Search for a command to run...
LBK nr 690 af 26/05/2023
Miljø- og Ligestillingsministeriet
Loven har til formål at bevare og værne landets skove og hertil forøge skovarealet.
Stk. 2. Loven har også til formål at fremme bæredygtig drift af landets skove. Bæredygtig drift betyder inddragelse af såvel økonomiske som økologiske og sociale værdier.
Stk. 3. Bæredygtig drift indebærer, at det ved driften af det enkelte fredskovspligtige areal og ved lovens administration ud fra en helhedsbetragtning tilstræbes at
fremme opbygningen af robuste skove,
sikre skovens produktion,
bevare og øge skovenes biologiske mangfoldighed og
sikre, at hensynet til landskab, naturhistorie, kulturhistorie, miljøbeskyttelse og friluftsliv kan tilgodeses.
Stk. 4. Ved lovens administration skal det tilstræbes at styrke rådgivning og information om bæredygtig skovdrift.
Lovgivning (3)
Formålsbestemmelsen afstikker rammerne for de hensyn, som lovligt kan og skal varetages ved driften af skovene og administration af loven.
Efter den gældende lovs § 1 er hovedformålet med loven at sikre, at der til stadighed er skovarealer i landet med en dertil knyttet træproduktion, og at regulere skovbruget med henblik herpå. Ved administrationen af loven skal der desuden lægges vægt på at sikre, at der også tages hensyn til landskab, naturhistorie, kulturhistorie, miljø og friluftsliv, i den gældende lov udtrykt som »flersidige hensyn«. Også i forbindelse med driften af skovene skal de flersidige hensyn tilgodeses. Dette er dog i den gældende lov ikke udtrykt i formålsbestemmelsen, men i lovens kapitel 3, hvor flersidighed stilles som et egentligt krav til skovejeren, og hvoraf det også fremgår, at afvejningen af de forskellige hensyn skal ske ud fra en helhedsbetragtning. Kravet om flersidighed har dog i sig selv mere karakter af en hensigtserklæring. Det er da heller ikke blevet håndhævet, fx med påbud om at tilrettelægge en mere flersidig drift.
Efter forslagets § 1 er det stadig målet at sikre både skovressourcen, træforsyningen og de flersidige hensyn. Disse formål er nu samlet i formålsbestemmelsen og gælder umiddelbart både for driften og administrationen. Inden for den ramme, som loven giver, kan således flere hensyn forfølges, uden at det er nødvendigt at indhente dispensation. Varetagelse af de »flersidige hensyn« er i forslaget ikke længere et krav til driften. Men i og med at der ikke længere kræves tilladelse efter loven til foranstaltninger, der fremmer en flersidig drift, forventes det, at flere skovejere vil benytte den lettere adgang til at variere driften ud fra andre hensyn end produktionshensynet. Også i administrationen vil der blive lagt vægt på at fremme de flersidige formål.
Formålsbestemmelsen indeholder i store træk alle de samme elementer som den gældende lov, jf. gennemgangen nedenfor. Dog anses det i forslaget ikke længere som et formål efter skovloven at forbedre skovbrugets ejendomsstruktur.
Ved en god ejendomsstruktur forstår man efter den gældende lov, at tilpas store driftsenheder - i økonomisk forstand - er samlet under den samme ejer. Bl.a. forbuddet mod udstykning samt lensafløsningslovens regler om, at majoratsskove skal holdes samlet under én ejer, støtter dette formål.
Det økonomiske afkast af den primære skovdrift er imidlertid efterhånden blevet forringet. I dag skal der derfor endog meget store skovarealer til, for at skoven kan give en økonomisk betydende indtægt. I dag betyder et stort skovareal heller ikke nødvendigvis særlige fordele for driften og dermed en bedre skovdrift. Målet for skovdriften har således udviklet sig i en retning, hvor de flersidige hensyn tillægges langt større vægt end hidtil. Hertil kommer, at den rådgivning og information, der i dag tilbydes de enkelte skovejere, er med til at sikre en forsvarlig drift af selv små skove. Endelig gives der efter praksis tilladelse til udstykning af store sammenhængende skovstrækninger, når blot hver af delene er over en vis størrelse.
