Stadfæstelse af påbud om retablering af beskyttet eng i Lemvig Kommune

Miljø- og Fødevareklagenævnet har behandlet en sag om et påbud fra Lemvig Kommune vedrørende retablering af et § 3-beskyttet engareal på en ejendom i Lemvig. Påbuddet blev udstedt den 21. februar 2017 og omhandlede et areal på ca. 1.000 m², der var registreret som beskyttet eng, men som på tidspunktet for afgørelsen fremstod som en integreret del af ejendommens have.

Baggrund for påbuddet

Lemvig Kommune blev opmærksom på arealet i forbindelse med Naturstyrelsens gennemgang af § 3-beskyttede arealer. Ved en besigtigelse konstaterede kommunen, at arealet var inddraget i haven med regelmæssigt slået græs, plantede buske, en bro over en bæk og et lysthus. Luftfotos indikerede, at engarealet var blevet en del af haven i perioden 2004-2007. Kommunen vurderede, at inddragelsen var i strid med Naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 2, og påbød retablering ved at lade jordbearbejdningen ophøre og arealet henligge, indtil beskyttet natur var gendannet. Kommunen informerede klager om muligheden for at søge dispensation, men klager valgte ikke at indgive en ansøgning.

Klagerens anbringender

Ejendommens ejer påklagede afgørelsen den 16. marts 2017 til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klageren anførte, at arealet aldrig havde været eng, men derimod en del af havearealet i hele klagerens ejertid siden 1982 og også under tidligere ejere. Klageren oplyste, at arealet for 10 år siden blev en del af haven, som den ser ud i dag, og før det blev brugt til boldbane, køkkenhave og høslet/afgræsning. Klageren mente, at arealet burde slettes som § 3-beskyttet natur, da det er meget bakket. Klageren hævdede desuden ikke at have været orienteret om udpegningen og fremsendte en erklæring fra en tidligere ejer, der bekræftede, at arealet i perioden 1962-1971 var en del af haven (køkkenhave og boldbane).

Klagerens konsulent supplerede med, at det afgørende var, om arealet den 1. juli 1992, ved ikrafttrædelsen af Naturbeskyttelseslovens § 3, var en del af havearealet. Konsulenten henviste til NOMO nr. 132, hvorefter naturbeskyttelsesloven ikke finder anvendelse på hidtidige havearealer. Det blev fremhævet, at arealet altid havde været afgrænset fra tilstødende arealer, og at kommunen ikke havde løftet bevisbyrden for, at der ikke var have ved lovens ikrafttræden i 1992.

Lemvig Kommunes bemærkninger

Lemvig Kommune fastholdt, at arealet var en vandløbsdal med et privat naturvandløb omgivet af engarealer, der steg op mod dyrkningsflader, hvilket forklarede det bakkede terræn.

Miljø- og Fødevareklagenævnet behandlede klagen i henhold til Naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5 og . Nævnet bemærkede, at der som udgangspunkt ikke kan klages over et påbud, medmindre lodsejeren er uenig i, at arealet er omfattet af , eller at indgrebet udgør en tilstandsændring i strid med loven.