Københavns Kommunes dispensation til etagebyggeri på [adresse1] - klage over overskridelse af byggefelt, højde, etageantal og manglende parkeringspladser

Kommunens afgørelse og klagernes anbringender

Københavns Kommune meddelte dispensation fra lokalplanens § 5, stk. 3 og 5, § 6, stk. 1, litra b, og § 7, stk. 1, 3 og 5. Kommunen begrundede dispensationen med, at projektet er tilpasset den øvrige bevaringsværdige bebyggelse, skaber et godt opholdsareal og er en arkitektonisk fornyelse. Klagerne, en række naboer, klagede til Planklagenævnet og anførte, at kommunen ikke havde hjemmel til at give dispensation, da byggeriet er i væsentlig strid med lokalplanens formål, herunder principperne om friarealstruktur og fritliggende bebyggelse. De mente også, at overskridelse af maksimal bygningshøjde ikke kan dispenseres fra, og at 9 parkeringspladser er en væsentlig fravigelse. Klagerne anførte desuden, at dispensationen er i strid med Københavns Kommunes kommuneplanstrategi 2018 og retningslinjer for tagboliger og altaner, samt at byggeriet medfører lys- og indbliksgener.

Planklagenævnet har behandlet klagen over Københavns Kommunes dispensation fra lokalplan nr. 397 til opførelse af et etagebyggeri på [adresse1]. Nævnet har kompetence til at tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med kommunens afgørelse efter Planloven § 58, stk. 1, nr. 3, men kan ikke prøve skønsmæssige afgørelser, herunder om en dispensation er rimelig eller hensigtsmæssig, eller om byggeriet medfører gener.

Forholdet til kommuneplanstrategi og retningslinjer

Planklagenævnet fastslog, at kommuneplanstrategier, jf. Planloven § 23 a, stk. 2, ikke er umiddelbart bindende over for borgere/bygherrer. Ligeledes er Københavns Kommunes "Retningslinjer for altaner og tagterrasser" og "Retningslinjer for tagboliger" alene vejledende og har ikke retsvirkning, medmindre de er en del af lokalplanen, hvilket ikke er tilfældet her. Kommunen kan derfor give dispensation i strid med disse.

Vurdering af lokalplanbestemmelser og dispensationsbehov

Nævnet vurderede, om de enkelte forhold krævede dispensation i henhold til Planloven § 18 og Planloven § 19:

• Lokalplanens § 5, stk. 3 (Byggefelt, gesims- og bygningshøjde): Projektets overskridelse af byggefeltet, gesimshøjden på 14 m og bygningshøjden på 17 m er ikke i overensstemmelse med lokalplanen og kræver dispensation.
• Lokalplanens § 5, stk. 5 (Etageantal): Opførelse af et etagebyggeri i 4 etager er ikke i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelse om indtil 3 etager samt eventuel tagetage og kræver derfor dispensation.
• Lokalplanens § 6, stk. 1, litra b (Ydre fremtræden): Nævnet fandt, at bestemmelsen ikke er tilstrækkelig klart formuleret til at kunne håndhæves for nybyggeri, da den reelt udskyder stillingtagen til planlægningsmæssige spørgsmål. Derfor kræver udformningen af det ansøgte projekt ikke dispensation fra denne bestemmelse, og kommunens dispensation var ufornøden.
• Lokalplanens § 7, stk. 1 (Friareal): Nævnet fortolkede bestemmelsen således, at hævede opholdsarealer som tagterrasser kan medregnes i friarealet. Da det samlede friareal på 850 m² (500 m² på terræn + 350 m² tagterrasse) overholder kravet på ca. 843 m², er projektet umiddelbart tilladt efter bestemmelsen. Kommunens dispensation var derfor ufornøden.
• Lokalplanens § 7, stk. 3 (Ubebyggede arealer): Nævnet fandt, at de specifikke retningslinjer i bestemmelsen er bindende "forholdsnormer". Da kommunen har oplyst, at projektet er i overensstemmelse med disse retningslinjer, var det umiddelbart tilladt, og kommunens dispensation var ufornøden.
• Lokalplanens § 7, stk. 5 (Parkeringsdækning): Etablering af 9 parkeringspladser til et etageareal på 1.697 m² er ikke i overensstemmelse med kravet om 1 parkeringsplads pr. 100 m² etageareal og kræver derfor dispensation.

Mulighed for dispensation

Nævnet vurderede, at lokalplanens § 5, stk. 3 og 5, og § 7, stk. 5, ikke er en del af planens principper, jf. Planloven § 19, stk. 1. Dette skyldes, at de er bebyggelsesregulerende bestemmelser, og formålsbestemmelsen ikke fremhæver dem som særligt betydningsfulde principper. Kommunen havde derfor hjemmel til at dispensere fra disse bestemmelser.

Planklagenævnets endelige afgørelse

Planklagenævnet ophæver den del af Københavns Kommunes afgørelse, der vedrører dispensation fra lokalplanens § 6, stk. 1, litra b, og § 7, stk. 1 og 3, idet dispensationen er ufornøden. Nævnet kan ikke give medhold i klagen over den del af afgørelsen, der vedrører dispensation fra lokalplanens § 5, stk. 3 og 5, og § 7, stk. 5. Denne del af kommunens afgørelse gælder således fortsat. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. Eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klageren fuldt medhold, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.