medføre en uoprettelig skade, hvis opsættende virkning ikke blev tillagt.

Vurdering af Sagens Principielle Karakter

Energiklagenævnet vurderede, at sagen ikke var af principiel karakter. Nævnet lagde vægt på, at spørgsmålene om metodeanvendelsen og udfyldning af Bekendtgørelse om adgang til opstrømsrørledningsnets rimelighedsvurdering allerede var behandlet i Vestre Landsrets dom af 16. april 2020. Forsyningstilsynet havde truffet den påklagede afgørelse på baggrund af denne dom, og de særlige forhold, der begrundede opsættende virkning i Energiklagenævnets afgørelse af 14. marts 2013, var ikke relevante i nærværende sag.

Konklusion

Efter en samlet og konkret vurdering af sagens omstændigheder fandt Energiklagenævnet, at der ikke forelå sådanne særlige omstændigheder, der kunne begrunde en fravigelse fra udgangspunktet om ikke at tillægge en klage opsættende virkning. Klagerens anmodning om opsættende virkning blev derfor ikke imødekommet. Afgørelsen blev truffet i henhold til Bekendtgørelse om adgang til opstrømsrørledningsnet § 8, stk. 1, jf. Gasforsyningsloven § 51, stk. 1, og af Energiklagenævnets formand efter Bekendtgørelse om forretningsorden for Energiklagenævnet § 6, stk. 3.

DONGs synspunkter

DONG påstod, at Energitilsynets afgørelse skulle ændres, så tariffen blev fastsat til 7 øre/m³, subsidiært et niveau over 5,75 øre/m³. DONG fastholdt, at den oprindelige tarif ikke var i strid med opstrømsbekendtgørelsen og anførte, at der ikke var hjemmel til at konkludere, at et rimeligt tarifniveau skulle være omkostningsægte eller til at tillægge konkurrencehensynet afgørende vægt. DONGs hovedargumenter var:

• Afgørelsen var en uberettiget ændring af Energitilsynets tidligere skøn, som Energiklagenævnet havde tiltrådt.
• Afgørelsen var i strid med proportionalitetsprincippet, da indgrebet var mere vidtgående end nødvendigt.
• Afgørelsen var i strid med DONGs berettigede forventninger, idet Energitilsynet tidligere havde tilkendegivet, at et tarifniveau op til 7 øre/m³ var rimeligt.
• Afgørelsen var behæftet med fejl, herunder utilstrækkelig hensyntagen til usikkerheder og forkert normering af rørledningslængden. DONG mente, at markedets praksis for aftaler af tilsvarende varighed og omfang var det afgørende kriterium, jf. Bekendtgørelse om adgang til opstrømsrørledningsnettet § 7, stk. 5.

Energitilsynets udtalelse

Energitilsynet fastholdt, at afgørelsen skulle stadfæstes. Tilsynet anførte, at afgørelsen var truffet på grundlag af et bredt skøn, der inkluderede hensyn til omkostninger, forrentning, markedets pris og konkurrencemæssige hensyn. Energitilsynet argumenterede, at proportionalitetsprincippet ikke havde den påberåbte betydning i en partstvist, og at DONG ikke kunne have en berettiget forventning om en uændret tarif, da MEMAS havde klaget tidligt i forløbet. Tilsynet forsvarede sin længdenormering og anvendelse af Tyra-Nybro rørledningen som primært sammenligningsgrundlag.

MEMAS’ synspunkter

MEMAS støttede Energitilsynets afgørelse og gjorde gældende, at DONG ikke skulle have medhold i sin klage. MEMAS anførte, at Energitilsynets afgørelse af 28. januar 2014 for første gang fastsatte en eksakt rimelig tarif, og at DONG ikke havde haft en berettiget forventning om en tarif på 7 øre/m³. MEMAS bestred også DONGs fortolkning af konkurrencehensynets betydning i Energitilsynets afgørelse.