Ekstraordinær genoptagelse og kursgevinst ved gældsfrigørelse i K/S

Klagerens andel (12%) udgjorde 5.014.178 kr.

Klagerens argumentation

Klageren bestred den ekstraordinære genoptagelse og anførte, at betingelserne for grov uagtsomhed ikke var opfyldt. Klageren henviste til, at retstilstanden var uklar på tidspunktet for gældsfrigørelsen i 2015, idet Landsskatterettens afgørelse LSR 14-3189162 (5. februar 2015) fastslog, at kursgevinst på non-recourse lån ikke var skattepligtig. Denne afgørelse blev først omgjort af Vestre Landsret i april 2016 (SKM2016.325.VLD) og endeligt af Højesteret i november 2019 (SKM2019.627.HR), efter den ordinære genoptagelsesfrist for 2015 var udløbet. Klageren fremhævede også, at de havde stolet på professionel rådgivning, som selv var uenige om lånets karakter, og at de ikke havde haft økonomisk eller skattemæssig fordel af den manglende indberetning.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse. Retten fandt, at klagerens andel af kursgevinsten på 5.014.178 kr. ved bortfaldet af gælden til [finans1] ultimo 2015 var skattepligtig i henhold til Kursgevinstloven § 23, 1. pkt.. Dette gjaldt uanset om lånet var et almindeligt lån eller et non-recourse lån, jf. SKM2019.627.HR og SKM2023.146.HR.

Landsskatteretten vurderede, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5 var opfyldt. Retten lagde til grund, at:

• Revisor ([virksomhed2]): Var vidende om, at kommanditselskabets gæld til [finans1] var bortfaldet pr. 31. december 2015, da de i foråret 2016 modtog kontoudtog og brev fra [finans1] om, at lånene var "closed". Trods denne viden medtog revisor den betydelige gæld i årsrapporterne for 2015 og efterfølgende år og tog ikke højde for den skattepligtige kursgevinst i skattebilaget for 2015. Dette blev anset for at være forsætligt eller i hvert fald groft uagtsomt på klagerens vegne.
• Klageren: Landsskatteretten fandt det usandsynligt, at klageren ikke var bekendt med gældseftergivelsen, især da klagerens repræsentant under retsmødet oplyste, at kommanditisterne var orienteret om bankens kontoudtog og brev kort efter modtagelsen i foråret 2016. Ved ikke at selvangive den skattepligtige kursgevinst og ved gennem flere år at medtage restgælden i årsrapporterne, selvom gælden var bortfaldet, havde klageren i hvert fald handlet groft uagtsomt.
• Usikkerhed om lånets karakter: Selvom der tidligere havde været usikkerhed om lånets non-recourse vilkår baseret på rådgivning fra advokatfirmaet [virksomhed3], var denne usikkerhed ikke af en sådan grad på selvangivelsestidspunktet, at den berettigede til ikke at selvangive kursgevinsten eller i det mindste gøre skattemyndighederne opmærksomme på usikkerheden. Desuden var Landsskatterettens afgørelse fra 2015, der fritog non-recourse lån for beskatning, allerede omgjort af Vestre Landsret i april 2016 (SKM2016.325.VLD), altså før udarbejdelsen af kommanditselskabets årsrapport og kommanditisternes skattebilag for 2015.

Landsskatteretten fandt endvidere, at Skattestyrelsen havde overholdt varslings- og ansættelsesfristerne i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2, da kundskabstidspunktet blev fastsat til den 21. december 2020. Skattestyrelsens afgørelse opfyldte også begrundelseskravene i Forvaltningsloven § 24.

Landsskatteretten fandt, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt, da klageren ikke havde angivet eller oplyst om den skattepligtige kursgevinst, hvilket udgjorde grov uagtsomhed. Retten fastslog, at investeringen i valuta var sket i spekulationsøjemed og derfor var skattepligtig efter Statsskatteloven § 5, stk. 1, litra a. Det blev endvidere fastslået, at gevinsten tilhørte klageren, uanset låneaftalen. Landsskatteretten ændrede SKATs afgørelse, således at beløbet blev beskattet som personlig indkomst i henhold til Statsskatteloven § 4 og Personskatteloven § 3, stk. 1, og fastholdt den beløbsmæssige opgørelse.