Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til sommerhus i Løkken

• Sager, hvor byggeriet er opført før 1974: Størstedelen af de henviste ejendomme var opført før byplanvedtægtens vedtagelse i 1974. Lokalplaners retsvirkninger vedrører kun fremtidige dispositioner, og eksisterende lovlig brug kan fortsætte. Nævnet fandt derfor ikke, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling.
• Sager, hvor byggeriet er opført under den tidligere Pandrup Kommune: Kommunen oplyste, at mange sager var tilladt af den tidligere Pandrup Kommune, og at Jammerbugt Kommune havde ændret sin praksis efter kommunesammenlægningen. En kommune kan ændre sin dispensationspraksis, hvis det er en generel ændring baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn, og den følges konsekvent. Nævnet fandt heller ikke her usaglig forskelsbehandling.
• De resterende sager: Kommunen havde gennemgået byggetilladelserne og konstateret, at alle overholdt byplanvedtægtens krav om 5 meters afstand til naboskel. Klagerens opmålinger blev anset for upræcise. Nævnet fandt derfor ikke usaglig forskelsbehandling.

Samlet konkluderede Planklagenævnet, at kommunens afslag på dispensation ikke var udtryk for usaglig forskelsbehandling af klageren.

Berettigede forventninger og bindende forhåndstilsagn

Klageren gjorde gældende, at en tæt dialog med kommunen havde skabt berettigede forventninger om godkendelse. Kommunen oplyste, at de havde været positivt indstillet, men tydeligt havde taget forbehold for, at en dispensation ikke kunne loves 100 %, og at bemærkninger fra naboorientering kunne ændre sagens udfald. Da der ikke forelå faktiske oplysninger, der understøttede klagerens påstand, og da Planklagenævnet ikke kan foretage bevisførelse med vidneafhøringer, lagde nævnet til grund, at klageren ikke havde fået et bindende tilsagn fra kommunen.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

• § 5.1: Udnyttelsesgraden må ikke overstige 0,10.
• § 5.1.1: Bygninger må ikke opføres med mere end 1 etage og må ikke gives en større højde end 5,00 m.
• § 5.1.2: Gulvkote i samtlige bygninger må ikke være under 4,0.

Kommunens begrundelse for dispensation

Kommunen begrundede dispensationen med, at der tidligere var dispenseret fra udnyttelsesgraden, og at en bebyggelsesprocent på 15 i henhold til beregningsreglerne efter BR18 var i overensstemmelse med områdets principper. For gulvkoten anførte kommunen, at det var af underordnet betydning, at kældergulvet var beliggende i kote 3,777 DVR 90, da kælderen ikke anvendes til beboelse. Desuden lagde kommunen vægt på, at byggeriet var tilpasset matriklen og ikke ville medføre væsentlige skygge-, lys- og indbliksgener for naboerne.

Klagepunkter

Klagerne anførte, at byggeriet reelt var i to fulde etager, da kælderen var beregnet til beboelse, og at dette var en omgåelse af byplanvedtægtens forbud mod to etager. De gjorde også gældende, at kommunen havde beregnet udnyttelsesgraden forkert ved ikke at medregne kælderarealet. Endvidere mente klagerne, at dispensationen fra byplanvedtægtens bestemmelse om gulvkote var i strid med byplanvedtægtens overordnede formål, og at kommunens beslutning havde været ensidig, idet klagernes høringssvar ikke var blevet inddraget tilstrækkeligt.

Planklagenævnets fokusområder

Planklagenævnet behandlede følgende spørgsmål i sagen:

• Om forholdet var umiddelbart tilladt efter byplanvedtægten, jf. Planlovens § 18, eller krævede dispensation fra byplanvedtægtens §§ 5.1, 5.1.1 og 5.1.2.
• Om kommunen havde hjemmel til at give dispensation, jf. Planlovens § 19.
• Om kommunens skønsmæssige vurdering var baseret på planlægningsmæssigt relevante hensyn.
• Om reglerne om naboorientering var overholdt, jf. Planlovens § 20.