Planklagenævnets afgørelse om lovliggørende landzonetilladelse til ridebane i Køge Kommune

Planklagenævnet stadfæstede Køge Kommunes afgørelse om landzonetilladelse til ridebanen, men ændrede vilkåret om belysning.

Planklagenævnets kompetence og prøvelse

Planklagenævnet er kompetent til at behandle kommunens afgørelse efter Planloven § 35, stk. 1 og retlige spørgsmål efter Planloven § 58, stk. 1. Da kommunens afgørelse blev forstået som et delvist afslag på landzonetilladelse til belysning, og da der var tale om en samlet ansøgning, prøvede Planklagenævnet hele kommunens afgørelse.

Generelle principper for landzonetilladelser

Landzonereglerne har til formål at forhindre byspredning og sikre, at bymæssig udvikling sker planlagt. Administrationen skal varetage landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige hensyn samt andre samfundsmæssige interesser, herunder hensynet til erhvervslivets vækst og udvikling. Der kan også tages hensyn til urimelige nabogener. Etablering af ridebaner kræver landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1, og belysning skal indgå i vurderingen af det samlede anlæg, da det kan have landskabelig påvirkning, betydning for dyr og udgøre nabogener.

Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet fremhævede, at kommunen skal overholde lighedsgrundsætningen, som indebærer, at der skal være en saglig begrundelse for at behandle ensartede forhold forskelligt. Nævnet er ikke bundet af kommunens tidligere upåklagede afgørelser, men kan være bundet af egne tidligere afgørelser. I denne sag inddrog nævnet den tidligere stadfæstede tilladelse til lysmast på naboejendommen A 2 i sin prøvelse.

Planklagenævnets vurdering

• Vurdering af ridebanen: Planklagenævnet fandt, at hverken planlægningsmæssige eller landskabelige hensyn talte afgørende imod en ridebane på den ansøgte placering. Nævnet lagde vægt på, at ridebaner er naturligt hjemmehørende i landzone, at den anvendes til hestepension, at der ikke var foretaget større terrænregulering, at den lå i tilknytning til eksisterende bygninger og lavere end vejen, og at den ikke væsentligt påvirkede landskabelige beskyttelseshensyn. Banen i sig selv ville heller ikke medføre væsentlige nabogener.

• Vurdering af vilkåret om belysning:

  • Flertallets vurdering: Et flertal af nævnets medlemmer fandt, at der kunne gives lovliggørende landzonetilladelse til ridebanen, inklusiv den ansøgte belysning i 1 meters højde. Flertallet lagde vægt på den eksisterende lyspåvirkning i området (bl.a. fra naboejendommens lysmast), at belysningen var lavt placeret og afskærmet nedad, og at ridebanen anvendes til hestepension. Flertallet vurderede, at lyset ikke medførte en væsentlig forringelse af indkigget til skoven, og at et afslag på al belysning på grund af den korte tusmørkeperiode var for vidtgående. Flertallet ophævede derfor kommunens vilkår om, at der ikke måtte opsættes lys, og fastsatte i stedet nye vilkår for at minimere lyspåvirkningen.
  • Mindretallets vurdering: Et mindretal af nævnets medlemmer bemærkede, at ridebanen lå i et område med særlige landskabelige beskyttelsesinteresser, hvilket som udgangspunkt talte imod en landzonetilladelse. Mindretallet fandt ikke, at der forelå sammenlignelige forhold med naboejendommen A 2, da den ansøgte ridebane var placeret tæt ved A 1, ud til åbne arealer og ved et vejsving med længere kig til skoven, hvilket adskilte sig væsentligt fra naboejendommen. Mindretallet mente, at belysning ville medføre en negativ påvirkning af landskabet og skoven, især fra A 1 nord for ejendommen, og sløre karaktertrækkene i det velbevarede kulturmiljø. Mindretallet fastholdt derfor, at kommunens vilkår om, at der ikke måtte opsættes lys, skulle opretholdes.

Planklagenævnets afgørelse

Planklagenævnet stadfæstede Køge Kommunes afgørelse af 2. september 2020 om landzonetilladelse til ridebanen. Nævnet ændrede dog vilkåret om belysning til følgende:

• Belysningen må kun være tændt, når ridebanen benyttes.
• Belysningen skal være rettet ind mod banen, og lamperne skal være afskærmet foroven, så de ikke lyser opad.

Tilladelsen bortfalder, hvis den ikke er udnyttet inden 5 år efter Planklagenævnets afgørelse, eller ikke har været udnyttet i 5 på hinanden følgende år, jf. Planloven § 56, stk. 2. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales.

Kommunen gav tilladelse med betingelser om, at belysningsanlægget kun måtte være tændt fra mørkets frembrud indtil kl. 21, og at lysmasterne skulle fjernes, når anlægget ikke længere anvendtes. Kommunen vurderede, at masterne var nødvendige for rekreative aktiviteter og ikke ville genere omgivelserne.

Klagen til Planklagenævnet

Danmarks Naturfredningsforening (DN Vejle) klagede over kommunens afgørelse. Klageren anførte primært, at lysmasterne ville udgøre et forstyrrende element i landskabsoplevelsen og skabe lysforurening, især da ejendommen kun sparsomt er omkranset af levende hegn. Det blev fremhævet, at lysmasterne ville være tydelige fra landevejen, og at deres lyspunkter ville ligge højere end de omkringliggende bygninger. Klageren argumenterede desuden for, at lysmasterne ikke var nødvendige for ejendommens drift som landbrugsejendom, og at ridebanen var til privat brug.

Kommunens bemærkninger

Kommunen bemærkede, at området ikke har særlige beskyttelses- eller bevaringsinteresser efter hverken planloven eller kommuneplanen, og at det karakteriseres som et almindeligt landbrugslandskab. Kommunen fandt efter naboorientering, at lysmasterne ikke ville være til gene for omgivelserne.