Der synes derfor ikke længere at være grundlag for at opretholde et formål om bedre ejendomsstruktur med henblik på at holde skov sammen i store økonomisk bæredygtige enheder. På den anden side gør især hensynet til friluftslivet og landskabet, at det alligevel i et vist omfang er ønskeligt, at sammenhængende skovstrækninger ikke kan udstykkes. Bestemmelsen er dog lempet i forhold til den gældende lov, jf. forslagets § 12 om udstykning og bemærkningerne hertil.
Efter forslaget er det som hidtil et formål at bevare, værne og hertil forøge skovarealet. Den helt grundlæggende regulering, som sikrer, at fredskovspligtige arealer bevares til skovdrift, og at fredskovspligten kun undtagelsesvis kan ophæves, er således ikke ændret. Som følge af den seneste ændring af skovloven i 1996, hvor tilskudsordningerne blev tilpasset, har der været stor interesse for skovrejsning, en interesse som søges fastholdt med forslaget. Der henvises herom til de almindelige bemærkninger og til § 29 om tilskud og bemærkningerne hertil.
Efter forslaget er det overordnede formål for drift og administration af landets skovressource at fremme en bæredygtig drift. »Bæredygtig drift« erstatter således den gældende lovs overordnede formål om en »god og flersidig skovdrift«. Ved at anvende betegnelsen »bæredygtig drift« bringes formuleringen af formålet på linie med den sprogbrug, der både i den øvrige nationale lovgivning og i international sammenhæng anvendes om mål for natur- og miljøpolitikken. Både nationalt og internationalt betyder målet om bæredygtig drift, at såvel økonomiske som økologiske, samfundsmæssige og kulturelle værdier skal sikres.
Efter forslaget tilstræbes det, at driften af de fredskovspligtige arealer sker ud fra en helhedsbetragtning. Bestemmelsens opremsning af hensyn er således ikke prioriteret. Anvendelse af en helhedsbetragtning ved lovens administration og ved driften af skovene betyder, at alle de hensyn, der er nævnt i bestemmelsen, skal inddrages i beslutningsprocessen vedrørende de fremtidige dispositioner for det enkelte fredskovspligtige areal. Helhedsbetragtningen gælder - som efter den gældende lov - for det enkelte fredskovspligtige areal, dvs. for den fysisk samlede enhed, der udgør »en skov«. Helhedsbetragtningen indebærer derfor, at et fredskovspligtigt areal, hvor samtlige bevoksninger drives, så de udelukkende tilgodeser ét hensyn, ikke lever op til intentionerne i lovforslaget. Hvis et fredskovspligtigt areal er delt i flere parceller med forskellige ejere, betragtes hver parcel som et selvstændigt fredskovspligtigt areal. I parcelskove gælder helhedsbetragtningen derfor for hver enkelt parcel.
Forslagets bestemmelser om drift gælder kun for fredskovspligtige arealer. Op til 30 pct. af de fredskovspligtige arealer, der i dag er bevokset med træer, kan imidlertid fremover anvendes til formål, som ikke falder ind under den normale forståelse af »skov«, dvs. et areal bevokset med højstammede træer. I forslaget bruges derfor fortrinsvis betegnelser som »det fredskovspligtige areal«, »arealer med fredskovspligt«, »det enkelte fredskovspligtige areal« el. lign. om de arealer, der omfattes af lovens bestemmelser vedrørende driften, og som består af træbevoksede arealer og tilhørende arealer uden træbevoksning. Betegnelsen »skov« vil - hvor den bruges - også omfatte såvel træbevoksede arealer som de naturligt tilhørende arealer uden træbevoksning.
Bestemmelsen om at fremme opbygningen af robuste skove er ny. Økologisk robuste skove er en forudsætning for langsigtet økonomisk rentabilitet samt naturmæssigt værdifulde, oplevelsesrige og varierede skove. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med det meget omfattende stormfald i 1999, hvor især store arealer med ensaldrende nåletræsskove væltede. Ved at vælge betegnelsen »robuste skove« opnås overensstemmelse med terminologien i lov om stormflod og stormfald.
Bestemmelsen erstatter den gældende lovs formål om at forbedre skovbrugets stabilitet og produktivitet.
