Planklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse til ladebygning i Ikast-Brande Kommune

Klagen til Planklagenævnet

Ansøgeren klagede over kommunens afgørelse og fastholdt, at laden var nødvendig for driften af landbruget på ejendommen, da den skulle bruges til opbevaring af foder og strøelse til dyreholdet. Klageren anførte, at dyreholdet var landbrugsmæssigt, og at muligheden for foderopbevaring var afgørende for en forsvarlig drift.

Klageren fremhævede desuden:

• Placeringen var valgt ud fra hensyn til foderanvendelse, afstand til åen og undgåelse af placering mellem to kommuner.
• Området mellem eksisterende bygninger og læhegn skulle fortsat kunne anvendes.
• Kommunen havde ikke oplyst en acceptabel afstand, og en flytning ville medføre brandfare og kollidere med eksisterende hønsegård samt en gas-transmissionsledning.
• En flytning ville ikke ændre bygningens fremtræden i landskabet.
• Læhegnet kunne reduceres, hvis det var et problem.

Kommunen fastholdt sin vurdering og henviste til, at laden ville opleves som fritliggende og ikke var erhvervsmæssigt nødvendig. Kommunen opfordrede klageren til at kontakte Herning Kommune vedrørende en placering tættere på eksisterende bygninger, da denne del af ejendommen lå i Herning Kommune.

Planklagenævnet stadfæstede Ikast-Brande Kommunes afslag på landzonetilladelse.

Planklagenævnets kompetence

Planklagenævnet er kompetent til at behandle klager over kommunale afgørelser efter Planloven § 35, stk. 1 (landzone), jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 1. Nævnet kan også tage stilling til retlige spørgsmål, herunder om et forhold kræver landzonetilladelse, jf. Planloven § 58, stk. 1, nr. 3.

Vurdering af erhvervsmæssig nødvendighed

Nævnet vurderede, om opførelsen af laden var undtaget fra kravet om landzonetilladelse som erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri for driften af landbrugsejendommen, jf. Planloven § 36, stk. 1, nr. 3.

For at en bygning kan anses som erhvervsmæssigt nødvendig, skal den benyttes i forbindelse med den jordbrugsmæssige udnyttelse af ejendommen, og der skal være tale om et dyrehold eller planteavl af et vist omfang/karakter. Aktiviteten skal have en erhvervsmæssig karakter, typisk med salg til tredjemand af et vist omfang. Nævnet bemærkede, at et dyrehold, der ikke betragtes som erhvervsmæssigt efter Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter, som udgangspunkt heller ikke anses for driftsøkonomisk nødvendigt.

Planklagenævnet fandt det tvivlsomt, at et dyrehold bestående af 6 kreaturer, 2 grise, 2 heste og 9 fjerkræ kunne betragtes som erhvervsmæssigt nødvendigt for driften af den pågældende landbrugsejendom. Selv hvis det måtte betragtes som erhvervsmæssigt, fandt nævnet ikke, at den ansøgte lade på 240 m² var erhvervsmæssigt nødvendig. Nævnet lagde vægt på dyreholdets størrelse sammenholdt med, at der allerede fandtes 222 m² ikke-beboelsesbygninger på ejendommen.

På denne baggrund konkluderede Planklagenævnet, at opførelsen af laden ikke var omfattet af Planloven § 36, stk. 1, nr. 3 og derfor krævede landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1.

Generelle landzonehensyn og placering

Hovedformålet med landzonereglerne er at forhindre byspredning i det åbne land og sikre, at bymæssig udvikling sker planlagt. Landzonereglerne skal administreres ud fra landskabelige, rekreative og arealressourcemæssige hensyn. Områder i landzone skal som udgangspunkt friholdes for spredt og uplanlagt bebyggelse, medmindre det er nødvendigt for driften af landbrug, skovbrug og fiskeri.

Nævnet bemærkede, at der ikke må placeres bebyggelse inden for 300 m fra skove, jf. Naturbeskyttelsesloven § 17, stk. 1. Dog gælder forbuddet ikke for bebyggelse i landzone, hvortil der er meddelt landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1, jf. Naturbeskyttelsesloven § 17, stk. 2, nr. 5. Ved ansøgninger inden for skovbyggelinjen skal hensynet til skoven som landskabselement varetages.

Som udgangspunkt skal bygninger placeres i tilknytning til eksisterende bygninger for at udgøre en hensigtsmæssig enhed. Praksis anser en bygning for at have tilknytning, hvis afstanden er op til ca. 20 m, men en konkret vurdering af landskab og terrænforhold foretages.

Planklagenævnet fandt, at der ikke kunne gives landzonetilladelse til den ansøgte lade. Nævnet lagde vægt på, at placeringen 28 m fra eksisterende bebyggelse og på den anden side af ejendommens læhegn medførte, at bygningen ikke var opført i tilknytning til de hidtidige bebyggelsesarealer. Dette ville medføre en uhensigtsmæssig spredning af bebyggelsen på ejendommen. Nævnet fremhævede også bygningens betydelige størrelse og risikoen for præcedensvirkning for lignende sager om større byggerier, der ikke er erhvervsmæssigt nødvendige for landbrugsdrift.

Afgørelse og gebyr

Planklagenævnet stadfæstede Ikast-Brande Kommunes afgørelse af 24. august 2018 om afslag på landzonetilladelse. Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 3. En eventuel retssag skal anlægges inden 6 måneder, jf. Lov om Planklagenævnet § 3, stk. 4. Afgørelsen er truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4, stk. 1.

Det indbetalte klagegebyr tilbagebetales ikke, da nævnet ikke har givet klageren medhold eller ændret afgørelsen, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Planklagenævnet § 3.

Klagepunkter

• Danmarks Naturfredningsforening anførte, at byggeri i det åbne land bør undgås, og at husstandsmøllen ikke er placeret i umiddelbar tilknytning til bebyggelsen.
• De anførte også, at der findes erhvervsområder tættere på byerne, som kunne være et alternativ.