Planklagenævnets afgørelse om landzonetilladelse til udstykning og opførelse af enfamiliehus

Planklagenævnet vurderede, at der kunne gives landzonetilladelse til udstykning og opførelse af det nye enfamiliehus. Nævnet lagde vægt på følgende:

• Ejendommen ligger inden for en kommuneplanramme, der udlægger området til boligområde, og hvor udstykning er tilladt.
• Det ansøgte ligger i et område uden særlige udpegninger og med eksisterende boligbebyggelse, hvilket begrænser den landskabelige påvirkning.

Nævnet bemærkede, at det forhold, at det ansøgte ligger nær klagerens vandboring og i et område med særlige drikkevandsinteresser, ikke i sig selv kunne føre til et andet resultat. Sikring af boringen skal ske i medfør af anden lovgivning, herunder vandforsyningsloven og miljøbeskyttelsesloven.

Forhold uden for nævnets kompetence

Planklagenævnet behandlede ikke klagerens anbringender vedrørende sikring af boringen mod forurening og kommunens arbejde med grundvandsbeskyttelse, da disse spørgsmål ikke vedrører retlige spørgsmål efter planloven og dermed falder uden for nævnets kompetence.

Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år efter Planklagenævnets afgørelse, eller ikke har været udnyttet i 5 på hinanden følgende år, jf. planlovens § 56, stk. 2.

Kommunens tidligere afgørelser og klagen

Kommunen traf den 30. november 2016 afgørelse om lovliggørende dispensation fra Naturbeskyttelseslovens § 3 til etablering af vandhullet. Denne dispensation blev begrundet med mosens formentlig ringe værdi og den rekreative værdi, arealet ville få ved at blive stillet til rådighed for lokalområdet. Der blev dog ikke givet landzonetilladelse på dette tidspunkt.

En nabo klagede den 30. januar 2018 til Planklagenævnet over kommunens afgørelse om landzonetilladelse. Klageren anførte navnlig, at der ikke var foretaget naboorientering, og at kommunen havde foretaget en overfladisk vurdering af sagen uden tilstrækkelige hensyn til bilag IV-arter og den beskyttede natur.

Kommunens begrundelse for afgørelsen

Kommunen begrundede den lovliggørende landzonetilladelse med, at mosen formentlig havde haft ringe værdi, da området havde været tilgroet med store træer. Kommunen vurderede, at spidssnudet frø og stor vandsalamander kunne forekomme i området, men at oprensningen kun havde medført kortvarig negativ eller ingen påvirkning af bilag IV-arter. Kommunen undlod naboorientering med den begrundelse, at der var tale om en lovliggørelsessag.

Klagerens og kommunens bemærkninger

• Naboorientering: Klageren fastholdt, at manglende naboorientering ikke var berettiget, selv i en lovliggørelsessag, og at det havde forhindret kommunen i at få relevante oplysninger. Kommunen mente, at naboorientering var meningsløs i en retlig lovliggørelsessag efter Naturbeskyttelsesloven.
• Kommunens vurdering efter planloven: Klageren kritiserede kommunens overfladiske vurdering og manglende vilkår for etablering og drift, samt at området var omlagt til park i strid med Planloven og Naturbeskyttelsesloven. Kommunen svarede, at lovliggørelsessager vurderes ud fra mulighederne for retlig lovliggørelse, og at forstyrrelser efter anlæggelse ville vokse til. Ansøgeren afviste intentionen om at omdanne matriklen til park og oplyste om beplantning og offentlig adgang til en natursti.
• Håndtering af opgravet jord og affald: Klageren anførte, at opgravet jord og affald var brugt til at opfylde mindre vandhuller, der fungerede som ynglested for stor vandsalamander, og ønskede genopretning. Kommunen oplyste, at der verserede en tilsynssag herom, mens ansøgeren anførte, at affald var leveret til genbrugsstationen.