Planklagenævnets afgørelse om dispensation fra lokalplan i Odense Kommune

Odense Kommune meddelte den 2. marts 2020 dispensation fra lokalplan nr. 0-697, Thrigekarréen Centerområde, til opførelse af et etagebyggeri på en ejendom i Odense C. Dispensationen vedrørte byggefelt A2 i delområde A, hvor lokalplanens § 6.4 fastsætter et maksimalt etageantal på 3½ og en bygningshøjde på 15,5 meter målt til tagkant.

Ansøgt byggeri og dispensationens omfang

Det ansøgte byggeri omfattede opførelse af en bygning i 5 etager mod sydfacaden og med parterre/kælder, hvilket resulterede i 6 etager ved nordfacaden. Bygningens højde skulle være maksimalt 17,5 meter i gennemsnitshøjde i forhold til terræn mod A 1, hvilket overskred lokalplanens maksimale højde på 15,5 meter. Kommunen vurderede, at dispensationen ikke var i strid med lokalplanens formål, som bl.a. er at fastholde områdets fortælleværdi via historiske og arkitektoniske kvaliteter, samtidig med at byggeretten forøges.

Kommunens vurdering af dispensationen inkluderede følgende punkter:

• Bygningens placering ville ikke give skyggegener i dagtimerne for nabovillaer eller etageejendomme, dog med undtagelse af tidlig morgenskygge på en nabovilla i vinterhalvåret.
• Bygningen ville få et andet udtryk end det nu ubebyggede areal, men det flade tag var i overensstemmelse med lokalplanens afsnit 7.5.
• Højde og etageantal passede til de høje tidligere fabriksbygninger langs A 2j.
• Bygningen ville blive udført med en smallere bygningskrop (ca. 12 m) end lokalplanens byggefelt (ca. 18 m).
• Bygningen placeres tilbagetrukket fra A 1, hvilket gør, at den ikke ligger så tæt på vej og fortov som andre bygninger i området.

Klagen til Planklagenævnet

En nabo klagede den 27. marts 2020 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse. Klageren anførte navnlig, at dispensationen var i strid med lokalplanens principper og Planloven § 19, stk. 1, og at bebyggelsen ville medføre skygge- og indbliksgener samt værditab for klagerens ejendom. Klageren henviste til, at lokalplanens formål allerede havde taget stilling til en forøgelse af byggeretten, og at en dispensation fra de præcist beskrevne byggerettigheder ville fravige lokalplanens principper.

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Odense Kommunes afgørelse om dispensation. Nævnet fastslog, at det kun kan tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, herunder om kommunen har haft hjemmel til at give dispensation fra lokalplanen. Nævnet kan derimod ikke tage stilling til skønsmæssige afgørelser, såsom om en dispensation er rimelig eller hensigtsmæssig, herunder i forhold til klagerens interesser vedrørende skygge- og indbliksgener samt værditab.

Hjemmel til dispensation

Planklagenævnet vurderede, at kommunen havde hjemmel til at give dispensationen. Dette skyldes, at en kommune kan dispensere fra en lokalplan, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Videregående afvigelser kræver vedtagelse af en ny lokalplan, jf. Planloven § 19, stk. 2.

Nævnet lagde vægt på, at principperne i en lokalplan typisk omfatter planens formålsbestemmelse og anvendelsesbestemmelser, men som hovedregel ikke de mere detaljerede bestemmelser om bebyggelsens omfang, udformning og placering, medmindre disse specifikt er fastlagt for at fastholde en særlig udformning.

Vurdering af lokalplanens principper

Planklagenævnet fandt ikke, at lokalplanens § 6.4, som regulerer etageantal og bygningshøjde, var en del af planens principper. Nævnet begrundede dette med, at bestemmelsen er en bebyggelsesregulerende bestemmelse, og at den ikke er henvist til i lokalplanens formålsbestemmelse. Der var heller ingen andre holdepunkter i lokalplanredegørelsen, selve bestemmelsen eller planens øvrige bestemmelser, der indikerede, at § 6.4 havde en sådan særlig betydning, at den måtte anses for en del af planens principper.

På baggrund heraf konkluderede Planklagenævnet, at Odense Kommune havde hjemmel til at give dispensationen. Selve afgørelsen om dispensation er baseret på en skønsmæssig vurdering, som Planklagenævnet ikke kan efterprøve. Nævnet bemærkede desuden, at de principielle afgørelser, klageren henviste til, ikke indeholdt lokalplanbestemmelser eller faktiske forhold, der svarede til denne klagesag.

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold eller ændrede afgørelsen.