Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om stadfæstelse af afslag på forlængelse af frist for opførelse af beboelsesejendom

Sagen omhandler en landbrugsejendom, der har været uden beboelsesbygning i strid med landbrugsloven. Ejeren ansøgte Landbrugsstyrelsen om forlængelse af fristen til at overdrage ejendommen uden genopførelse af beboelsesbygningen. Ejeren ønskede desuden, at Landbrugsstyrelsen skulle anvende Landbrugslovens § 9, stk. 6 til at bestemme, at der ikke måtte opføres nye bygninger på ejendommen, og at den ved førstkommende ejerskifte skulle afhændes til sammenlægning med en bestående landbrugsejendom eller som en bygningsløs ejendom.

Landbrugsstyrelsen afslog den 22. november 2018 ansøgningen om forlængelse af fristen og gav påbud om lovliggørelse af den manglende beboelsesejendom inden den 22. november 2019. Styrelsen henviste til Landbrugslovens § 9, stk. 5, jf. Landbrugslovens § 9, stk. 3, som fastslår, at en landbrugsejendom skal holdes forsynet med en passende beboelsesbygning, medmindre den ejes sammen med en anden landbrugsejendom med beboelsesbygning, jf. Landbrugslovens § 10. Lovliggørelse kunne ske ved afhændelse som bygningsløs ejendom eller ved etablering af passende bolig. Styrelsen afslog også at anvende Landbrugslovens § 9, stk. 6, da det klare udgangspunkt er, at en landbrugsejendom skal have beboelse, medmindre den er knyttet til en anden landbrugsejendom med beboelse. Styrelsen begrundede afslaget på fristforlængelse med, at klager siden 2015 havde været bekendt med kravet om genopførelse, og at der ikke var praksis for at forlænge fristen på det foreliggende grundlag.

Klagen til Miljø- og Fødevareklagenævnet

Ejeren påklagede Landbrugsstyrelsens afgørelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 10. december 2018. Klager anførte navnlig, at sagen skulle hjemvises til Landbrugsstyrelsen, og påbuddet skulle ophæves. Klager mente, at planlovsmyndighederne skulle høres, før et påbud kunne udstedes, da Landbrugsstyrelsen ikke gyldigt kunne udstede et påbud, som borgeren ikke kunne opfylde på grund af manglende tilladelse fra en anden myndighed. Endvidere anførte klager, at Landbrugslovens § 9, stk. 6 skulle bringes i anvendelse uden de begrænsninger, som Landbrugsstyrelsen lagde ind, og som klager mente ikke havde hjemmel i loven. Klager henviste til, at lovteksten giver ministeren en bemyndigelse, der også kan anvendes over for klager, og at afgørelsen TfL 2006.247 støttede anvendelsen af bestemmelsen og myndighedernes gensidige høring af hinanden.

Landbrugsstyrelsen fastholdt i sine bemærkninger til klagen, at afgørelsen var i overensstemmelse med regler og praksis. Styrelsen bemærkede, at Landbrugslovens § 9, stk. 6 er tænkt til anvendelse af styrelsen af egen drift under særlige forhold, f.eks. for meget små eller afsides beliggende ejendomme. Styrelsen havde truffet afgørelse uden at høre kommunen som planlovsmyndighed, da styrelsen havde bemyndigelse til at give påbud om opførelse af en passende beboelsesbygning, og kommunen var den rette myndighed til at behandle en konkret byggeansøgning.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse af 22. november 2018 om afslag på forlængelse af frist til at opføre ny beboelsesejendom og påbud om lovliggørelse af manglende beboelsesejendom.

Afslag på forlængelse af frist og påbud om lovliggørelse

Nævnet fandt, at afslaget på at forlænge fristen til at opføre en ny beboelsesbygning efter Landbrugslovens § 9, stk. 5 var korrekt. Nævnet vurderede, at klager ikke havde anført særlige forhold, der kunne begrunde en forlængelse, idet klager alene havde henvist til sin alder (78 år) og ønsket om at sælge ejendommen. Nævnet lagde vægt på, at praksis for dispensation fra kravet om passende beboelsesbygning er restriktiv, som det fremgår af Vejledning til landbrugsloven punkt 6.2.3.2. Desuden havde klager siden 2015 været bekendt med kravet om genopførelse af en beboelse på mindst 120 m2 inden to år fra nedrivningen. Nævnet bemærkede, at nedrivningen skyldtes manglende vedligeholdelse, og at klager ikke havde fremlagt konkret dokumentation for, at kommunen som planlovsmyndighed havde afvist genopførelse.

Nævnet fandt, at Landbrugsstyrelsens manglende høring af planmyndigheden før udstedelsen af påbuddet ikke kunne føre til et andet resultat. Nævnet vurderede, at påbuddet ikke var i modstrid med Planlovens § 36, stk. 1, nr. 3 og Planlovens § 36, stk. 2, da planmyndigheden som udgangspunkt alene tager stilling til placering og udformning af bygninger, ikke selve kravet om beboelse. Afgørelsen TfL 2006.247 kunne ikke udledes som en pligt for Landbrugsstyrelsen til rutinemæssigt at høre planmyndigheden.

Afslag på anvendelse af Landbrugslovens § 9, stk. 6

Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at afslaget på at give påbud om, at der ikke måtte opføres ny beboelse på ejendommen efter Landbrugslovens § 9, stk. 6, var korrekt. Nævnet vurderede, at bestemmelsen ikke tager sigte på en landbrugsejendom af klagers størrelse (64 ha), da den udgør en selvstændig bæredygtig driftsenhed, hvilket er større end de 30 ha, der ifølge lovbemærkningerne giver mulighed for væsentlig jordbrugsproduktion. Afgørelsen TfL 2006.247 kunne ikke føre til et andet resultat, da den omhandlede en væsentligt mindre ejendom (ca. 0,5 ha), som ikke kunne udgøre en selvstændig driftsmæssig enhed, og hvor forbuddet blev udstedt på myndighedens foranledning mod ejerens ønske.