Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
En naboklage over Holbæk Kommunes afgørelser vedrørende et nyt sommerhus på Tuse Næs førte til en behandling i Planklagenævnet. Sagen omfattede både en dispensation fra facadehøjde og en efterfølgende byggetilladelse.
Holbæk Kommune gav oprindeligt en dispensation fra en gammel bygningsvedtægt for at tillade en øget facadehøjde. Kort efter trak kommunen dog denne afgørelse tilbage, da det viste sig, at den pågældende bygningsvedtægt var ophævet og dermed ikke kunne danne grundlag for dispensation. Dagen efter tilbagetrækningen udstedte kommunen en byggetilladelse til opførelse af sommerhuset.
| Dato | Begivenhed | Beskrivelse |
|---|---|---|
| 26. april 2019 | Dispensation | Kommune giver dispensation fra facadehøjde jf. bygningsvedtægt. |
| 6. maj 2019 | Tilbagetrækning | Dispensationen annulleres, da hjemmelen (vedtægten) er ugyldig. |
| 7. maj 2019 | Byggetilladelse | Der gives tilladelse til opførelse af nyt sommerhus. |
Naboklageren gjorde gældende, at det planlagte byggeri ville være til væsentlig gene for de omkringliggende ejendomme. Klageren fremhævede, at ejendommen er beliggende på en kunstigt anlagt bakke, hvilket ville forstærke indbliksgenerne. Desuden blev det anført, at der ikke var et reelt grundlag for at fravige de eksisterende højdebegrænsninger i området, og at en overskridelse af facadehøjden med 3 meter ikke kunne betragtes som en mindre justering.
Planklagenævnet traf afgørelse om ikke at behandle klagen over nogen af de to afgørelser.
Nævnet konstaterede, at da Holbæk Kommune selv havde trukket dispensationen tilbage, var afgørelsen ikke længere retskraftig. En efterprøvelse af en ikke-eksisterende afgørelse ville være uden retlig betydning, hvorfor klagepunktet blev afvist som uaktuelt.
Nævnet vurderede sin kompetence i forhold til Planloven § 58, stk. 1, nr. 3. Det blev fastslået, at ejendommen ikke er omfattet af en lokalplan eller byplanvedtægt. Da de tidligere bygningsvedtægter er endeligt ophævet efter Byggeloven § 33, stk. 1, litra c, var der intet plangrundlag, som byggetilladelsen skulle vurderes imod.
Bestemmelser i en kommuneplan er – i modsætning til bestemmelser i en lokalplan eller i en byplanvedtægt – ikke umiddelbart bindende over for borgere, men skal danne grundlag for lokalplanlægningen, jf. Planloven § 13, stk. 1.
Da der ikke var truffet en afgørelse efter planloven, men alene en teknisk afgørelse efter byggeloven (som blev oversendt til Byggeklageenheden), havde Planklagenævnet ikke kompetence til at behandle denne del af klagen. Afgørelsen blev truffet af formanden jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1, og er endelig i overensstemmelse med Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3.
En lægeklinik får ikke kritik for at stoppe en patients behandling med Wegovy, da patienten havde opnået et normalt BMI, og medicinen ikke er godkendt til behandling af endometriose.

Esbjerg Kommune meddelte den 2. december 2024 dispensation fra byplanvedtægt nr. 40 for et område i Sjelborg. Dispensationen vedrørte en ejendom, hvor der var ansøgt om opførelse af et nyt sommerhus på 162,2 m² samt et kælderareal på 138,5 m². Kommunen gav dispensation til en udnyttelsesgrad på 0,15 (mod byplanvedtægtens krav om maksimalt 0,10) og en gulvkote på 3,777 (mod byplanvedtægtens krav om minimum 4,0). Samtidig traf kommunen afgørelse om, at etageantallet var i overensstemmelse med byplanvedtægten.
En gruppe beboere i området klagede over afgørelsen, hvilket førte til Planklagenævnets behandling af sagen.
Ejendommen er omfattet af byplanvedtægt nr. 40, et område i Sjelborg, som fastsætter følgende i § 5 om bebyggelsens omfang og placering:
Landsplandirektiverne omhandler henholdsvis udviklingsområder i kystnærhedszonen og udlæg og omplacering af sommerhusområder.
By-, Land- og Kirkeministeriet sender to nye landsplandirektiver i høring, der giver udvalgte kommuner mulighed for at udlægge sommerhusgrunde og udpege udviklingsområder i kystnærhedszonen.
Kommunen begrundede dispensationen med, at der tidligere var dispenseret fra udnyttelsesgraden, og at en bebyggelsesprocent på 15 i henhold til beregningsreglerne efter BR18 var i overensstemmelse med områdets principper. For gulvkoten anførte kommunen, at det var af underordnet betydning, at kældergulvet var beliggende i kote 3,777 DVR 90, da kælderen ikke anvendes til beboelse. Desuden lagde kommunen vægt på, at byggeriet var tilpasset matriklen og ikke ville medføre væsentlige skygge-, lys- og indbliksgener for naboerne.
Klagerne anførte, at byggeriet reelt var i to fulde etager, da kælderen var beregnet til beboelse, og at dette var en omgåelse af byplanvedtægtens forbud mod to etager. De gjorde også gældende, at kommunen havde beregnet udnyttelsesgraden forkert ved ikke at medregne kælderarealet. Endvidere mente klagerne, at dispensationen fra byplanvedtægtens bestemmelse om gulvkote var i strid med byplanvedtægtens overordnede formål, og at kommunens beslutning havde været ensidig, idet klagernes høringssvar ikke var blevet inddraget tilstrækkeligt.
Planklagenævnet behandlede følgende spørgsmål i sagen:

Sagen omhandler en klage over Kolding Kommunes afgørelse af 24. august 2011, hvor kommunen meddelte en lovliggørende dis...
Læs mere
Natur- og Miljøklagenævnet behandlede en klage over Frederikshavn Kommunes afslag på retlig lovliggørelse af et byggeri....
Læs mereForslag til Lov om udbygning og drift af Flyvestation Skrydstrup