Planklagenævnets afvisning af klage vedrørende landzonetilladelse til enfamiliehus – lejerforhold og lejelovens relevans

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.

Kommunens Afgørelse og Klager

Vordingborg Kommune gav den 19. marts 2018 landzonetilladelse til det ansøgte efter Planlovens § 35, stk. 1. Kommunen lagde vægt på, at ejendommen lå inden for et boligområde i kommuneplanen, at byggeriet og terrænreguleringen skulle ske uden for strandbeskyttelseslinjen, og at huset ville passe ind i byens struktur. Kommunen vurderede, at terrænreguleringen var nødvendig for klimasikring og ikke ville medføre urimelige gener for naboer.

Tre beboere i området klagede over kommunens afgørelse. Klagerne anførte blandt andet, at grunden ikke var egnet til bebyggelse, at der ikke var byggeret på grunden, at den tinglyste deklaration forhindrede byggeri, at der var foretaget ulovlig terrænregulering, og at byggeriet ville medføre urimelige gener og ødelægge kystlinjen. Kommunen afviste klagepunkterne og henviste til, at deklarationen ikke længere var relevant, og at Kystdirektoratet havde vurderet, at byggeriet ikke krævede dispensation fra strandbeskyttelseslinjen.

Planklagenævnets Tidligere Afgørelse og Hjemvisning

Planklagenævnet ændrede den 4. december 2019 kommunens tilladelse til et afslag. Et flertal fandt, at tilladelsen ville være i strid med landzonebestemmelserne, da den landskabelige påvirkning ville være væsentlig på grund af terrænreguleringen og husets udformning, som ikke ville passe ind i rækken af ældre villaer. Nævnet vurderede, at byggeriet ikke var af helt underordnet betydning i forhold til de nationale planlægningsinteresser i kystområderne, og at arealet var udpeget som lavbundsareal, hvor byggeri bør undgås. Mindretallet fandt derimod, at tilladelsen kunne gives, da byggeriet var indpasset i husrækken, og kommunen havde foretaget planlægningsmæssige overvejelser i kommuneplanen.

Retten i Nykøbing Falster hjemviste sagen til fornyet behandling, idet retten fandt, at Planklagenævnets afgørelse var behæftet med mangler. Retten lagde til grund, at ejendommen ligger i et tæt bebygget område i Præstø by, og at byggeriet ikke ville være uforeneligt med planlovens hovedformål. Retten vurderede, at den landskabelige påvirkning ikke ville være væsentlig, og at de planlægningsmæssige interesser i kystnærhedszonen ikke ville blive tilsidesat, jf. Planlovens § 35, stk. 3.