Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse om ekspropriation til digeformål i Skive

Miljø- og Fødevareklagenævnet valgte at begrænse sin prøvelse til indkaldelsens lovlighed, grundlaget for åstedsforretningen og ekspropriationsbeslutningens lovlighed i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 2.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Skive Kommunes afgørelse af 26. juni 2018 om ekspropriation af rettigheder over ejendommen [matrikel1]. Afgørelsen blev dog ændret, så det ikke fremgår af servitutten, at klager kan forpligtes økonomisk på grund af diget.

Indkaldelsens Lovlighed

Nævnet fandt, at indkaldelsen til åstedsforretningen var rettidig og korrekt over for klageren, da den individuelle indkaldelse var sendt digitalt den 19. og 20. december 2017, hvilket overholdt fireugersfristen for forretningen den 25. januar 2018. Selvom den offentlige annoncering manglede et klokkeslæt, fandt nævnet ikke, at denne formelle fejl var så væsentlig, at den medførte ekspropriationsbeslutningens ugyldighed, da klageren ikke mistede muligheder for at varetage sine interesser. Dette blev vurderet i henhold til Lov om offentlige veje § 100.

Grundlaget for Åstedsforretningen

Nævnet vurderede, at der ikke var begået fejl i forbindelse med åstedsforretningen. Åstedsforretningen er et informationsmøde, hvor der ikke træffes beslutninger, og hvor grundejere har mulighed for at komme med bemærkninger efterfølgende. Eventuelle fejl eller mangler i udkast til servitutter, der blev påpeget under mødet, kunne derfor ikke føre til, at forretningen var ulovligt afviklet efter reglerne i Lov om offentlige veje § 101.

Ekspropriationsbeslutningens Lovlighed

Nævnet fandt, at grundlaget for ekspropriationen var lovligt i henhold til Kystbeskyttelsesloven § 6, stk. 1. Selvom Kystdirektoratets tilladelse formelt set var udløbet på tidspunktet for åstedsforretningen, var fristen for udmøntning af tilladelsen forlænget, da kommunen traf beslutning om ekspropriation. Nævnet lagde vægt på, at det var gjort klart, at klageren ikke ville blive pålagt økonomiske forpligtelser vedrørende diget, og at arealet ikke eksproprieredes til kommunens eje, hvilket var en mindre byrdefuld rettighedsindskrænkning. Realiseringen af digeprojektet blev anset for aktuel, da der ikke manglede økonomiske midler eller tilladelser. Nødvendighedskravet blev også anset for opfyldt, da projektet kun kunne gennemføres ved erhvervelse af de nødvendige rettigheder, hvilket ikke var muligt frivilligt.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn om, at den valgte projektløsning var den mest hensigtsmæssige, idet Kystdirektoratet havde godkendt projektet og vurderet behovet for kystbeskyttelse og den valgte løsning. Den almene interesse i projektet blev anset for at være tungtvejende nok til at vige for klagerens interesse i uindskrænket råderet over arealet.

Spørgsmålet om erstatning henhører under taksationskommissionen.

Gebyr

Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt, jf. Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.

Skive Kommunes ekspropriationsbeslutning

Skive Kommune besluttede at ekspropriere rettigheder over klagerens ejendom, da det ikke var muligt at indgå en frivillig aftale. De eksproprierede rettigheder omfatter ret til at etablere og opretholde diget, færdselsret i anlægsfasen og til tilsyn/vedligehold, samt begrænsninger på ejerens rådighed over arealet. Disse rettigheder skulle tinglyses som servitutstiftende på ejendommen. Kommunen begrundede ekspropriationen med et vurderet behov for kystbeskyttelse af lavtliggende områder og Skive by. En åstedsforretning blev afholdt den 25. januar 2018 i henhold til proceduren i Vejlovens kapitel 10.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at ekspropriationen var ulovlig og ikke kunne gennemføres, da almenvellet ikke krævede anlægget. Klageren henviste til Grundlovens § 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed og argumenterede for, at det eksisterende dige kunne forhøjes. Klageren påpegede formelle mangler ved indkaldelsen til åstedsforretningen, herunder manglende klokkeslæt i den offentlige annoncering og forkert årstal. Desuden fandt klageren en servitutbestemmelse om, at diget kunne kræves fjernet for ejerens regning, uacceptabel. Klageren mente også, at ekspropriationen ikke kunne gennemføres, da Kystdirektoratets tilladelse formelt var udløbet, og at projektet primært havde rekreative formål frem for kystbeskyttelse. Klageren anførte, at kommunen ikke havde villet drøfte overdragelse af rettigheder eller tilbyde erstatning, og at klageren ville lide et tab på 850.000 kr.

Skive Kommunes bemærkninger

Skive Kommune fastholdt, at digeprojektet var godkendt af Kystdirektoratet og nødvendigt for kystbeskyttelse af Skive by, hvilket tjener almenvellet. Kommunen afviste, at projektet havde andre formål end kystbeskyttelse. Vedrørende indkaldelsen til åstedsforretningen erkendte kommunen en fejl i den offentlige annoncering, men fremhævede, at klageren modtog en korrekt og rettidig individuel indkaldelse og deltog i forretningen. Kommunen præciserede, at de eksproprierede rettigheder ikke indebar ejendomsoverdragelse, men rådighedsindskrænkninger. Angående vilkår 4 i Kystdirektoratets tilladelse, hvor ejeren skulle bekoste fjernelse af diget, oplyste kommunen, at Kystdirektoratet havde tilsagt en ændring, så kommunen selv ville påtage sig forpligtelsen. Kommunen bekræftede også, at udnyttelsesfristen for tilladelsen var forlænget til den 31. december 2019. Kommunen afviste at have været uvillig til dialog, men anførte, at klageren havde forsøgt at stoppe projektet og fremsat et urealistisk erstatningskrav. Endelig oplyste kommunen, at der ikke længere var planer om en offentlig sti på digetoppen, men alene en inspektionssti, og at Kystdirektoratets tilladelse ikke indeholdt en betingelse om en offentlig sti, men henviste til Kystbeskyttelseslovens § 17, stk. 2 om kommunalbestyrelsens mulighed for at fastsætte bestemmelser om færdsel.