Stadfæstelse af afslag på ophævelse af fredskovspligt for udvidelse af virksomhed

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage fra Holstebro Kommune vedrørende Miljøstyrelsens afslag på ophævelse af fredskovspligt på matr. nr. [Matrikelnummer 1]. Kommunen ønskede at ophæve fredskovspligten på et ca. 0,29 ha stort areal for at muliggøre en udvidelse af nabovirksomheden Østermark [Virksomhed 1].

Ejendommen og Ansøgningen

Ejendommen, matr. nr. [Matrikelnummer 1], er beliggende i Holstebro Kommune og er en del af et større fredskovspligtigt område på ca. 109 ha. Det ansøgte areal på 0,29 ha ligger i matriklens nordøstlige del, omgivet af industri mod nord, vest og øst, og adskilt fra den resterende fredskov af en indkørselsvej mod syd. Virksomheden Østermark [Virksomhed 1] havde behov for udvidelse til en lukket støbehal for at fremstille præfabrikerede betonelementer, hvilket skulle spare tid, penge og ressourcer samt forbedre arbejdsmiljøet og fastholde medarbejdere. Virksomheden lejer sig ind i lokaler ejet af [Virksomhed 2] og havde afsøgt andre udvidelsesmuligheder uden for fredskov uden held.

Miljøstyrelsens Afgørelse

Miljøstyrelsen meddelte den 10. maj 2023 afslag på ophævelse af fredskovspligten i medfør af Skovlovens § 6, stk. 1. Styrelsen begrundede afslaget med, at praksis for ophævelse af fredskovspligt er restriktiv og kun tillades, når særlige grunde taler for det, typisk hvis der ikke kan findes en placering uden for fredskov, og hvis hensynet til overordnede samfundsmæssige formål vejer tungere end hensynet til at bevare fredskoven.

Miljøstyrelsen fandt ikke, at det var godtgjort, at udvidelsen ikke kunne ske uden for fredskov, da virksomheden selv havde angivet, at aktiviteterne kunne udføres, om end med ekstra omkostninger. Styrelsen vurderede heller ikke, at en udvidelse af en privat virksomhed tjente et samfundsmæssigt formål, der kunne tilsidesætte hensynet til fredskoven, og bemærkede, at privatøkonomiske grunde ikke betragtes som et overordnet samfundsmæssigt formål. Desuden lagde styrelsen vægt på, at virksomheden lejede lokalerne, hvilket gjorde en flytning nemmere, og at det ansøgte areal primært bestod af mellemaldrende løvskovbryn, som er særligt beskyttet efter skovloven.

Klagens Indhold

Holstebro Kommune påklagede afgørelsen og anførte, at udvidelsen ikke kunne placeres uden for fredskov uden at reducere effektivitetsgevinsten og virksomhedens konkurrenceevne markant. Kommunen fremhævede, at skovstykket ikke havde produktionsmæssig, rekreativ eller økologisk interesse, og at virksomhedens produktion af betonelementer til infrastrukturområdet havde en markant samfundsmæssig interesse. Kommunen henviste til en tidligere afgørelse fra Naturklagenævnet fra 2004, hvor et begrænset indgreb i en stor skovejendom blev tilladt, og argumenterede for, at fjernelse af 0,27 ha fredskov ikke ville påvirke skovklimaet eller stormstabiliteten for den øvrige skov.

Miljøstyrelsens Bemærkninger til Klagen

Miljøstyrelsen fastholdt, at det ansøgte skovstykke var sammenhængende med resten af skoven, da en mindre vej ikke opdeler skoven i skovlovsmæssig henseende. Styrelsen afviste sammenligningen med Naturklagenævnets afgørelse fra 2004, idet den tidligere sag omhandlede en virksomhed, der selv ejede matriklen og havde været der i ca. 55 år, i modsætning til Østermark [Virksomhed 1], der lejede lokaler og kun havde været der i ca. 7 år. Desuden bemærkede styrelsen, at skovbrynet i den tidligere sag ikke blev berørt, hvilket ville være tilfældet i nærværende sag, og at fjernelse af løvskovbrynet ville være uhensigtsmæssigt for den bagvedliggende granbevoksning, der er udsat for stormfald.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Miljøstyrelsens afgørelse om afslag på ophævelse af fredskovspligt på matr. nr. [Matrikelnummer 1]. Nævnet fandt ikke, at der var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde en tilladelse til ophævelse af fredskovspligten.

Nævnets Vurdering

Nævnet lagde vægt på, at formålet med Skovlovens § 1 er at bevare og værne landets skove og fremme bæredygtig drift, hvilket indebærer hensyn til både træproduktion, biologisk mangfoldighed, landskab, natur- og kulturhistorie, miljøbeskyttelse og friluftsliv. I overensstemmelse med Skovlovens § 6, stk. 1 og gældende restriktiv praksis, kan ophævelse af fredskovspligt kun ske, hvis den ansøgte anvendelse ikke kan placeres andre steder end i fredskov, og hvis de samfundsmæssige hensyn er vigtigere end hensynet til at bevare fredskoven.

Nævnet vurderede, at den ansøgte ophævelse skulle sikre en privat virksomheds interesser i produktionsudvidelse, hvilket ikke udgjorde et tilstrækkeligt tungtvejende samfundsmæssigt formål til at tilsidesætte hensynet til bevarelse af det fredskovspligtige areal. Derudover lagde nævnet vægt på, at det ansøgte skovstykke bl.a. bestod af ydre løvskovbryn, som nyder særlig beskyttelse efter Skovlovens § 27, og at Miljøstyrelsens vurdering af skovens økologiske og produktionsmæssige værdi var korrekt. Nævnet fandt heller ikke, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at udvidelse af virksomhedens produktion ikke kunne ske uden for det fredskovspligtige område.

Nævnet bemærkede endvidere, at klagers henvisning til Naturklagenævnets afgørelse fra 2004 ikke kunne føre til et andet resultat, da sagerne var forskellige på væsentlige punkter, herunder ejerforhold, virksomhedernes etableringsvarighed og påvirkningen af skovbryn. Endelig lagde nævnet vægt på den restriktive praksis og risikoen for uønsket præcedensvirkning.

Endelig Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Miljøstyrelsens afgørelse af 10. maj 2023 om afslag på ophævelse af fredskovspligt på matr. nr. [Matrikelnummer 1]. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Skovlovens § 64.