Landsskatteretten stadfæster nægtelse af momsfradrag grundet manglende dokumentation for reelle leverancer fra underleverandører

Skattestyrelsen påpegede en række uregelmæssigheder ved underleverandørerne og den fremlagte dokumentation:

• Mangel på ressourcer: Flere underleverandører ([virksomhed4] A/S, [virksomhed2] A/S, [virksomhed6] IVS, [virksomhed7]) blev anset for at være stråmandsselskaber uden de nødvendige ressourcer til at levere ydelserne. [virksomhed3] ApS og [virksomhed5] ApS havde heller ikke tilstrækkeligt ansatte til at udføre det fakturerede arbejde.
• Mistænkelige pengestrømme: En stor del af betalingerne til flere underleverandører blev videreoverført til udlandet, og der var ingen tegn på almindelig virksomhedsdrift eller driftsudgifter.
• Inkonsekvent dokumentation:
  • Samarbejdsaftaler med [virksomhed2] A/S og [virksomhed5] ApS var dateret før selskabernes stiftelse.
  • Fakturaer fra [virksomhed5] ApS vedrørte kørsel, men selskabet ejede ingen køretøjer. Desuden var bankkonti angivet på fakturaer ikke oprettet på fakturadatoen.
  • Fakturaer fra [virksomhed9] ApS var ikke dokumenteret som betalt.
  • [virksomhed8]'s ejer havde ikke adresse i Danmark kort efter registrering, og selskabet havde ikke angivet moms.
• Mangelfulde fakturakrav: Fakturaerne manglede tilstrækkelig præcis angivelse af ydelsernes art og omfang, tidspunkt og sted for levering, samt hvem der havde udført arbejdet. Timeopgørelserne brugte generiske betegnelser som “Opvasker 1” i stedet for navne.

Skattestyrelsens begrundelse

Skattestyrelsen fastholdt, at fakturaerne var fiktive, og at der ikke var sket reelle leverancer fra de angivne underleverandører. Derfor kunne der ikke gives momsfradrag i henhold til Momsloven § 37, stk. 1 og 2, nr. 1. Skattestyrelsen henviste til, at selskabet ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde for fakturaernes realitet, som kræves under sådanne omstændigheder. Det blev understreget, at sagen ikke vedrørte solidarisk hæftelse for momskarrusel, men derimod manglende realitet i leverancerne.

Selskabets påstand og argumenter

Selskabet påstod, at forhøjelsen skulle nedsættes, og at dets momsangivelser var korrekte. Selskabet henviste til, at det havde efterlevet sine due diligence-forpligtelser, herunder indgået kontrakter med restaurationer og underleverandører med forpligtelse til social sikring. Selskabet mente, at Skattestyrelsen ikke havde sandsynliggjort kontante transaktioner eller, hvordan selskabet skulle være blevet begunstiget. Selskabet fremlagde yderligere timeopgørelser, men disse specificerede fortsat ikke, hvem der havde udført arbejdet, hvilket Skattestyrelsen anså for at vedrøre sorte medarbejdere ansat direkte af selskabet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten skulle tage stilling til, hvorvidt Skattestyrelsen med rette havde nægtet selskabet fradrag for købsmoms af udgifter til underleverandører på i alt 2.504.502 kr. for perioden 1. januar 2019 til 31. december 2020. Nægtelsen skyldtes, at Skattestyrelsen anså fakturaerne fra underleverandørerne for at være fiktive eller uden realitet.

Sagen blev afgjort med henvisning til Momsloven § 37, som fastslår betingelserne for fradrag for indgående afgift, samt Momsbekendtgørelsen § 82 og Momsbekendtgørelsen § 58, stk. 1, der specificerer fakturakrav. Retten henviste også til Momssystemdirektivets artikel 167, 168, 178 og 179, samt praksis fra EU-Domstolen (f.eks. C-152/02 Terra Baubedarf-Handel GmbH) og danske domme (SKM2019.332.ØLR, SKM2017.461.ØLR, SKM2021.395.BR, SKM2017.210.BR, SKM2018.539.LSR, SKM2018.613.LSR, SKM2009.325.ØLR, SKM2017.40.BR), der alle understreger købers bevisbyrde for realiteten af leverancer og skærpet bevisbyrde ved usædvanlige omstændigheder.

