Ophævelse af dispensation til opførelse af enfamiliehus i to etager

Planklagenævnet fortolkede lokalplanens § 7.3 således, at det er tilladt at opføre bygninger i én etage med udnyttelig tagetage. Da lokalplanen ikke indeholder en definition af etagebegrebet, foretog nævnet en samlet visuel vurdering af det ansøgte byggeri. Nævnet fandt, at bygningen fremstår som en bygning i højst én etage med udnyttelig tagetage. Dette skyldes, at det kun er bygningens østlige facade, der fremstår i to etager, mens de øvrige facader fremstår i én etage eller én etage med udnyttelig tagetage.

På baggrund af denne vurdering konkluderede Planklagenævnet, at bygningens etageantal er i overensstemmelse med lokalplanens § 7.3 og derfor ikke kræver dispensation, jf. Planloven § 19. Som følge heraf ophævede Planklagenævnet Syddjurs Kommunes afgørelse af 16. januar 2023. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.

• § 5.1: Udnyttelsesgraden må ikke overstige 0,10.
• § 5.1.1: Bygninger må ikke opføres med mere end 1 etage og må ikke gives en større højde end 5,00 m.
• § 5.1.2: Gulvkote i samtlige bygninger må ikke være under 4,0.

Kommunens begrundelse for dispensation

Kommunen begrundede dispensationen med, at der tidligere var dispenseret fra udnyttelsesgraden, og at en bebyggelsesprocent på 15 i henhold til beregningsreglerne efter BR18 var i overensstemmelse med områdets principper. For gulvkoten anførte kommunen, at det var af underordnet betydning, at kældergulvet var beliggende i kote 3,777 DVR 90, da kælderen ikke anvendes til beboelse. Desuden lagde kommunen vægt på, at byggeriet var tilpasset matriklen og ikke ville medføre væsentlige skygge-, lys- og indbliksgener for naboerne.

Klagepunkter

Klagerne anførte, at byggeriet reelt var i to fulde etager, da kælderen var beregnet til beboelse, og at dette var en omgåelse af byplanvedtægtens forbud mod to etager. De gjorde også gældende, at kommunen havde beregnet udnyttelsesgraden forkert ved ikke at medregne kælderarealet. Endvidere mente klagerne, at dispensationen fra byplanvedtægtens bestemmelse om gulvkote var i strid med byplanvedtægtens overordnede formål, og at kommunens beslutning havde været ensidig, idet klagernes høringssvar ikke var blevet inddraget tilstrækkeligt.

Planklagenævnets fokusområder

Planklagenævnet behandlede følgende spørgsmål i sagen:

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter byplanvedtægten, jf. Planlovens § 18, eller krævede dispensation fra byplanvedtægtens §§ 5.1, 5.1.1 og 5.1.2.
• Om kommunen havde hjemmel til at give dispensation, jf. Planlovens § 19.
• Om kommunens skønsmæssige vurdering var baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn.
• Om reglerne om naboorientering var overholdt, jf. Planlovens § 20.