EU-varemærke: National domstols pligt til forbud og grænserne for 'rimelig erstatning' for handlinger før offentliggørelse af registrering

Sagen vedrører en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Harju Maakohus (ret i første instans i Harju, Estland) vedrørende fortolkningen af artikel 9, stk. 3, og artikel 102, stk. 1, i forordning (EF) nr. 207/2009 om EU-varemærker. Tvisten opstod mellem Irina Nikolajeva, indehaver af EU-varemærket 'HolzProf', og Multi Protect OÜ, som beskyldes for ulovlig brug af varemærket.

Nikolajeva krævede erstatning for krænkende handlinger foretaget i en periode, der lå efter bekendtgørelsen af varemærkeansøgningen (31. maj 2010), men før offentliggørelsen af registreringen (16. september 2010). Sagsøgeren krævede erstatning for tabt licensgebyr (uberettiget berigelse) og ikke-økonomisk skade, men anmodede ikke udtrykkeligt om et domstolsforbud mod fortsat krænkelse.

De centrale spørgsmål for Domstolen var todelte:

1. Forpligtelsen for en EU-varemærkedomstol (i henhold til artikel 102, stk. 1) til at udstede et forbud mod fortsatte krænkelser, når sagsøgeren ikke har nedlagt påstand herom, og om dette strider mod national procesret (dispositionsmaksimen).
2. Hvad begrebet 'rimelig erstatning' (artikel 9, stk. 3) dækker for handlinger foretaget i den betingede periode (mellem bekendtgørelse og registrering), og om det inkluderer ikke-økonomisk skade.

Fortolkning af domstolsforbud og national procesautonomi

Domstolen fastslog, at artikel 102, stk. 1, i forordning nr. 207/2009 ikke er til hinder for, at en national EU-varemærkedomstol undlader at udstede et forbud mod yderligere krænkelser, hvis indehaveren af varemærket ikke har nedlagt påstand herom, og hvis dette er i overensstemmelse med de nationale processuelle regler (såsom dispositionsmaksimen og princippet om ne ultra petita).

• Forordningen er ikke til hinder for anvendelsen af nationale processuelle regler, idet artikel 101, stk. 3, foreskriver anvendelse af nationale retsplejeregler for sager af samme art.
• Domstolen præciserede, at den manglende påstand om forbud fra sagsøgerens side ikke kan kvalificeres som »særlige grunde« i henhold til artikel 102, stk. 1. Disse »særlige grunde« omfatter kun ekstraordinære situationer, hvor det for eksempel er umuligt for tredjemanden at fortsætte krænkelsen.

Omfanget af 'rimelig erstatning' for betingede rettigheder

Domstolen afgrænsede skarpt anvendelsesområdet for »rimelig erstatning« i artikel 9, stk. 3, andet punktum, som er den erstatning, der kan kræves for handlinger foretaget i overgangsperioden mellem bekendtgørelsen af ansøgningen og offentliggørelsen af registreringen.