Speciallægeuddannelse: Ret til passende aflønning, selv ved forsinket national gennemførelse af EU-direktivet

Sagen omhandler en række italienske speciallæger, Gianni Pantuso m.fl., der sagsøgte den italienske stat (Presidenza del Consiglio dei Ministri m.fl.) for manglende udbetaling af passende aflønning i forbindelse med deres speciallægeuddannelser, som blev gennemført i perioden 1982 til 1990.

Det centrale retlige spørgsmål var, hvorvidt Rådets direktiv 75/363/EØF, som ændret ved direktiv 82/76/EØF (med en implementeringsfrist den 31. december 1982), skabte en direkte ret til passende aflønning for speciallæger, hvis uddannelse var påbegyndt før fristen, men fortsatte og blev afsluttet efterfølgende.

Italien havde først implementeret direktiv 82/76/EØF ved et lovdekret, der trådte i kraft i august 1991, hvilket førte til en langvarig periode, hvor lægerne udførte fuldtidsarbejde som led i deres uddannelse uden den af EU-retten foreskrevne aflønning. De sagsøgte parter nedlagde principalt påstand om passende aflønning eller subsidiært erstatning for tab som følge af den manglende og forsinkede gennemførelse af direktivet.

Direktivets Baggrund og Anvendelsesområde

Direktiv 82/76/EØF indførte en forpligtelse for medlemsstaterne til at sikre, at speciallægeuddannelse på enten hel- eller deltid blev aflønnet med et passende beløb. Formålet var at sikre, at lægerne kunne afsætte hele deres arbejdsindsats til den praktiske og teoretiske uddannelse, som krævedes for at opnå gensidig anerkendelse af deres kvalifikationer i EU.

Domstolen fastslår, at forpligtelsen til at aflønne speciallægeuddannelser med et passende beløb, som fastsat i bilaget til det ændrede direktiv 75/363, er ubetinget og tilstrækkeligt præcis.

Domstolen besvarede de præjudicielle spørgsmål som følger:

1. Angående uddannelser påbegyndt før gennemførelsesfristen: Artiklen skal fortolkes således, at forpligtelsen til passende aflønning gælder for enhver speciallægeuddannelse, der er indledt i 1982 og fortsat indtil 1990, forudsat at uddannelsen vedrører et speciale, der er fælles for flere medlemsstater og er nævnt i direktiv 75/362.

2. Angående afhængighed af national gennemførelse: Forpligtelsen til aflønning afhænger ikke af, om medlemsstaten har truffet de nødvendige nationale gennemførelsesforanstaltninger. Den nationale domstol skal i videst muligt omfang fortolke national ret i overensstemmelse med direktivets ordlyd og formål (direktivkonform fortolkning).

3. Angående aflønningens tidsmæssige rækkevidde: Aflønning med et passende beløb skal ske for uddannelsens varighed fra den dato, hvor gennemførelsesfristen udløb, dvs. , indtil uddannelsens afslutning.