Afgørelse om afslag på lovliggørende dispensation for tilbygning på Kirkebjerg Allé, Brøndby

Planklagenævnets vurdering

Planklagenævnet behandlede sagen ud fra Planlovens § 58, stk. 1, nr. 3, som giver nævnet kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål. Nævnet vurderede følgende:

• Eksisterende lovligt forhold: Nævnet fandt, at ændringerne i 2008 var så væsentlige (ny tag- og yderbeklædning, nye vinduer, opgravet gulv), at der var tale om nyopførelse og ikke almindelig vedligeholdelse. Forholdet var derfor ikke et eksisterende lovligt forhold og skulle overholde lokalplanen.
• Krav om dispensation: Bygningen er placeret 2,2 m fra vejskel, hvilket er i strid med lokalplanens § 5.2.1, der fastsætter en byggelinje på 3,0 m. Forholdet kræver derfor dispensation, jf. Planlovens § 19. Derimod fandt nævnet, at lokalplanens § 7.1.1 om bebyggelsens udformning var for uklart formuleret til at kunne håndhæves, og tilbygningen krævede derfor ikke dispensation fra denne bestemmelse.
• Fortabelse af retten til at kræve lovliggørelse: Nævnet fandt ikke, at kommunen havde udvist myndighedspassivitet, da kommunen traf afgørelse under 3 måneder efter at have gjort klagerne bekendt med den indledte undersøgelse. En periode på 13-14 år fra ombygning til sagens indledning blev ikke anset for tilstrækkelig til at statuere indrettelseshensyn, der kunne afskære kommunen fra at kræve lovliggørelse.
• Berettigede forventninger og bindende forhåndstilsagn: På baggrund af de foreliggende oplysninger fandt nævnet ikke grundlag for at fastslå, at kommunen havde givet et bindende forhåndstilsagn eller skabt berettigede forventninger. En nærmere afklaring ville kræve bevisførelse, som Planklagenævnet ikke kan foretage.
• Konkret vurdering og begrundelse: Nævnet fandt, at kommunen havde foretaget en konkret vurdering baseret på saglige og planlægningsmæssigt relevante hensyn, og at afgørelsen var tilstrækkeligt begrundet i henhold til Forvaltningsloven § 24.
• Proportionalitet og værdispild: Nævnet vurderede, at kommunens afslag på dispensation ikke var i strid med proportionalitetsprincippet. Hensynet til retshåndhævelsen, herunder undgåelse af præcedensvirkning, vejede tungere end et eventuelt værdispild ved fysisk lovliggørelse.

Planklagenævnet traf afgørelse i sagen på vegne af formanden, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Afgørelse vedrørende lokalplanens § 7.1.1

Planklagenævnet ophævede den del af Brøndby Kommunes afgørelse af 19. juli 2022, som vedrørte afslag på dispensation fra lokalplanens § 7.1.1. Dette skyldes, at nævnet fandt, at bestemmelsen var for uklar til at kunne håndhæves, og en dispensation var derfor ufornøden. Denne del af kommunens afgørelse er således ikke længere gældende.

Afgørelse vedrørende lokalplanens § 5.2.1

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i den resterende del af klagen, som vedrørte kommunens afslag på dispensation fra lokalplanens § 5.2.1. Dette betyder, at kommunens afslag på dispensation for overskridelse af byggelinjen fortsat er gældende.

Endelighed og klagemuligheder

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4.

• Kommunen begrundede afslaget med, at byggeriet var for omfattende og havde en for stor visuel påvirkning på miljøet.
• Kommunen henviste til, at gulvet i garagen var hævet over fortovsniveau, og at døren åbnede ud over fortovet.
• Kommunen anførte desuden, at der ville skulle etableres en opkørsel på fortovet for at tilkøre garagen.

Natur- og Miljøklagenævnets vurdering

• Nævnet vurderede, om kommunen havde hjemmel til at give afslag på dispensation, og om sagsbehandlingen var i strid med lighedsgrundsætningen.
• Nævnet konstaterede, at byggeriet ikke var umiddelbart tilladt efter Planloven § 18, da det overskred byplanvedtægtens bestemmelser om afstand til vejskel.
• Nævnet fandt, at kommunen havde begrundet afslaget i planlægningsmæssigt relevante hensyn, og at der ikke var tale om usaglig forskelsbehandling.