Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation fra byplanvedtægt vedrørende en carport

Vurdering af berettigede forventninger

Klagerne anførte, at den tidligere dispensation fra 1994 skabte en berettiget forventning om, at carportens placering var lovlig. Planklagenævnet vurderede, at den nuværende carport ikke svarer til den, der blev givet dispensation til i 1994, idet den har en anden konstruktion, er af andre materialer og af større omfang. Nævnet fandt derfor ikke, at klagerne havde en berettiget forventning om, at kommunen ville meddele dispensation til den nye carport. En tidligere dispensation afskærer ikke kommunen fra at give afslag på en ændret konstruktion.

Vurdering af begrundelse

Klagerne mente, at kommunens afslag ikke var tilstrækkeligt begrundet. En skriftlig afgørelse skal indeholde en begrundelse, medmindre den giver parten fuldt medhold, jf. Forvaltningslovens § 22. Begrundelsen skal henvise til de retsregler, afgørelsen er truffet efter, og angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. Forvaltningslovens § 24, stk. 1. Den skal om fornødent også indeholde en kort redegørelse for de faktiske omstændigheder, der er tillagt væsentlig betydning, jf. Forvaltningslovens § 24, stk. 2.

Kommunen begrundede afslaget med, at carporten er placeret i vejudlægget og foran byggelinjen, og at dette ikke er i overensstemmelse med byplanvedtægtens formål om at opretholde det grønne og åbne præg i området. Kommunen henviste til Planlovens § 19, stk. 1 og byplanvedtægtens § 1. Planklagenævnet fandt, at kommunens afgørelse var tilstrækkeligt begrundet, da den indeholdt henvisning til retsregler, hovedhensyn og relevante faktiske omstændigheder.

Forhold, som ikke behandles

Planklagenævnet behandlede ikke klagepunktet om lighedsgrundsætningen. Klagerne havde anført, at hovedparten af ejendommene på [A6] havde carporte, der ikke overholdt byggelinjen. Nævnet anmodede klagerne om at konkretisere disse ejendomme med adresser, men modtog ikke de ønskede bemærkninger. Uden denne konkretisering kunne nævnet ikke vurdere, om der var tale om tilstrækkeligt ensartede forhold til at anvende lighedsgrundsætningen.

Afsluttende bemærkninger

Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, da nævnet ikke gav klageren medhold eller ændrede afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

• Kommunen begrundede afslaget med, at byggeriet var for omfattende og havde en for stor visuel påvirkning på miljøet.
• Kommunen henviste til, at gulvet i garagen var hævet over fortovsniveau, og at døren åbnede ud over fortovet.
• Kommunen anførte desuden, at der ville skulle etableres en opkørsel på fortovet for at tilkøre garagen.

Natur- og Miljøklagenævnets vurdering

• Nævnet vurderede, om kommunen havde hjemmel til at give afslag på dispensation, og om sagsbehandlingen var i strid med lighedsgrundsætningen.
• Nævnet konstaterede, at byggeriet ikke var umiddelbart tilladt efter Planloven § 18, da det overskred byplanvedtægtens bestemmelser om afstand til vejskel.
• Nævnet fandt, at kommunen havde begrundet afslaget i planlægningsmæssigt relevante hensyn, og at der ikke var tale om usaglig forskelsbehandling.