Direktiv 93/13 – Urimelige kontraktvilkår – Kompetencefordeling mellem nationale domstole

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra en ungarsk domstol vedrørende fortolkningen af direktiv 93/13/EØF om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler.

Sagen drejer sig om Nóra Baczó og János István Vizsnyiczai, der havde anlagt sag mod Raiffeisen Bank Zrt ved de ungarske domstole. Baczó og Vizsnyiczai anførte, at en realkreditaftale indgået med banken var ugyldig, og at en voldgiftsklausul i aftalen var urimelig.

Det centrale spørgsmål var, om en ungarsk retsplejeregel, hvorefter en lokalret (járásbíróság), der er kompetent til at behandle et søgsmål om ugyldiggørelse af en kontrakt, er inkompetent til at behandle spørgsmålet om urimeligheden af kontraktvilkårene i samme aftale. Kompetencen til at behandle spørgsmålet om urimelighed tilkommer i stedet provinsretten (törvényszék).

Den forelæggende ret ønskede at vide, om denne kompetencefordeling var forenelig med EU-retten, særligt artikel 7 i direktiv 93/13, der pålægger medlemsstaterne at sikre effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår til ophør. Den ungarske domstol var bekymret for, at henvisningen til provinsretten kunne medføre højere retsafgifter og dermed gøre det vanskeligere for forbrugerne at udøve deres rettigheder.

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 7, stk. 1, i direktiv 93/13 ikke er til hinder for en national retsplejeregel, der bestemmer, at en lokalret, som er kompetent til at behandle et søgsmål anlagt af en forbruger om ugyldiggørelse af en standardkontrakt, ikke er kompetent til at afgøre, om kontraktvilkårene i samme aftale er urimelige. Dette gælder dog ikke, hvis det viser sig, at inkompetenceerklæringen fra lokalretten medfører processuelle ulemper, der gør det uforholdsmæssigt vanskeligt for forbrugeren at udøve sine rettigheder i henhold til EU-retten. Det er den nationale rets opgave at foretage de nødvendige vurderinger i denne forbindelse.

Begrundelse

Domstolen begrundede afgørelsen med, at direktiv 93/13 ikke indeholder specifikke bestemmelser om kompetencefordeling. Medlemsstaterne har procesautonomi, men skal overholde ækvivalens- og effektivitetsprincipperne. Domstolen fandt ikke, at den ungarske retsplejelov nødvendigvis var i strid med ækvivalensprincippet. Vedrørende effektivitetsprincippet anførte Domstolen, at yderligere omkostninger for forbrugeren ikke i sig selv er tilstrækkeligt til at tilsidesætte nationale procesregler, der forfølger en almen interesse i forsvarlig retspleje. Dog skal det sikres, at de processuelle ulemper ikke gør det uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der følger af EU-retten.

Centrale EU-retlige principper

• Direktiv 93/13/EØF artikel 7, stk. 1: Medlemsstaterne skal sikre effektive midler til at bringe anvendelsen af urimelige kontraktvilkår til ophør.
• Medlemsstaternes procesautonomi: Medlemsstaterne har frihed til at fastlægge de processuelle regler for søgsmål, der har til formål at sikre beskyttelsen af de rettigheder, som EU-retten giver borgerne.
• Ækvivalensprincippet: Nationale processuelle regler må ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål baseret på national ret.
• Effektivitetsprincippet: Nationale processuelle regler må ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til EU-retten.

Anvendelse og betydning

Domstolen understregede, at selvom medlemsstaterne har procesautonomi, skal de sikre, at de nationale regler ikke underminerer forbrugerbeskyttelsen i direktiv 93/13. Effektivitetsprincippet kræver en konkret vurdering af, om de processuelle regler i praksis hindrer forbrugerne i at udøve deres rettigheder. Afgørelsen præciserer grænserne for national procesautonomi i forhold til EU-rettens krav om effektiv håndhævelse af forbrugerrettigheder.