Formålet er stadig at sikre en stabil produktion af kvalitetstræ fra de danske skove. Dette mål fremmes, når produktionen hviler på et stabilt, produktivt og økonomisk rentabelt skovbrug. Selv om lovforslaget indeholder lempelser, der skaber større fleksibilitet og mere frihed i skovforvaltningen, så det bl.a. gøres nemmere at tage hensyn til naturen i den daglige drift, er det ikke hensigten generelt at reducere mulighederne for træproduktion fra de danske skove. I et globalt perspektiv er det endvidere væsentligt, at Danmark påtager sig sin del af ansvaret for at bidrage til at dække efterspørgslen efter træprodukter – også i en fjernere fremtid.
Et væsentligt sigte med lovforslaget er at sikre og forbedre vilkårene for den store biologiske mangfoldighed, der er knyttet til skovene. Det sker ved at følge op på de internationale forpligtelser, især i de internationale naturbeskyttelsesområder, jf. kap. 4, og i medfør af Biodiversitetskonventionen. Det sker desuden ved generelt at understøtte udvikling af naturnær skovdrift, jf. kap. 3, og ved specifikt at øge og forenkle mulighederne for fri naturudvikling i skoven og for naturpleje. Forslagets bestemmelser om tilskud til fremme af bæredygtig skovdrift, jf. § 29, skal tillige medvirke til at forbedre vilkårene for en sådan drift, bl.a. for at tilgodese den biologiske mangfoldighed.
Her beskrives de hensyn, som efter den gældende lov betegnes som »flersidige«, dvs. hensynene til landskab, naturhistorie, kulturhistorie, miljøbeskyttelse og friluftsliv. Der er ikke i forslaget lagt op til en ændret fortolkning af, hvad disse hensyn omfatter.
Hensynet til landskabet omfatter både de store linier i landskabet og dets enkelte elementer. Ved opbygningen og driften af skoven bør der således tages hensyn til, at skoven i sig selv udgør et landskab, hvor ydre og indre skovbryn, gamle enkelttræer og overstandere og ubevoksede åbne arealer er værdifulde elementer. Der bør desuden tages hensyn til, at skoven er en del af det omgivende landskab. Her kan skoven være med til at fremhæve landskabsformer som søer, smeltevandsdale eller skrænter med geologiske profiler. Omvendt bør landskabets former ikke sløres ved en forkert placering af nye skove.
De kulturhistoriske elementer kan være større strukturer som fx en landsby med dens udskiftningsstruktur eller en skovrydning med gårde. Det kan også være spor i landskabet eller anlæg, der vidner om den historiske udvikling af dyrkningsmetoder eller udnyttelse af ressourcer, herunder egentlige produktions- og industrianlæg. Sådanne landskabselementer, strukturer, spor og anlæg bør bevares og måske synliggøres. Ved en skånsom jordbearbejdning og udslæbning af stammer og ved at undlade dybdepløjning sikres det, at underjordiske minder eller strukturer som fx højryggede agre og agervolde ikke risikerer at blive ødelagt.
Naturhistoriske hensyn kan defineres som hensynet til jordens stoffer og organismer, og omfatter såvel biologiske som geologiske hensyn. Der tænkes dog især på skovens funktion i forhold til at sikre gode levesteder for plante- og dyreliv, at fastholde og forbedre skovklimaet, og at sikre et varieret skovbillede med forskellige træarter i forskellige aldre.
Med miljøbeskyttende hensyn tænkes fx på forhold som beskyttelse af skovklimaet, beskyttelse af grundvand mod fx nitratforurening og på dæmpning af sandflugt og jordfygning og skabelse af læ.
I forhold til fremme af friluftslivet fokuserer lovforslaget på skovenes oplevelsesmuligheder, herunder fremme af robuste og varierede skove med større naturværdier, godt bevarede og tilgængelige kulturminder samt bedre muligheder for at etablere støttepunkter til gavn for friluftslivet, jf. forslagets kapitel 3 og bemærkningerne hertil.
Et væsentligt virkemiddel i lovforslaget er at styrke rådgivning og information om bæredygtig drift af skovene, herunder omstillingen til naturnær skovdrift, som er en meget langsigtet, men ønskelig omstilling af det danske skovbrug. I denne sammenhæng påhviler der statsskovene en særlig forpligtelse til at lægge vægt på udviklingsopgaver og forsøgsvirksomhed, jf. § 2, ligesom der efter § 29 kan gives tilskud til rådgivning og information om aktiviteter, der fremmer lovens formål.
