Afslag på genoptagelse af sag om landzonetilladelse til vandværk

Planklagenævnet behandlede en sag om Sønderborg Kommunes landzonetilladelse til opførelse af et nyt vandværk på [adresse1]. Kommunen havde den 7. februar 2019 givet tilladelse til etablering af et vandværk med en hovedbygning på ca. 660 m², idet kommunen vurderede, at det var et nødvendigt teknisk anlæg, der ikke stred mod landzonebestemmelserne eller kommunens praksis.

Planklagenævnets oprindelige afgørelse

Den 4. juli 2019 ophævede Planklagenævnet Sønderborg Kommunes landzonetilladelse. Nævnet fandt, at en bygning på 660 m² var i strid med kommuneplanens rammebestemmelse, som foreskrev, at området skulle friholdes for anden bebyggelse end mindre bygninger i forbindelse med områdets anvendelse som friareal. Nævnet konkluderede, at en bygning af denne størrelse ikke kunne betragtes som "mindre", og at opførelsen derfor forudsatte en ændring eller ophævelse af kommuneplanrammen.

Nævnet foretog desuden en prøvelse af vandværkets placering i landskabet og vurderede, at bygningen med den ansøgte placering ville fremstå med tilknytning til den nærliggende by Havnbjerg og ikke som fritliggende i landskabet. Udpegninger som værdifuldt kulturmiljø og kulturhistorisk bevaringsværdi blev ikke anset for at være til hinder for tilladelsen, da vandværket ikke i væsentlig grad ville forringe bevaringsinteresserne. Ligeledes fandt nævnet ikke, at bygningerne ville medføre nabogener af en sådan karakter, at det i sig selv ville kunne medføre et afslag.

Nævnet anerkendte, at opførelsen af et vandværk var en væsentlig samfundsmæssig interesse, og at placeringen var i et område, hvor der ville blive etableret skov for at sikre grundvandsressourcerne, samt i nærheden af nuværende og fremtidige boringer.

Anmodninger om genoptagelse

Planklagenævnet modtog to anmodninger om genoptagelse af sagen:

• Klagerens anmodning (8. juli 2019): Klageren mente, at der var en snæver indholdsmæssig sammenhæng mellem ophævelsen af lokalplanen og landzonetilladelsen til vandværket. Klageren anførte desuden, at kommunens sagsbehandling af klagen vedrørende ophævelse af lokalplan nr. 1.9-1 var relevant, at en ændring af kommuneplanrammetillægget ville være afhængig af verserende klagesager hos Ankestyrelsen, at kommunen ikke havde inddraget indsigelser om kleinbahnprojektet, at nævnet ikke havde inddraget nabogener fra et 12 m højt tårn, og at nævnet fejlagtigt havde påduttet klageren et klagepunkt om skyggevirkning, hvilket fratog klageren partsstatus. Klageren ønskede en fælles løsning baseret på saglige bemærkninger.
• Kommunens anmodning (4. september 2019): Kommunen argumenterede for genoptagelse med henvisning til juridisk litteratur og tidligere praksis, der fastslår, at pligten til at virke for kommuneplanens gennemførelse ikke indebærer en ubetinget pligt til at følge kommuneplanen ved tilladelser. Kommunen anførte, at en afgørelses eventuelle uoverensstemmelse med en kommuneplanramme ikke i sig selv automatisk bør føre til afslag, og at der i nærværende sag ikke var tale om en klar modstrid mellem landzonetilladelsen og kommuneplanrammen, især da kommuneplanrammen ikke indeholdt nærmere størrelsesangivelser for "mindre bygninger". Kommunen henviste til tidligere afgørelser fra Natur- og Miljøklagenævnet og domspraksis.