Planklagenævnets afgørelse om afslag på dispensation til altaner i mansardtag på bevaringsværdig ejendom

Krav om dispensation

Nævnet fastslog, at etablering af de ansøgte altaner kræver godkendelse/dispensation efter lokalplanens § 6.1. Dette skyldes, at lokalplan nr. 226 er en bevarende lokalplan, der udpeger ejendommen som bevaringsværdig, og ændringer kræver kommunal tilladelse. Lokalplanens § 6.2, § 6.3 og § 6.16 er generelle bestemmelser, der ikke tilsidesætter kravet om godkendelse efter § 6.1. Bestemmelserne i en lokalplan er bindende over for borgerne, jf. Planlovens § 18. En dispensationsbestemmelse, som i Planlovens § 15, stk. 2, nr. 18, giver kommunen mulighed for at tillade ændringer efter en konkret vurdering, hvilket skal ske via en dispensationsprocedure efter Planlovens § 19 og Planlovens § 20 om naboorientering.

Lighedsgrundsætningen

Planklagenævnet vurderede, om kommunen havde overholdt lighedsgrundsætningen, som indebærer, at ens sager som udgangspunkt skal have samme resultat, medmindre der er saglige og planlægningsmæssigt relevante begrundelser for forskel. Kommunen oplyste, at den fra 2013, i forbindelse med offentliggørelsen af vejledningen ”Din nye altan – fra idé til ibrugtagning”, har ændret sin praksis, så der ikke gives dispensation til udkragende altaner i mansardtage mod gadesiden på bevaringsværdige ejendomme i bevarende lokalplanområder.

Nævnet gennemgik de af klageren nævnte sammenligningssager:

• [A2]/[A10] og [A4]/[A5]: Altanerne var opført før kommunens praksisændring i 2013, og ejendommen [A2]/[A10] er desuden ikke udpeget som bevaringsværdig. Disse sager er derfor ikke sammenlignelige.
• [A6]: Altanerne er opført mod gårdsiden og før praksisændringen i 2013, og er derfor ikke sammenlignelige med ansøgningen om altaner mod gadesiden.
• [A11] og [A12]: Altanerne var opført før kommunens praksisændring i 2013. Disse sager er derfor ikke sammenlignelige.

Planklagenævnet fandt på denne baggrund ikke, at kommunens afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling. Nævnet bemærkede desuden, at dispensation til altaner på andelsboligforeningens facade ikke kan medføre krav på dispensation til altaner i mansardtaget, da der ikke er tale om ens forhold.

Berettigede forventninger og bindende forhåndstilsagn

Klageren anførte, at tidligere dialog med kommunens sagsbehandler havde skabt berettigede forventninger om dispensation. Planklagenævnet vurderede, at dialogen ikke havde karakter af en bindende forhåndsbesked eller lignende, der forpligter kommunen til at give dispensation. Nævnet lagde vægt på, at klageren var blevet vejledt om, at altanerne ville kræve dispensation, og at der ikke var oplysninger om, at klageren direkte eller indirekte havde fået besked om, at kommunen ville give dispensation. Der var desuden ikke dokumentation for de oplyste tilkendegivelser.

Konklusion

Planklagenævnet kunne ikke give medhold i klagen over Frederiksberg Kommunes afgørelse af 18. juni 2020. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1. Planklagenævnets afgørelse er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Klagegebyret tilbagebetales ikke, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

• Lokalplan nr. 106 § 6.2: Facader skal fremstå i blank mur eller pudset mur. Tegl mod A 2 skal være i røde, rødbrune eller rødblå nuancer. Øvrige teglfacader kan være gule.
• Lokalplan nr. 106 § 6.5: Tagmaterialet skal være rødt tegl, gråsort skifer, zink eller galvaniserede stålplader, hvor der ikke er tagterrasse.
• Lokalplan nr. 106 § 6.6: Boliger skal forsynes med opholdsaltaner, der fremstår som integrerede dele af facaden med et fremspring på højst 1,1 m.
• Lokalplan nr. 106 § 7.2: Der skal etableres én p-plads pr. bolig/lejlighed, og parkering skal etableres i parkeringskælder.

Kommunens afslag og klagerens anbringender

Tårnby Kommune meddelte den 9. september 2019 afslag på dispensation fra lokalplanens §§ 6.2, 6.5, 6.6 og 7.2. Kommunen begrundede afslaget med, at ansøgningen ikke var i overensstemmelse med intentionerne i lokalplanen, selvom et enfamiliehus i sig selv var tilladt. Kommunen fastholdt, at lokalplanens bestemmelser om materialevalg, ydre fremtræden, altan og parkeringskælder skulle overholdes.

Klageren anførte i sin klage til Planklagenævnet, at:

• Det ikke er i strid med lokalplanens formål at dispensere.
• Det ansøgte er umiddelbart tilladt, da byggeri ikke er omfattet af bestemmelserne om etablering af altaner og parkeringskælder.
• Afslaget er i strid med proportionalitetsprincippet.
• Kommunens begrundelse var mangelfuld og ikke konkret eller retningsgivende.