Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Relaterede love
Sagen omhandler en landbrugsejendom, der har været uden beboelsesbygning i strid med landbrugsloven. Ejeren ansøgte Landbrugsstyrelsen om forlængelse af fristen til at overdrage ejendommen uden genopførelse af beboelsesbygningen. Ejeren ønskede desuden, at Landbrugsstyrelsen skulle anvende Landbrugslovens § 9, stk. 6 til at bestemme, at der ikke måtte opføres nye bygninger på ejendommen, og at den ved førstkommende ejerskifte skulle afhændes til sammenlægning med en bestående landbrugsejendom eller som en bygningsløs ejendom.
Landbrugsstyrelsen afslog den 22. november 2018 ansøgningen om forlængelse af fristen og gav påbud om lovliggørelse af den manglende beboelsesejendom inden den 22. november 2019. Styrelsen henviste til Landbrugslovens § 9, stk. 5, jf. Landbrugslovens § 9, stk. 3, som fastslår, at en landbrugsejendom skal holdes forsynet med en passende beboelsesbygning, medmindre den ejes sammen med en anden landbrugsejendom med beboelsesbygning, jf. Landbrugslovens § 10. Lovliggørelse kunne ske ved afhændelse som bygningsløs ejendom eller ved etablering af passende bolig. Styrelsen afslog også at anvende Landbrugslovens § 9, stk. 6, da det klare udgangspunkt er, at en landbrugsejendom skal have beboelse, medmindre den er knyttet til en anden landbrugsejendom med beboelse. Styrelsen begrundede afslaget på fristforlængelse med, at klager siden 2015 havde været bekendt med kravet om genopførelse, og at der ikke var praksis for at forlænge fristen på det foreliggende grundlag.
Ejeren påklagede Landbrugsstyrelsens afgørelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 10. december 2018. Klager anførte navnlig, at sagen skulle hjemvises til Landbrugsstyrelsen, og påbuddet skulle ophæves. Klager mente, at planlovsmyndighederne skulle høres, før et påbud kunne udstedes, da Landbrugsstyrelsen ikke gyldigt kunne udstede et påbud, som borgeren ikke kunne opfylde på grund af manglende tilladelse fra en anden myndighed. Endvidere anførte klager, at Landbrugslovens § 9, stk. 6 skulle bringes i anvendelse uden de begrænsninger, som Landbrugsstyrelsen lagde ind, og som klager mente ikke havde hjemmel i loven. Klager henviste til, at lovteksten giver ministeren en bemyndigelse, der også kan anvendes over for klager, og at afgørelsen TfL 2006.247 støttede anvendelsen af bestemmelsen og myndighedernes gensidige høring af hinanden.
Landbrugsstyrelsen fastholdt i sine bemærkninger til klagen, at afgørelsen var i overensstemmelse med regler og praksis. Styrelsen bemærkede, at er tænkt til anvendelse af styrelsen af egen drift under særlige forhold, f.eks. for meget små eller afsides beliggende ejendomme. Styrelsen havde truffet afgørelse uden at høre kommunen som planlovsmyndighed, da styrelsen havde bemyndigelse til at give påbud om opførelse af en passende beboelsesbygning, og kommunen var den rette myndighed til at behandle en konkret byggeansøgning.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Landbrugsstyrelsens afgørelse af 22. november 2018 om afslag på forlængelse af frist til at opføre ny beboelsesejendom og påbud om lovliggørelse af manglende beboelsesejendom.
Nævnet fandt, at afslaget på at forlænge fristen til at opføre en ny beboelsesbygning efter Landbrugslovens § 9, stk. 5 var korrekt. Nævnet vurderede, at klager ikke havde anført særlige forhold, der kunne begrunde en forlængelse, idet klager alene havde henvist til sin alder (78 år) og ønsket om at sælge ejendommen. Nævnet lagde vægt på, at praksis for dispensation fra kravet om passende beboelsesbygning er restriktiv, som det fremgår af Vejledning til landbrugsloven punkt 6.2.3.2. Desuden havde klager siden 2015 været bekendt med kravet om genopførelse af en beboelse på mindst 120 m2 inden to år fra nedrivningen. Nævnet bemærkede, at nedrivningen skyldtes manglende vedligeholdelse, og at klager ikke havde fremlagt konkret dokumentation for, at kommunen som planlovsmyndighed havde afvist genopførelse.
Nævnet fandt, at Landbrugsstyrelsens manglende høring af planmyndigheden før udstedelsen af påbuddet ikke kunne føre til et andet resultat. Nævnet vurderede, at påbuddet ikke var i modstrid med Planlovens § 36, stk. 1, nr. 3 og Planlovens § 36, stk. 2, da planmyndigheden som udgangspunkt alene tager stilling til placering og udformning af bygninger, ikke selve kravet om beboelse. Afgørelsen TfL 2006.247 kunne ikke udledes som en pligt for Landbrugsstyrelsen til rutinemæssigt at høre planmyndigheden.
Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at afslaget på at give påbud om, at der ikke måtte opføres ny beboelse på ejendommen efter Landbrugslovens § 9, stk. 6, var korrekt. Nævnet vurderede, at bestemmelsen ikke tager sigte på en landbrugsejendom af klagers størrelse (64 ha), da den udgør en selvstændig bæredygtig driftsenhed, hvilket er større end de 30 ha, der ifølge lovbemærkningerne giver mulighed for væsentlig jordbrugsproduktion. Afgørelsen TfL 2006.247 kunne ikke føre til et andet resultat, da den omhandlede en væsentligt mindre ejendom (ca. 0,5 ha), som ikke kunne udgøre en selvstændig driftsmæssig enhed, og hvor forbuddet blev udstedt på myndighedens foranledning mod ejerens ønske.
Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin vil med en ændring af planloven give kommunerne mulighed for at placere nye boliger i det åbne land, fx når boliger må nedrives i forbindelse med etablering af grøn energi eller udvidelse af motorveje mv.
Sagen omhandler en klage over Landbrugsstyrelsens afslag på ophævelse af landbrugspligten på en ejendom i Varde Kommune. Ejendommen, matr.nr. F 1, er en gammel slægtsgård, hvor det meste af jorden blev solgt fra i 1997, og kun et gårdareal på 2,32 ha og et naturareal på 26,46 ha, beliggende 2 km fra gården, er tilbage. Naturarealet består hovedsageligt af mose og skov, med et græsareal på 5,2 ha, der udlejes til permanent græsning.
Klager, boet efter ejendommens tidligere ejer, ansøgte Landbrugsstyrelsen om ophævelse af landbrugspligten med henvisning til Landbrugslovens § 7, stk. 2. Klager anførte, at ejendommen ikke er egnet til landbrugsdrift på grund af dens natur og manglende adgangsforhold for store landbrugsmaskiner. Det blev også fremført, at bygningerne er i så dårlig stand, at de ikke er egnede til beboelse for en familie, og at ophævelse af landbrugspligten ville være i overensstemmelse med regeringens ønske om at afvikle landbrug til gavn for miljøet. Klager ønskede at frasælge bygningerne og den tilgrænsende jord for at mindske gæld og vedligeholdelse, og derved beholde naturarealet i familien.
Retten i Herning har frifundet Ringkøbing-Skjern Kommune i en sag om en lovliggørende dispensation til et sommerhus opført i et beskyttet naturområde.
Stevns Klint blev i 2014 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Senere rejste Stevns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening sag om fredning af Stevns Klint.
Landbrugsstyrelsen afslog ansøgningen den 23. juni 2020. Styrelsen henviste til, at det er et hovedprincip i landbrugsloven, at ejendomme i landzone over 2 ha er noteret som landbrugsejendomme med landbrugspligt. Praksis for ophævelse af landbrugspligten er restriktiv for at forhindre dannelse af nye frie jorder og ophævelse til private rekreative formål. Styrelsen bemærkede, at ophævelse normalt afhænger af, at ejendommen overgår til en ikke-jordbrugsmæssig anvendelse, og at både dyrknings- og naturformål er omfattet af begrebet jordbrugsmæssige formål, jf. Bekendtgørelse om jordressourcens anvendelse til dyrkning og natur § 3, stk. 2, nr. 1.
Styrelsen vurderede, at ejendommens anvendelsesgrad, bonitet og nedlæggelse af landbrugsdrift siden 1997 ikke udgør "særlige forhold". Ligeledes blev repræsentantens ønske om ikke at opfylde bopælspligten ikke anset for et særligt forhold, da bopælspligten sikrer bosætning i landdistrikterne. Vedrørende bygningernes stand påpegede styrelsen ejerens pligt til at vedligeholde beboelsesbygningen, og at der gives dispensation til renovering ved arv. Manglende tilkørselsmulighed til græsarealet blev heller ikke anset for et særligt forhold, da alle ejendomme skal have adgang til offentlig vej i medfør af Udstykningsloven § 18, og der fremgår en vejret i tingbogen. Landbrugsstyrelsen oplyste desuden om muligheden for at lade landbrugspligten bortfalde ved at nedbringe ejendommens areal til under 2 ha, jf. Landbrugslovens § 6, stk. 3.
Sagen omhandler en klage over Landbrugsstyrelsens afslag på en ansøgning om erhvervelse af en landbrugsejendom med tidsu...
Læs mereMiljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en klage over Kystdirektoratets afslag på dispensation til ændret anvendelse...
Læs mere