Planklagenævnets afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation og lovliggørelsespåbud vedrørende anvendelse af ejendom til restaurant

Klageren gjorde gældende, at anvendelsen med servering af mad og drikke ikke var i strid med lokalplanen, og henviste til tidligere tilkendegivelser fra kommunen. Planklagenævnet vurderede dog, at servering af mad og drikke til siddende gæster i forretningen medfører, at anvendelsen kan karakteriseres som en restaurant. Da lokalplanens § 3.3 begrænser anvendelsen i delområde B til boligformål, detailhandel og liberalt erhverv, er restaurantanvendelsen i strid hermed og kræver dispensation efter Planloven § 19.

Berettigede forventninger og bindende forhåndstilsagn

Klageren hævdede at have haft berettigede forventninger baseret på mundtlige tilsagn fra en byggesagsbehandler i april og december 2021 om tilladelse til spisende gæster, samt en efterfølgende alkoholbevilling. Planklagenævnet fandt ingen faktiske oplysninger i sagen, der understøttede, at kommunen mundtligt eller skriftligt havde godkendt anvendelsen som restaurant. Nævnet bemærkede, at en nærmere afklaring af sådanne mundtlige tilsagn ville kræve bevisførelse med vidneafhøringer, hvilket ikke er muligt for Planklagenævnet.

Desuden fastslog nævnet, at en alkoholbevilling ikke kan skabe en berettiget forventning om, at anvendelsen er i overensstemmelse med planloven, da Bevillingsnævnet ikke har til opgave at påse overholdelsen af planloven.

Planklagenævnet konkluderede, at kommunen ikke havde skabt berettigede forventninger, der kunne afskære den fra at give afslag på dispensation og påbud. Nævnet understregede, at selv hvis der var skabt berettigede forventninger, ville en dispensation til restaurantanvendelse være i strid med lokalplanens principper, herunder anvendelsesbestemmelsen i § 3.3. En sådan dispensation ville mangle hjemmel i Planloven § 19, stk. 1, da den ville stride mod planens principper, og en hjemmelsmangel medfører normalt annullation af afgørelsen.

Vurdering af lovliggørelsespåbuddet

Klageren anførte, at påbuddet var uklart, da klageren allerede havde ophørt med at have spisende gæster. Planklagenævnet fandt, at påbuddet af 21. december 2022 var tilstrækkeligt klart. Påbuddet beskrev den ulovlige aktivitet (anvendelse som restaurant med servering) og angav, at lovliggørelse skulle ske ved at ophøre med denne anvendelse og ændre til detailhandel eller liberalt erhverv. Påbuddet var dermed tilstrækkeligt præcist til at kunne håndhæves, også i lyset af Planloven § 64, stk. 1, nr. 4, som strafbelægger manglende efterkommelse af påbud.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Klagerens anbringender

Klageren indbragte sagen for Planklagenævnet den 20. marts 2020 med følgende hovedanbringender:

• En flytning af interne vægge udgør ikke en ændring i forhold til lokalplanens § 5.2.
• Den nuværende lovlige anvendelse af ejendommen kan fortsætte som hidtil, da der ikke etableres nye butikker, men blot ændres på eksisterende.

Kommunen fastholdt, at ændringer af eksisterende forhold skal følge gældende lovgivning, og at ændringen af butiksstørrelsen til under 1.000 m² var i strid med lokalplanen og dens formål.