Afslag på lovliggørende dispensation og påbud om fjernelse af bygninger i fredskov

Miljøstyrelsen fastholdt, at lang tids upåtalte eksistens alene ikke er tilstrækkeligt for lovliggørelse, og at minimal indvirkning på skoven ikke indgår i vurderingen, da der er et generelt forbud mod byggeri i fredskov. Styrelsen afviste også at genoptage spørgsmålet om berigtigelse af fredskovspligten.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Miljøstyrelsens afgørelser af 6. april 2022 om afslag på lovliggørende dispensation til havestue, mast, maskinhus og udhus samt påbud om fjernelse af disse og retablering af fredskov på matr. nr. [F1] i Nordfyns Kommune.

Nævnet bemærkede indledningsvist, at klagepunkterne vedrørende ophævelse af fredskovspligten efter Skovlovens § 6 og berigtigelse af det fredskovspligtige areal efter Skovlovens § 37 ikke kunne behandles. Spørgsmålet om ophævelse af fredskovspligten var allerede endeligt afgjort administrativt, og nævnet havde ikke kompetence til at behandle spørgsmålet om berigtigelse, da det ikke er nævnt i Skovlovens § 60.

Vurdering af dispensation og påbud

Nævnet lagde vægt på, at formålet med Skovloven § 1 er at fremme bæredygtig drift af skove, og at Skovlovens § 11, stk. 1 forbyder opførelse af bygninger og anlæg på fredskovspligtige arealer, medmindre de er nødvendige for skovdriften. Miljøstyrelsen kan dispensere fra dette forbud efter Skovlovens § 38, men praksis er restriktiv. Dispensation gives kun, hvis det ansøgte ikke kan placeres andre steder end i fredskov, og hvis samfundsmæssige hensyn vejer tungere end hensynet til fredskoven.

Nævnet fandt, at der ikke var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde en lovliggørende dispensation for nogen af de omhandlede bygninger eller anlæg. Dette skyldtes den restriktive praksis, at formålet med bygningerne ikke vejede tungere end hensynet til fredskoven, og at en dispensation ville kunne medføre uønsket præcedens. Nævnet vurderede også, at et eventuelt værdispild ved fjernelse ikke kunne føre til et andet resultat.

Indrettelseshensyn og fredskovspligt

For havestuen og masten lagde nævnet yderligere vægt på, at fredskovspligten var tinglyst på ejendommen på tidspunktet for opførelserne. Klageren havde selv henvendt sig til Miljøstyrelsen for at få orden på tilladelser, hvilket betød, at klageren ikke havde en berettiget forventning om at kunne opføre bygningerne uden dispensation. Havestuens og mastens alder (ca. 20 og 24 år) kunne derfor ikke i sig selv medføre en lovliggørende dispensation, henset til klagerens viden om nødvendigheden af dispensation.

Maskinhusets nødvendighed

Vedrørende maskinhuset lagde nævnet vægt på, at skovarealet ikke overstiger 50 ha, hvilket er kriteriet for, at et selvstændigt maskinhus kan anses for nødvendigt for skovdriften. Desuden var der allerede meddelt lovliggørende dispensation til andre driftsbygninger på ejendommen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt på baggrund af ovenstående, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Miljøstyrelsens påbud om at fjerne havestuen, masten, maskinhuset og udhuset. Miljøstyrelsen har pligt til at drage omsorg for, at ulovlige forhold lovliggøres, jf. Skovlovens § 51, stk. 1.

Miljøstyrelsens vurdering

Miljøstyrelsen vurderede, at halvtaget på bygning 1 samt bygning 3 og 4, der samlet udgør knap 250 m², ikke kunne anses for nødvendige driftsbygninger for en fredskov på 27,4 ha. Styrelsen henviste til en restriktiv praksis, hvor dispensation kun gives, hvis det ansøgte ikke kan placeres uden for fredskov, og hvis overordnede samfundsmæssige formål vejer tungere end hensynet til fredskoven. Miljøstyrelsen bemærkede, at der allerede fandtes en godkendt driftsbygning (bygning 1) på arealet, som var tilstrækkelig.

Klagerens argumenter

Klagerne anførte, at halvtaget på bygning 1 var af underordnet betydning og en let konstruktion. De henviste til Miljøstyrelsens egen vejledning om Skovlovens § 11, der angiver en lempeligere praksis for eksisterende bebyggelse. Vedrørende bygning 3 og 4 argumenterede klagerne for, at disse var nødvendige for skovdriften, herunder opbevaring af maskiner og skovrejsning. Klagerne fremhævede desuden, at bygning 3 havde stået på ejendommen siden 2012, hvilket burde indgå i vurderingen. Endelig bestred klagerne Miljøstyrelsens argumentation om, at de burde være bekendt med skovlovens regler fra en tidligere sag i 2001, da dette ikke burde komme almindelige borgere til skade.