Fradrag for faktiske befordringsudgifter godkendt for lønmodtager med kundeopsøgende aktiviteter for to selskaber, trods SKATs krav om højere grad af samtidighed

Sagen omhandler, hvorvidt en lønmodtager, der samtidig var ansat i to selskaber, var berettiget til at fradrage faktiske udgifter til erhvervsmæssig befordring efter den særlige undtagelsesregel i Ligningslovens § 9 B, stk. 4, 3. pkt.. Klageren, der ejede de to selskaber (konsulentvirksomhed og salg af belysningsløsninger), havde i 2010 og 2011 fratrukket befordringsudgifter på henholdsvis 195.171 kr. og 147.242 kr. som følge af kørsel i forbindelse med kundeopsøgende aktiviteter. Klageren påberåbte sig også forventningsprincippet, da fradraget var godkendt i tidligere indkomstår (2001-2007).

SKATs argumentation

SKAT nægtede det faktiske fradrag og tillod kun standardfradrag efter Ligningslovens § 9 C. SKAT mente, at betingelserne i LL § 9 B, stk. 4, 3. pkt. ikke var opfyldt, idet:

• Kørslens omfang var for sporadisk (71 dage i 2010, 50 dage i 2011) og opfyldte ikke kravet om, at der "konstant køres til en lang række forskellige arbejdspladser" (jf. lovbemærkninger).
• En betydelig del af kørslen var kun for én arbejdsgiver, hvilket ikke opfyldte kravet om, at befordringen skal foretages for "mindst to arbejdsgivere på én gang".
• Klagerens lønniveau fra det ene selskab (ca. 60.000 kr. årligt) sandsynliggjorde ikke tilstrækkelig kontinuitet i de kundeopsøgende aktiviteter for den virksomhed.
• Klagerens arbejde bestod primært i at levere konsulentydelser frem for egentlig kundeopsøgende funktion.

Klagerens argumentation

Klageren fastholdt, at han opfyldte alle betingelserne for fradrag, da han var lønmodtager i begge selskaber og udførte kundeopsøgende aktiviteter. Repræsentanten gjorde gældende, at det afgørende for fradraget var, at udgifterne relaterede sig til kundeopsøgende arbejde for flere arbejdsgivere, og at hovedparten af kørslen de facto vedrørte begge selskaber via krydssalgspotentiale.

Klageren anførte endvidere, at SKATs fortolkning var for snæver og ville stille ansatte med to arbejdsgivere ringere end ansatte med én, hvilket ikke kunne have været lovgivers intention. Der blev desuden henvist til tidligere godkendelser for årene 2001-2007 som grundlag for en berettiget forventning (subsidiær påstand).

Landsskatteretten (LSR) gav klageren medhold i den principale påstand og godkendte fradrag for de faktiske befordringsudgifter for indkomstårene 2010 og 2011.

LSR konkluderede, at klageren i tilstrækkeligt omfang havde godtgjort, at kørslen hovedsageligt relaterede sig til kundeopsøgende aktiviteter og derfor var omfattet af . LSR lagde vægt på, at kørselsregnskaberne var sammenlignelige med de foregående år, hvor fradraget var godkendt.