Stadfæstelse af afslag på ophævelse af fredskovspligt for udvidelse af virksomhed

Miljøstyrelsens Bemærkninger til Klagen

Miljøstyrelsen fastholdt, at det ansøgte skovstykke var sammenhængende med resten af skoven, da en mindre vej ikke opdeler skoven i skovlovsmæssig henseende. Styrelsen afviste sammenligningen med Naturklagenævnets afgørelse fra 2004, idet den tidligere sag omhandlede en virksomhed, der selv ejede matriklen og havde været der i ca. 55 år, i modsætning til Østermark [Virksomhed 1], der lejede lokaler og kun havde været der i ca. 7 år. Desuden bemærkede styrelsen, at skovbrynet i den tidligere sag ikke blev berørt, hvilket ville være tilfældet i nærværende sag, og at fjernelse af løvskovbrynet ville være uhensigtsmæssigt for den bagvedliggende granbevoksning, der er udsat for stormfald.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Miljøstyrelsens afgørelse om afslag på ophævelse af fredskovspligt på matr. nr. [Matrikelnummer 1]. Nævnet fandt ikke, at der var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde en tilladelse til ophævelse af fredskovspligten.

Nævnets Vurdering

Nævnet lagde vægt på, at formålet med Skovlovens § 1 er at bevare og værne landets skove og fremme bæredygtig drift, hvilket indebærer hensyn til både træproduktion, biologisk mangfoldighed, landskab, natur- og kulturhistorie, miljøbeskyttelse og friluftsliv. I overensstemmelse med Skovlovens § 6, stk. 1 og gældende restriktiv praksis, kan ophævelse af fredskovspligt kun ske, hvis den ansøgte anvendelse ikke kan placeres andre steder end i fredskov, og hvis de samfundsmæssige hensyn er vigtigere end hensynet til at bevare fredskoven.

Nævnet vurderede, at den ansøgte ophævelse skulle sikre en privat virksomheds interesser i produktionsudvidelse, hvilket ikke udgjorde et tilstrækkeligt tungtvejende samfundsmæssigt formål til at tilsidesætte hensynet til bevarelse af det fredskovspligtige areal. Derudover lagde nævnet vægt på, at det ansøgte skovstykke bl.a. bestod af ydre løvskovbryn, som nyder særlig beskyttelse efter Skovlovens § 27, og at Miljøstyrelsens vurdering af skovens økologiske og produktionsmæssige værdi var korrekt. Nævnet fandt heller ikke, at det var tilstrækkeligt godtgjort, at udvidelse af virksomhedens produktion ikke kunne ske uden for det fredskovspligtige område.

Nævnet bemærkede endvidere, at klagers henvisning til Naturklagenævnets afgørelse fra 2004 ikke kunne føre til et andet resultat, da sagerne var forskellige på væsentlige punkter, herunder ejerforhold, virksomhedernes etableringsvarighed og påvirkningen af skovbryn. Endelig lagde nævnet vægt på den restriktive praksis og risikoen for uønsket præcedensvirkning.

Endelig Afgørelse

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Miljøstyrelsens afgørelse af 10. maj 2023 om afslag på ophævelse af fredskovspligt på matr. nr. [Matrikelnummer 1]. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17, stk. 1 og Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 6. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Skovlovens § 64.

Miljøstyrelsens vurdering

Miljøstyrelsen begrundede sit afslag med, at der kun gives dispensation til byggeri eller ophævelse af fredskovspligt, hvis der ikke kan findes en placering uden for fredskov, og hvis hensynet til overordnede samfundsmæssige formål vejer tungere end hensynet til at bevare arealet som fredskov. Styrelsen fandt ikke, at der var tale om et samfundsmæssigt formål, og at der ikke forelå særlige grunde til en lovliggørende dispensation efter Skovloven § 11, stk. 1 eller ophævelse af fredskovspligt efter Skovloven § 6, stk. 1. Miljøstyrelsen bemærkede, at selvom en del af ejendommen historisk har været tjenestejord og have, er den stadig omfattet af fredskovspligt og dermed forbud mod yderligere byggeri. Styrelsen anerkendte dog, at der potentielt kunne gives dispensation til et brændeskur på maksimalt 25 m² til opbevaring af brænde, men ikke til værksted eller traktorgarage på en så lille fredskov.