Landsskatteretten fandt, at det påhvilede selskabet at godtgøre, at betingelserne for momsfradrag var opfyldt. Retten vurderede, at der ikke var sket en reel levering mod vederlag fra en afgiftspligtig person. Dette blev begrundet med følgende:

• Manglende samarbejdsaftaler: Der var ikke fremlagt samarbejdsaftaler for flere af underleverandørerne ([virksomhed2], [virksomhed6], [virksomhed7], [virksomhed8] og [virksomhed9]).
• Modstridende aftaler: De fremlagte samarbejdskontrakter for [virksomhed3], [virksomhed4] og [virksomhed5] indikerede, at det var selskabet selv, der skulle levere arbejdskraft, hvilket modsagde fakturaernes indhold. For [virksomhed2] og [virksomhed5] var aftalerne dateret før underleverandørernes stiftelse.
• Utilstrækkelige timeopgørelser: Ingen af de fremlagte timeopgørelser specificerede, hvem der havde udført arbejdet, eller hvor arbejdet var udført. Medarbejdere blev kun angivet generisk (f.eks. “Opvasker 1”).
• Underleverandørernes ressourcer: Underleverandørerne var enten registreret med få eller ingen ansatte i den relevante periode, eller de havde ingen driftsudgifter, der tydede på reel virksomhedsdrift (f.eks. ingen køretøjer for en transportvirksomhed).
• Mangelfulde fakturaer: Fakturaerne indeholdt sparsomme og utilstrækkelige informationer om omfanget og arten af de leverede ydelser, herunder manglende beskrivelse af arbejdsopgaver, sted og tidspunkt for udførelse, samt identifikation af den udførende part. Dette betød, at fakturaerne ikke opfyldte kravene i Momsbekendtgørelsen § 58, stk. 1, nr. 5 og 6.
• Pengeoverførsler: Det forhold, at fakturaerne var betalt via elektroniske overførsler, blev ikke i sig selv anset for tilstrækkelig dokumentation for, at leveringer af ydelser havde fundet sted.

Landsskatteretten konkluderede, at der samlet set forelå så usædvanlige omstændigheder, at de indsendte fakturaer ikke kunne anses for at være reelle. Selskabet havde dermed ikke dokumenteret, at betingelserne for fradrag i henhold til Momsloven § 37 var opfyldt.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Skattestyrelsens begrundelse

Skattestyrelsen anfægtede ikke, om arbejdet var udført, men om fakturaerne indeholdt de krævede oplysninger om, hvem der havde udført arbejdet, og på hvilke dage arbejdet var udført. Skattestyrelsen havde konstateret, at de seks underleverandører enten var fakturafabrikker eller fiktive virksomheder. Flere af dem var opløst efter konkurs, havde ingen ansatte i den relevante periode, havde ikke angivet moms eller A-skat, eller havde bankkonti, der ikke tilhørte dem selv, men blev brugt til at overføre penge til udlandet. I flere tilfælde var de ansvarlige dømt for medvirken til hvidvask. Skattestyrelsen mente, at virksomheden ikke havde løftet den skærpede bevisbyrde, da der manglede arbejds-/timesedler eller anden dokumentation for, hvem der havde udført arbejdet, og hvornår.

Virksomhedens argumentation

Virksomhedens indehaver fastholdt, at arbejdet var reelt udført, og at han havde vedhæftet samtlige fakturaer som bevis. Han påpegede, at mange af fakturaerne vedrørte arbejde udført for store, kendte virksomheder, og at han altid havde kontrolleret underleverandørernes CVR-nummer og momsregistrering, hvilket han mente var det eneste, han var blevet påbudt. Han bad om en specificering af de manglende detaljer på fakturaerne og mente, at det var en for dyr fejl at betale dobbelt moms for.