Dispensation fra lokalplan til etablering af tagboliger og tagterrasser i Svømmehalskvarteret på Frederiksberg

Kommunens sagsbehandling og klagepunkter

Klima-, Plan- og Boligudvalget behandlede sagen i januar 2022 og besluttede at give dispensation under forudsætning af, at der ikke indkom væsentlige indsigelser i naboorienteringen. Naboorienteringen fandt sted i marts 2022, hvor der indkom 6 høringssvar. Klageren anførte navnlig, at tagterrasserne ikke var i tråd med den bevarende lokalplan, og at de faktiske højder var underbelyst i dagsordenen til politikerne, da rækværk til tagterrasserne ville øge den visuelle højde yderligere.

Forholdet til planlovens dispensationsregler

Efter Planloven § 18 er lokalplanens bestemmelser bindende, og ændringer kræver dispensation efter Planloven § 19. Planklagenævnet vurderede, at lokalplanens § 6.1 udgør en såkaldt dispensationsbestemmelse i medfør af Planloven § 15, stk. 2, nr. 21. Da der er tale om en eksplicit mulighed i planen for at give tilladelse til ændringer, er en sådan dispensation som udgangspunkt ikke i strid med planens principper.

Vurdering af beslutningsgrundlaget og officialprincippet

Klageren gjorde gældende, at kommunens beslutningsgrundlag var mangelfuldt, da tagterrasserne og deres rækværk ville gøre bygningen højere end de oplyste 1 meter. Nævnet vurderede sagen i forhold til officialprincippet, som kræver, at kommunen oplyser sagen tilstrækkeligt. Nævnet fandt dog ikke grundlag for at antage, at yderligere præcision om højden ville have ført til et andet resultat, da kommunens skøn var baseret på en samlet vurdering af projektets indvirkning, og da dagsordenen indeholdt illustrationer af det samlede projekt.

Planklagenævnet gav ikke klager medhold i klagen over Frederiksberg Kommunes afgørelse. Nævnet fastslog indledningsvist, at etableringen af tagboligerne krævede dispensation fra lokalplanens bevaringsbestemmelser, og at kommunen havde hjemmel til at meddele denne dispensation i medfør af Planloven § 19, da det ikke stred mod planens overordnede principper.

Vedrørende officialprincippet udtalte nævnet:

Planklagenævnet finder ikke grund til at antage, at kommunen ville have vurderet sagen på en anden måde, hvis kommunen havde haft flere og mere præcise oplysninger om det samlede projekts højde.

Nævnet lagde vægt på, at de politiske beslutningstagere havde adgang til tegningsmateriale og illustrationer, der viste projektets omfang. Angående naboorienteringen konstaterede nævnet, at Planloven § 20 var overholdt, da alle naboer var hørt, og kommunen havde kvitteret for de 6 indsigelser. Nævnet præciserede, at kommunen har pligt til at inddrage indsigelser i vurderingen, men ikke er forpligtet til at følge dem eller beskrive detaljeret, hvordan hvert enkelt punkt er vægtet i afgørelsen. De skønsmæssige hensyn til støj og udsigt kunne nævnet ikke efterprøve, da disse falder uden for den retlige prøvelse efter planloven.

Klageren, ejeren af ejendommen, klagede til Planklagenævnet den 2. april 2020. Klageren anførte primært:

Klagerens argumenter

• At der var tale om reetablering af et oprindeligt forhold, idet tagterrassen aldrig havde været helt fjernet, men kun rækværket.
• At kommunen ikke havde fremført væsentligt saglige argumenter eller foretaget en konkret vurdering af, hvorvidt tagterrassen ville give konkrete gener.
• At værdispildsbetragtninger talte imod en fysisk lovliggørelse.
• At naboerne ikke var blevet hørt i sagen.

Kommunens bemærkninger

Kommunen fastholdt, at tagterrassen var en nyopførelse, da luftfotos fra 2001 og frem til 2018 viste et almindeligt tag uden tagterrasse. Kommunen understregede, at lokalplanens redegørelse klart angiver, at tagterrasser ikke må opføres nærmere end 5 meter fra skel for at undgå nabogener. Kommunen vurderede, at der ikke var særlige forhold, der berettigede en dispensation, og at en dispensation ville skabe uønsket præcedens. Vedrørende nabohøring bekræftede kommunen, at dette ikke var sket, da der ikke var grundlag for at meddele dispensation.