Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler en afgørelse fra Lolland Kommune, hvor det blev besluttet, at en 150 meter lang, rørlagt delstrækning af det offentlige vandløb "Kommunevandløb nr. 22, Rudbjerg" skulle omlægges. Kommunen vurderede, at projektet var en omlægning omfattet af Vandløbsloven § 32, hvilket indebærer, at udgifterne skal fordeles mellem de grundejere, der har nytte af projektet.
En grundejer påklagede afgørelsen med den primære begrundelse, at behovet for omlægning skyldtes kommunens manglende vedligeholdelse af vandløbet gennem årene. Klageren henviste til en landvæsenskommissionskendelse fra 1972, som fastslog, at vedligeholdelse skulle ske for kommunens regning.
Lolland Kommune konstaterede ved en rørinspektion i 2018, at rørledningen på den pågældende strækning var delvist ødelagt med fare for sammenfald. Skaderne omfattede revner, deformationer og indtrængende rødder. Projektet indebærer en renovering ved strømpeforing på en 122 meter lang strækning under to sommerhuse og udskiftning af de resterende rør.
Kommunen har oplyst, at den efter kommunalreformen i 2007 har udført vedligeholdelse af vandløbet. Dette inkluderer:
Kommunen fastholder, at den har overholdt sin vedligeholdelsespligt, men at skadernes omfang nu nødvendiggør en omlægning, som falder uden for den almindelige vedligeholdelsespligt.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæster Lolland Kommunes afgørelse. Nævnet fastslår, at kommunen har handlet i overensstemmelse med loven.
Nævnet lægger til grund, at kommunen har en vedligeholdelsespligt for offentlige vandløb, jf. Vandløbslovens § 31. Denne pligt omfatter dog ikke hel eller delvis omlægning af rørledninger, som i stedet skal behandles efter reglerne for regulering, jf. Vandløbsloven § 32. Dette indebærer, at udgifterne kan pålægges de grundejere, der har nytte af omlægningen.
For at anvende § 32 er det en forudsætning, at:
Nævnet finder, at Lolland Kommune har dokumenteret, at rørledningen er i så dårlig stand, at almindelig vedligeholdelse er utilstrækkelig. Desuden vurderer nævnet, baseret på kommunens oplysninger om vedligeholdelsesarbejder udført i 2010, 2014, 2015 og 2018, at kommunen ikke har forsømt sin vedligeholdelsespligt.
På denne baggrund konkluderer nævnet, at betingelserne for at anvende Vandløbsloven § 32 er opfyldt. Kommunen var derfor berettiget til at beslutte, at udgifterne til omlægningen skal afholdes af grundejerne.
Nævnet bemærker, at det ikke har kompetence til at tage stilling til selve fordelingen af udgifterne, da dette spørgsmål hører under taksationskommissionen, jf. Vandløbsloven § 80, stk. 1.
Med initiativer for knap 2,5 mia. kr. sætter regeringen gang i arbejdet for bedre miljø i vores vandløb og søer.
Klimatilpasning
Sagen omhandler en klage over Syddjurs Kommunes påbud om genetablering af et dræns afvandingsevne på en ejendom i Ebeltoft. Baggrunden for sagen var en anmeldt oversvømmelse på en nærliggende ejendom, hvilket førte til en undersøgelse af lokalområdets dræningssystem.
Et drænsystem blev etableret i sommerhusområdet mellem 1944 og 1960 for at afhjælpe vandlidende forhold. I 1972 fastlagde Landvæsensnævnet en økonomisk partsfordeling for drænets vedligeholdelse, hvor Syddjurs Kommune blev pålagt at vedligeholde drænet på grundejernes regning.
I december 2017 gennemførte kommunen en sondeundersøgelse, som afslørede en forhindring i rørledningen syd for klagers sommerhus' anneksbygning. Kommunen vurderede, at annekset var opført uden hensyn til rørledningens beliggenhed. På baggrund heraf meddelte Syddjurs Kommune den 23. marts 2018 et påbud om genetablering af drænets afvandingsevne med hjemmel i .
Rapporten om det faglige grundlag for kvælstofindsatsen er nu oversendt til Folketinget og vil indgå i udmøntningen af den grønne trepartsaftale.
Et nyt videnblad fra Københavns Universitet undersøger, hvordan plænegræsser kan gøre LAR-anlæg mere robuste over for både tørke og oversvømmelse.
Klageren påklagede afgørelsen og anførte, at annekset blev bygget før Landvæsenskendelsen fra 1972, og at der ikke var gravet eller bygget siden. Klageren hævdede desuden, at annekset ikke var placeret ovenpå rørledningen, men ca. 1,5 meter vest for den, hvilket gav fri adgang til drænet. Klageren gjorde gældende, at vedligeholdelses- og reparationsarbejder påhvilede kommunen i henhold til 1972-kendelsen, og at kommunen manglede hjemmel til at træffe det pågældende påbud. Klageren havde selv foretaget en undersøgelse, der ikke viste forhindringer på det af kommunen angivne sted, men pegede på større avnbøge i skel som en mulig årsag. Klageren fastholdt klagen, da det ønskedes klarlagt, om kommunens fortolkning af lovgrundlaget var korrekt, og henviste til en ombudsmandsudtalelse vedrørende skelnen mellem vedligeholdelse og regulering.
Syddjurs Kommune oplyste, at rørbruddet var blevet repareret af Ahl Drænlaug, og at sagen derfor var afsluttet, da afvandingsevnen var genetableret. Kommunen forklarede sin praksis for løbende vedligeholdelse, som omfattede frigravning af udløb, tilsyn, rensning og punktvise reparationer, herunder udskiftning af enkelte rørstykker. Kommunen anførte, at udskiftning af længere ledningsstrækninger blev betragtet som en regulering og dermed den enkelte grundejers ansvar, især da mange dræn var gamle og i dårlig teknisk stand.
Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede en klage over Holbæk Kommunes afgørelse om, at en rørledning under klagers matr...
Læs mereSagen omhandler en klage over Fredericia Kommunes afslag på at påbyde oprensning af en privat skovgrøft på matrikel [mat...
Læs mereForslag til Lov om ændring af lov om byfornyelse og udvikling af byer (Anmeldelsesordning for boliger, der lejes ud)
