Klage over Kolding Kommunes dispensation fra Byplanvedtægt nr. 6

Sagen omhandler en klage over Kolding Kommunes afgørelse af 24. august 2011, hvor kommunen meddelte en lovliggørende dispensation til bibeholdelse af et sommerhus, et overdækket areal, et udhus og et hævet areal på en ejendom. Ejendommen er omfattet af Byplanvedtægt nr. 6 fra 1975, som fastsætter bestemmelser for sommerhusbebyggelse, herunder udnyttelsesgrad, bygnings- og facadehøjde samt afstand til skel.

Natur- og Miljøklagenævnet havde den 12. maj 2011 tidligere hjemvist sagen til kommunen, da den oprindeligt tilladte bebyggelse ikke var i overensstemmelse med byplanvedtægtens bebyggelsesregulerende bestemmelser.

Kommunens dispensationer

Kolding Kommune meddelte dispensation fra følgende bestemmelser i byplanvedtægtens § 5:

• § 5.1 (Udnyttelsesgrad): Ejendommen har et grundareal på 1.280 m², hvilket muliggør et etageareal på 128 m². Det opførte sommerhus er på 119 m², det overdækkede areal på 49 m², og udhuset på 35 m². Kommunen har beregnet udnyttelsesgraden efter Bygningsreglement 72, som var gældende ved vedtægtens vedtagelse, og medregnet udhuset i bruttoetagearealet, hvilket giver et samlet bruttoetageareal på 154 m².
• § 5.2 (Bygnings- og facadehøjde): Sommerhuset har en ensidig taghældning, der resulterer i facadehøjder over 3 m. Kommunen begrundede dispensationen med præcedens i området.
• § 5.3 (Afstand til skel): Et hævet areal er opført nærmere skel end 5 m. Kommunen begrundede dispensationen med, at arealet alene tjener som adgang til udhusbygningen og ikke vil blive anvendt til ophold, og derfor ikke vil være til gene for omkringboende.
• § 5.4 (Udhuse ved skel): Udhuset er placeret 1,5 m fra skel og har en facadehøjde på 2,47 m stigende til 3,95 m. Kommunen vurderede, at udhuset er placeret, så det ikke skønnes at være til gene for de omkringboende.

Klagen fra grundejerforeningen og naboejendommen

Grundejerforeningen og ejerne af en naboejendom påklagede kommunens afgørelse. Deres hovedargumenter var:

• Bygherren er en professionel entreprenør, der burde kende byplanvedtægtens bestemmelser.
• Kommunen havde ikke hjemmel i byplanvedtægtens § 10 til at meddele dispensationen, da områdets karakter skal fastholdes. Klagerne mente, at de dispenserede forhold var af så markant betydning, at en fysisk lovliggørelse eller en ny lokalplan var nødvendig.
• Arealet omfattet af strandbeskyttelseslinjen burde ikke medregnes i grundarealet ved beregning af udnyttelsesgraden.
• Den markante overskridelse af facadehøjden (§ 5.2) og den tætte placering af det hævede opholdsareal (§ 5.3) og udhuset (§ 5.4) ved skel var generende for privatlivets fred og naboerne.
• Ejerne af naboejendommen anførte desuden, at en del af kystsikringen var fjernet i forbindelse med bebyggelsens opførelse, hvilket kunne føre til oversvømmelser.

Natur- og Miljøklagenævnet har truffet afgørelse i sagen efter Planlovens § 58, stk. 1, nr. 4, hvilket betyder, at nævnet kun kan tage stilling til retlige spørgsmål og ikke afgørelsens hensigtsmæssighed eller spørgsmål om kystsikring.

Beregning af udnyttelsesgrad

Nævnet bemærkede, at kommunen korrekt havde anvendt beregningsreglerne i Bygningsreglement 72, som var gældende på tidspunktet for byplanvedtægtens vedtagelse, til beregning af udnyttelsesgraden. Efter dette reglement skulle bruttoetagearealet beregnes som forholdet mellem bebyggelsens bruttoetageareal og grundens areal med tillægsareal. Udhuset skulle medregnes i bruttoetagearealet, men det hævede opholdsareal skulle ikke. Det samlede bruttoetageareal blev således korrekt beregnet til 154 m².

Hjemmel til dispensation

Nævnet vurderede, at en kommune efter Planlovens § 19, stk. 1 kan dispensere fra en lokalplan eller byplanvedtægt, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper. Planens principper omfatter formålsbestemmelser, anvendelsesbestemmelser, den planlagte struktur og fordelingen mellem friarealer og bebyggede arealer. Videregående afvigelser end omhandlet i stk. 1, kan efter Planlovens § 19, stk. 2 kun foretages ved tilvejebringelse af en ny lokalplan.

Det blev fastslået, at bestemmelser i ældre lokalplaner og byplanvedtægter, der indeholder retningslinjer om dispensation (som byplanvedtægtens § 10), er fortrængt af Planlovens § 19 og derfor ikke har selvstændig retsvirkning.

Nævnet konkluderede, at de bebyggelsesregulerende bestemmelser i byplanvedtægtens § 5.1, § 5.2, § 5.3 og § 5.4 ikke udgør en del af byplanvedtægtens principper. Derfor havde Kolding Kommune hjemmel i Planlovens § 19, stk. 1 til at meddele den påklagede lovliggørende dispensation af 24. august 2011.

Afgørelse

Natur- og Miljøklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Kolding Kommunes afgørelse.