Stadfæstelse af afgørelse om ekspropriation i sag om forlængelse af dige i Skive

Sagen omhandler en klage over Skive Kommunes afgørelse af 26. juni 2018 om ekspropriation af rettigheder over ejendommen matr. nr. F 1. Ekspropriationen er begrundet i et digeprojekt, der skal forlænge et eksisterende dige og indgå i den samlede højvandsbeskyttelse af Skive by.

Baggrund for digeprojektet

Kystdirektoratet meddelte den 17. november 2014 tilladelse til forlængelse af det sydlige dige ved Karup Å. Projektet omfatter et nyt, delvist fremskudt dige med inspektionssti og arbejdsplads. Tilladelsen var betinget af flere vilkår, herunder vedligehold og fjernelse. Klagerens ejendom er beliggende i udkanten af Skive mellem Viborgvej og Skive Fjord, og en del af ejendommens naturareal berøres af det projekterede dige.

En tidligere klage over Kystdirektoratets tilladelse blev afvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet den 3. maj 2017, da den vedrørte skønsmæssige spørgsmål om behovet for et nyt dige, som nævnet var afskåret fra at behandle i henhold til Kystbeskyttelseslovens § 18, stk. 3. Nævnet bemærkede dog, at spørgsmål om værditab og ekspropriation ville blive behandlet senere.

Skive Kommunes ekspropriationsbeslutning

Skive Kommune besluttede at ekspropriere rettigheder over klagerens ejendom, da det ikke var muligt at indgå en frivillig aftale. De eksproprierede rettigheder omfatter ret til at etablere og opretholde diget, færdselsret i anlægsfasen og til tilsyn/vedligehold, samt begrænsninger på ejerens rådighed over arealet. Disse rettigheder skulle tinglyses som servitutstiftende på ejendommen. Kommunen begrundede ekspropriationen med et vurderet behov for kystbeskyttelse af lavtliggende områder og Skive by. En åstedsforretning blev afholdt den 25. januar 2018 i henhold til proceduren i Vejlovens kapitel 10.

Klagerens anbringender

Klageren anførte, at ekspropriationen var ulovlig og ikke kunne gennemføres, da almenvellet ikke krævede anlægget. Klageren henviste til Grundlovens § 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed og argumenterede for, at det eksisterende dige kunne forhøjes. Klageren påpegede formelle mangler ved indkaldelsen til åstedsforretningen, herunder manglende klokkeslæt i den offentlige annoncering og forkert årstal. Desuden fandt klageren en servitutbestemmelse om, at diget kunne kræves fjernet for ejerens regning, uacceptabel. Klageren mente også, at ekspropriationen ikke kunne gennemføres, da Kystdirektoratets tilladelse formelt var udløbet, og at projektet primært havde rekreative formål frem for kystbeskyttelse. Klageren anførte, at kommunen ikke havde villet drøfte overdragelse af rettigheder eller tilbyde erstatning, og at klageren ville lide et tab på 850.000 kr.

Skive Kommunes bemærkninger

Skive Kommune fastholdt, at digeprojektet var godkendt af Kystdirektoratet og nødvendigt for kystbeskyttelse af Skive by, hvilket tjener almenvellet. Kommunen afviste, at projektet havde andre formål end kystbeskyttelse. Vedrørende indkaldelsen til åstedsforretningen erkendte kommunen en fejl i den offentlige annoncering, men fremhævede, at klageren modtog en korrekt og rettidig individuel indkaldelse og deltog i forretningen. Kommunen præciserede, at de eksproprierede rettigheder ikke indebar ejendomsoverdragelse, men rådighedsindskrænkninger. Angående vilkår 4 i Kystdirektoratets tilladelse, hvor ejeren skulle bekoste fjernelse af diget, oplyste kommunen, at Kystdirektoratet havde tilsagt en ændring, så kommunen selv ville påtage sig forpligtelsen. Kommunen bekræftede også, at udnyttelsesfristen for tilladelsen var forlænget til den 31. december 2019. Kommunen afviste at have været uvillig til dialog, men anførte, at klageren havde forsøgt at stoppe projektet og fremsat et urealistisk erstatningskrav. Endelig oplyste kommunen, at der ikke længere var planer om en offentlig sti på digetoppen, men alene en inspektionssti, og at Kystdirektoratets tilladelse ikke indeholdt en betingelse om en offentlig sti, men henviste til Kystbeskyttelseslovens § 17, stk. 2 om kommunalbestyrelsens mulighed for at fastsætte bestemmelser om færdsel.

Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Skive Kommunes afgørelse om ekspropriation af rettigheder over ejendommen matr. nr. F 1, dog med en ændring af servitutten, så klageren ikke kan forpligtes økonomisk på grund af diget. Nævnet begrænsede sin prøvelse til indkaldelsens lovlighed, grundlaget for åstedsforretningen og ekspropriationsbeslutningens lovlighed i henhold til Lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet § 11, stk. 2.

Indkaldelsens lovlighed

Nævnet fandt, at åstedsforretningen var rettidigt indkaldt over for klageren, da den oprindelige og den berigtigede indkaldelse blev sendt henholdsvis den 19. og 20. december 2017. Selvom den offentlige annoncering ikke angav et klokkeslæt, fandt nævnet ikke, at dette havde medført, at klageren mistede muligheder for at varetage sine interesser, da den personlige indkaldelse var korrekt og rettidig. Fejlen i annonceringen blev derfor ikke anset for væsentlig nok til at medføre ekspropriationsbeslutningens ugyldighed.

Grundlaget for åstedsforretningen

Nævnet fandt ingen fejl eller forsømmelser i forbindelse med åstedsforretningen. Det blev fremhævet, at åstedsforretningen, i henhold til Vejlovens § 101, stk. 2, er et informationsmøde, hvor der ikke træffes beslutninger, og hvor grundejere har mulighed for at fremsætte bemærkninger og ændringsforslag i op til fire uger efter mødet. Eventuelle fejl eller mangler i de fremlagte servitutudkast kunne derfor ikke føre til, at åstedsforretningen som sådan var ulovligt afviklet.

Ekspropriationsbeslutningens lovlighed

Nævnet vurderede ekspropriationsbeslutningen i lyset af Grundlovens § 73 og kravene om lovlighed, nødvendighed og aktualitet. Det retlige grundlag for ekspropriationen var Kystdirektoratets tilladelse af 17. november 2014 til etablering af diget, som nævnet fandt lovlig. Det forhold, at tilladelsen formelt var udløbet på tidspunktet for åstedsforretningen, ændrede ikke resultatet, da fristen for udmøntning af tilladelsen var forlænget på det tidspunkt, hvor kommunen traf beslutning om ekspropriation. Nævnet lagde vægt på, at Skive Kommune havde gjort det klart, at klageren ikke ville blive pålagt økonomiske forpligtelser vedrørende diget, og at Kystdirektoratet havde tilsagt en ændring af vilkåret. Dette blev betragtet som en mindre byrdefuld rettighedsindskrænkning for klageren.

Nævnet fandt, at realiseringen af digeprojektet var aktuel, da der ikke fremgik mangel på økonomiske midler eller tilladelser. Nødvendighedskravet blev anset for opfyldt, da projektet kun kunne gennemføres ved erhvervelse af de nødvendige rettigheder, hvilket ikke var muligt ved frivillig afståelse. Uanset klagerens forslag til alternative løsninger fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af den valgte projektløsning som den mest hensigtsmæssige, især da Kystdirektoratet havde godkendt projektet og vurderet behovet for kystbeskyttelse. Den almene interesse i projektet blev anset for at være så tungtvejende, at klagerens interesse måtte vige herfor. Spørgsmålet om erstatning henhører under taksationskommissionen.

Klagegebyr

Det indbetalte klagegebyr blev ikke tilbagebetalt i henhold til Bekendtgørelse om gebyr for indbringelse af klager for Miljø- og Fødevareklagenævnet mv. § 2.