Planklagenævnets afslag på genoptagelse af afgørelse om landzonetilladelse

Planklagenævnet afslog anmodningen om genoptagelse af sagen, og nævnets afgørelse af 19. august 2019 står således fortsat ved magt.

Generelle betingelser for genoptagelse

Planklagenævnet har pligt til at genoptage en sag, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

• Nye faktiske oplysninger af så væsentlig betydning, at der er en vis sandsynlighed for et andet resultat.
• Væsentlige sagsbehandlingsfejl begået af nævnet.
• Væsentlige nye retlige forhold, f.eks. hvis domstolene har underkendt nævnets fortolkning eller praksis i en tilsvarende sag.

Uenighed i nævnets fortolkning eller praksis er ikke i sig selv grundlag for genoptagelse.

Planklagenævnets vurdering af genoptagelsesanmodningen

Planklagenævnet vurderede klagerens anmodning ud fra de ovenstående kriterier:

• Manglende inddragelse af oplysninger og partshøring: Nævnet henviste til sin tidligere afgørelse af 13. maj 2020, hvoraf det fremgik, at de undtagne dokumenter (interne udkast og mailkorrespondance) ikke indeholdt faktiske oplysninger af betydning for sagen. Nævnet fastholdt, at lokalplanens konkrete bestemmelser er afgørende, ikke alene formålsbestemmelser. Nævnet fandt ikke, at der var begået væsentlige sagsbehandlingsfejl ved manglende partshøring i henhold til Forvaltningsloven § 19, da alle relevante oplysninger var tilgængelige for klageren via klageportalen.
• Inhabilitet: Nævnet afviste påstanden om inhabilitet. Det forhold, at en sagsbehandler tidligere har behandlet sagen, medfører ikke i sig selv inhabilitet i forbindelse med en anmodning om genoptagelse i henhold til Forvaltningsloven § 3, stk. 1. Nævnet oplyste, at alle dele af klagerens oprindelige klage og genoptagelsesanmodninger var gennemlæst og inddraget i sagsbehandlingen.
• Øvrige synspunkter: Klagerens øvrige argumenter, herunder anmodninger om berigtigelse af oplysninger, blev ikke anset for at udgøre nye faktiske oplysninger, nye retlige forhold eller væsentlige sagsbehandlingsfejl, der kunne begrunde en genoptagelse. Nævnet bemærkede dog, at klagerens bemærkninger om ukorrekte oplysninger ville blive journaliseret som en berigtigelse på de relevante sagsnumre.

Afgørelse og retsmidler

Planklagenævnet afviste at genoptage sagen. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har besluttet at genoptage sagen eller ændre den oprindelige afgørelse. Dette er i overensstemmelse med Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Klageren indbragte kommunens afgørelse for Planklagenævnet den 29. september 2019. Planklagenævnet traf afgørelse den 3. november 2020 og fandt ikke grundlag for at give klageren medhold. Nævnet lagde vægt på, at en sammenlignelig sag vedrørende ejendommen A 2 ikke kunne føre til en genoptagelsespligt for kommunen, da de faktiske forhold ikke var sammenlignelige. Specifikt blev det fremhævet, at terrassen på A 2 var etableret i terrænniveau, da den underliggende bygning blev betegnet som kælder på grund af det høje terræn.

Anmodning om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse

Klageren anmodede den 4. november 2020 om genoptagelse af Planklagenævnets afgørelse af 3. november 2020. Klageren anførte, at nævnet havde lagt vægt på to udtalelser fra kommunen, som der ikke var retligt belæg for. Klageren argumenterede specifikt, at den del af ejendommen A 2, som kommunen opfattede som kælder (benævnt "sauna og depot"), ifølge BBR-registret og bygningstegninger skulle regnes som beboelse og ikke kælder. Klageren påpegede, at denne del af boligen stod i åben, niveaufri forbindelse med husets stue og havde niveaufri udgang til det fri, hvilket ifølge retningslinjer for kælderrum indikerer et beboelsesrum. Klageren fremhævede desuden, at bygningstegningerne for A 2 viste en tagterrasse med adgang fra 1. sal og et lovpligtigt rækværk, hvilket modsagde kommunens opfattelse af en terrænterrasse. Klageren gjorde også gældende, at kommunen anvendte urigtig argumentation vedrørende dispensation til et trappetårn og en kvist på A 2. Endelig bemærkede klageren, at en enkeltstående fravigelse af lovlig praksis som udgangspunkt vil blive anset for usaglig forskelsbehandling, og at de fremsatte bemærkninger alle havde været fremlagt i den oprindelige klage.