Klapning af havbundsmateriale ved Esbjerg Havn - ændring af vilkår for at beskytte Natura 2000-område

Sedimentspredning og Natura 2000-påvirkning

En væsentlighedsvurdering og en sedimentspredningsrapport dannede grundlag for Miljøstyrelsens vurdering af projektets potentielle påvirkning af Natura 2000-området. Rapporten modellerede et 'worst-case scenarie' med klapning af 4.000 m³ pr. døgn. Miljøstyrelsen konkluderede, at den begrænsede og midlertidige sedimentation ikke ville medføre en væsentlig påvirkning af arter og naturtyper i Natura 2000-området. Hovedparten af sedimentet ville forblive på klappladsen, og et tyndt lag ville aflejres lige omkring klappladsen, primært i nordvestlig og sydøstlig retning. Miljøstyrelsen valgte ikke at fastsætte vilkår om klapning i den vestlige del af klappladsen, da vurderingen viste, at klapning på hele området ikke ville påvirke Natura 2000-området væsentligt.

Kumulerede effekter

Miljøstyrelsen havde meddelt flere andre klaptilladelser på den pågældende klapplads. På trods af de forholdsvis store mængder vurderede Miljøstyrelsen, at et yderligere bidrag på 200.000 m³ ikke var problematisk, da klappladsen er stor (8,9 km²) og klapning foregår skiftevis på otte delområder, hvilket tillader reetablering.

Klagerens anbringender

Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation påklagede afgørelsen den 20. februar 2019. Klager anførte, at den tilladte klapning ville påvirke de omkringliggende hjertemuslinger, og at tidligere klapningsaktiviteter havde resulteret i massedød af hjertemuslinger. Klager mente desuden, at der var fejl i Miljøstyrelsens spredningsberegning, idet observerede sedimentmængder afveg fra modellens forudsigelser. Klager fremhævede, at modellens forudsigelse om 1 mm aflejring 1.000 meter fra klappladsen ved 1.000 m³ klapning ville betyde 50 mm aflejring over 14-15 dage ved den tilladte mængde, hvilket er en faktor 10 over den naturlige sedimentation. Endvidere bestred klager validiteten og relevansen af de referencer, Miljøstyrelsen havde anvendt vedrørende hjertemuslingers tåleevne og naturlige dødelighed.

Miljøstyrelsens bemærkninger til klagen

Miljøstyrelsen afviste klagerens påstande om døde muslinger på klappladsen og henviste til, at der ikke måtte fiskes muslinger på eller nær klappladser, jf. den dagældende muslingebekendtgørelse. Miljøstyrelsen havde ingen kendskab til ulovlige klapninger. Vedrørende spredningsberegningen anførte Miljøstyrelsen, at en hydraulisk model var anvendt, og at de simplificerede regneeksempler i notatet ikke umiddelbart kunne efterregnes. Miljøstyrelsen havde ingen kommentarer til klagerens anbringender vedrørende Niras' notat, da dette ikke direkte indgik i tilladelsen.

Miljø- og Fødevareklagenævnet (MFKN) stadfæstede Miljøstyrelsens afgørelse om klaptilladelse, men med væsentlige ændringer af vilkår E. Afgørelsen er truffet efter Havmiljølovens § 26, jf. Havmiljølovens § 51, og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 17.

Nævnets prøvelse og regelgrundlag

Nævnet begrænsede sin prøvelse til den tilladte klapnings påvirkning af hjertemuslinger i Natura 2000-område nr. 89. Den ansøgte aktivitet er omfattet af Havmiljølovens § 26, og tilladelsen er meddelt i henhold til Bekendtgørelse om bypass, nyttiggørelse og klapning af optaget havbundsmateriale § 4, stk. 5.

Nævnet vurderede sagen i lyset af Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 6, stk. 1, jf. Bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 7, stk. 11, nr. 1, som implementerer Rådets direktiv 92/43/EØF (Habitatdirektivet) artikel 6, stk. 3. Denne bestemmelse kræver en vurdering af, om et projekt kan påvirke et Natura 2000-område væsentligt, både i sig selv og i kumulation med andre projekter. Hvis en væsentlig påvirkning ikke kan udelukkes, skal der foretages en nærmere konsekvensvurdering. Forsigtighedsprincippet er centralt, hvilket indebærer, at videnskabelig tvivl om skadevirkninger skal komme Natura 2000-området til gode.

Nævnets vurdering af påvirkning på hjertemuslinger

MFKN bemærkede, at hjertemuslinger er en integreret del af naturtypen sandbanke i Natura 2000-område nr. 89 og en vigtig fødekilde. Nævnet fandt, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kunne udelukkes, at klapning på hele klappladsen ville forårsage en væsentlig påvirkning af hjertemuslingerne i Natura 2000-området. Dette skyldtes, at strømroser i sedimentspredningsrapporten viste en ikke ubetydelig strøm mod øst og nordøst, som ikke var tilstrækkeligt inddraget i Miljøstyrelsens vurdering. Denne strømretning kunne føre sedimentfaner ind i Natura 2000-området, hvis der klappes i klappladsens østlige halvdel. Desuden indgik bidraget fra øvrige klaptilladelser på klappladsen ikke tilstrækkeligt i Miljøstyrelsens kumulative vurdering, hvilket stred mod forsigtighedsprincippet.

Afgørelse og ændring af vilkår

Nævnet vurderede dog, at en væsentlig påvirkning af Natura 2000-området kunne udelukkes, hvis klapningen blev begrænset til den vestlige halvdel af klappladsen. Dette skyldes, at det resulterende sedimentlag og suspenderede sediment under disse betingelser ville ligge inden for acceptable grænser. På baggrund heraf ændrede nævnet vilkår E i Miljøstyrelsens afgørelse:

• Tilladelsen gælder i tidsrummet den 28. januar 2019 til den 28. januar 2024 25. juni 2021 til den 25. juni 2026.
• Klapningen skal foregå på klapplads 2B (K_119_02), beliggende i Vesterhavet ca. 14 km vest for Esbjerg. Klappladsens beliggenhed fremgår af bilag 2.
• Klapning af det oprensede sediment skal foregå i den vestlige halvdel af klappladsen, felt I, V, VI, VII og VIII, som fremgår af bilag 2b. For felt I gælder, at der kun klappes i den yderste vestlige halvdel.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales som følge af afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2, stk. 2, nr. 1. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 8.