Urimelige kontraktvilkår: Effektivitetsprincippet kræver, at nationale domstole kan pålægge erhvervsdrivende sagsomkostninger ved forsinket udenretslig fyldestgørelse

Sagen vedrører fortolkningen af artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i Rådets direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, især i lyset af effektivitetsprincippet vedrørende fordeling af sagsomkostninger. Tvisten opstod mellem forbrugeren Zulima og kreditinstituttet Servicios Prescriptor y Medios de Pagos EFC SAU vedrørende en revolving kreditaftale.

Zulima anlagde sag ved en spansk domstol med påstand om, at aftalens ordinære rentesats var enten åger eller urimelig og manglede gennemsigtighed i strid med direktivet. Forud for sagsanlægget havde Zulima forgæves sendt flere påkrav til kreditinstituttet om at opsige aftalen og tilbagebetale uretmæssigt opkrævede beløb.

Efter at søgsmålet var indgivet, valgte kreditinstituttet at fyldestgøre Zulimas krav udenretsligt ved at opsige aftalen og slette de skyldige renter og gebyrer. Kreditinstituttet anmodede derefter om, at sagen blev afsluttet i henhold til spansk civilprocesret (LEC artikel 22), som i et sådant tilfælde normalt betyder, at der ikke tilkendes omkostninger til nogen af parterne – hvilket i praksis betød, at forbrugeren skulle bære sine egne afholdte sagsomkostninger.

Den forelæggende ret stillede spørgsmål til Domstolen, om denne nationale procesregel, som afholder domstolen fra at vurdere den erhvervsdrivendes adfærd (ond tro ved at ignorere forudgående påkrav), udgør en væsentlig hindring, der afholder forbrugere fra at udøve deres rettigheder under direktiv 93/13/EØF.

Domstolens Fortolkning og Afgørelse

Domstolen fastslog, at direktiv 93/13 (artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1), sammenholdt med effektivitetsprincippet, ikke er til hinder for en national lovgivning, der pålægger forbrugeren sagsomkostningerne i tilfælde af udenretslig fyldestgørelse af kravet, under forudsætning af, at den nationale ret kan foretage en fortolkning i overensstemmelse med EU-retten.

Domstolen kræver specifikt, at den nationale retsinstans skal:

• Undersøge, om der er mulighed for at fortolke den nationale lovgivning (LEC artikel 22) således, at den er forenelig med EU-retten.
• Tage hensyn til den erhvervsdrivendes eventuelle onde tro i forbindelse med søgsmålet.
• I givet fald tilpligte den erhvervsdrivende at betale de omkostninger, forbrugeren har afholdt i den retslige procedure, som forbrugeren følte sig tvunget til at anlægge.

Domstolen bemærkede, at en national lovgivning, som lader forbrugeren bære risikoen for sagsomkostningerne, når den erhvervsdrivende kun fyldestgør kravet efter sagsanlæg – og efter at have ignoreret forudgående påkrav – skaber en væsentlig hindring, der kan afholde forbrugeren fra at udøve sin ret til en effektiv domstolsprøvelse, hvilket i sidste ende er i strid med effektivitetsprincippet.