Krav om helårsbeboelse i lokalplan var gældende uanset undtagelse fra bopælspligt

Sagen omhandler et afslag fra Bornholms Regionskommune på dispensation fra en lokalplan til at anvende en ejendom til andet end helårsbolig. Ejendommen er beliggende i Gudhjem og er omfattet af to lokalplaner, der begge fastsætter krav om helårsbeboelse.

Kommunens afgørelse

Kommunen meddelte afslag den 8. november 2019. Selvom ejendommen ikke var omfattet af bopælspligt efter Boligreguleringslovens § 48, stk. 1, jf. § 50, stk. 1, vurderede kommunen, at anvendelsen var i strid med lokalplanernes krav om helårsboligformål. Kommunen baserede dette på, at ingen havde folkeregisteradresse på ejendommen, og at den ifølge ejeren primært blev brugt fra maj til oktober.

Klagerens synspunkter

Klageren anførte, at når ejendommen ikke var underlagt bopælspligt ifølge boligreguleringsloven, kunne kommunen ikke via en lokalplan gennemtvinge en pligt til helårsbeboelse. Klageren mente, at en lokalplan ikke kan tilsidesætte anden lovgivning uden særskilt hjemmel.

Planklagenævnet stadfæstede Bornholms Regionskommunes afgørelse og gav ikke medhold i klagen.

Forholdet mellem lokalplan og anden lovgivning

Nævnet fastslog, at en kommune har hjemmel i Planlovens § 15, stk. 2, nr. 2 og 8 til i en lokalplan at fastsætte bestemmelser om et områdes anvendelse, herunder krav om helårsboligformål. Dette krav er uafhængigt af reglerne om bopælspligt i boligreguleringsloven.

En lokalplan kan ikke pålægge en ejer en handlepligt, såsom at bo i ejendommen. Kommunen kan derfor ikke gribe ind, hvis en bolig står tom. Derimod kan kommunen forbyde en anvendelse, der er i strid med lokalplanen, f.eks. anvendelse til ferie- og fritidsformål. En sådan anvendelse er en overtrædelse af lokalplanerne, jf. Planlovens § 18.

Mulighed for dispensation

Planklagenævnet vurderede, at kravet om helårsboligformål udgør et af lokalplanernes bærende principper. Ifølge Planlovens § 19, stk. 1, kan der ikke dispenseres fra en lokalplans principper. Kommunens afslag på dispensation var derfor korrekt.

Sagsbehandlingsfejl

Nævnet konstaterede, at kommunen havde begået en retlig fejl ved kun at henvise til den ene af de to gældende lokalplaner i sin afgørelse. Da begge lokalplaner indeholder identiske bestemmelser om helårsboligformål, blev fejlen anset for at være konkret uvæsentlig og uden betydning for afgørelsens gyldighed.