Manglende godkendelse af yderligere befordringsfradrag efter Ligningslovens § 9 B

Sagen omhandler en klage over Skatteankenævnets afgørelse om ikke at godkende yderligere fradrag for befordring efter Ligningsloven § 9 B for indkomstårene 2007, 2008 og 2009. Klageren, der var ansat som handicaphjælper, havde anmodet om genoptagelse af skatteansættelserne for de pågældende år med henblik på at opnå yderligere befordringsfradrag.

Klageren var bosat i [by1] og havde i de relevante indkomstår været ansat i flere forskellige virksomheder, herunder [virksomhed1], [virksomhed2] ApS og [virksomhed3] ApS, samt [by1] Kommune. Klageren oplyste, at arbejdet som handicaphjælper indebar skiftende vagter, herunder akut tilkaldevagt, og nødvendiggjorde brug af eget køretøj til transport mellem bopæl og arbejdsstederne (brugere).

Skatteankenævnets afgørelse

Skatteankenævnet stadfæstede SKAT's afgørelse. Nævnet bemærkede, at anmodningen om genoptagelse, indsendt den 22. marts 2011, var rettidig i henhold til Skattestyrelsesloven § 26, stk. 2. Dog fandt nævnet, at klageren ikke kunne fradrage erhvervsmæssige befordringsudgifter efter Ligningsloven § 9 B, hverken med Skatterådets satser eller med faktiske udgifter. Begrundelsen var, at arbejdsgiverne ikke havde udbetalt skattefri befordringsgodtgørelse, og klageren derfor kun kunne foretage fradrag efter Ligningsloven § 9 C, jf. Ligningsloven § 9 B, stk. 4, 2. pkt..

Klagerens argumenter

Klageren fastholdt, at hun var berettiget til fradrag efter Ligningsloven § 9 B, da hun opfyldte kriterierne herfor. Det blev fremhævet, at ansættelseskontrakten med [virksomhed5] ApS forpligtede klageren til at benytte eget køretøj, og at godtgørelse for kørsel hos kunden skulle betales efter statens takster. Klageren argumenterede, at der var tale om kørsel fra bopælen til arbejdsstederne, ikke kørsel for arbejdsgiveren i arbejdstiden, og at hun var tvunget til at benytte egen bil på grund af skiftende og akutte tilkaldevagter. Klageren fremlagde detaljerede beregninger for de ønskede yderligere fradrag:

Klageren henviste desuden til en anden sag, hvor Skatteregionen havde godkendt fradrag for kørsel til skiftende arbejdssteder for samme arbejdsgiver, men til forskellige brugere/destinationer, og udtrykte uforståenhed over den forskellige behandling af skatteydere.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skatteankenævnets afgørelse om ikke at godkende yderligere fradrag for befordring for indkomstårene 2007, 2008 og 2009. Klagen til Landsskatteretten blev behandlet som en klage over skatteankenævnets afgørelse, da den blev modtaget efter nævnets afgørelse.

Landsskatteretten lagde vægt på ordlyden af Ligningsloven § 9 B, stk. 4, som fastslår betingelserne for skattefri befordringsgodtgørelse og fradrag for befordring. Retten fandt, at klageren ikke opfyldte betingelserne i Ligningsloven § 9 B, stk. 4, 3. pkt. om kundeopsøgende arbejde, der vedrører flere arbejdsgivere på én gang. Derfor var klageren ikke berettiget til fradrag for befordring efter Ligningsloven § 9 B, men alene berettiget til fradrag efter Ligningsloven § 9 C, jf. Ligningsloven § 9 B, stk. 4, 2. pkt..