Skattepligt af ikke-selvangivne kontoindsætninger: Manglende dokumentation for lån af konto

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at al indkomst som udgangspunkt er skattepligtig i henhold til Statsskatteloven § 4. Enhver skatteyder har pligt til at selvangive sin indkomst, jf. Skattekontrolloven § 1. Hvis selvangivelsen ikke er fyldestgørende, kan skatteansættelsen foretages skønsmæssigt efter Skattekontrolloven § 5, stk. 3. Det påhviler skatteyderen at godtgøre, at indsætninger stammer fra allerede beskattede midler eller er undtaget fra beskatning, hvilket understøttes af praksis som SKM2008.905.H.

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde fremsendt tilstrækkelig dokumentation for, at de kontante indsætninger og bankoverførsler på hendes konti stammede fra allerede beskattede midler eller i øvrigt ikke var skattepligtige. Den fremlagte erklæring fra [person10] af 4. juli 2018 blev anset for udarbejdet til lejligheden og tillagdes derfor ikke selvstændig skattemæssig betydning, jf. SKM2016.70.BR. Der var heller ikke fremlagt objektiv dokumentation for pengestrømme, der kunne godtgøre, at overførslerne fra klageren til [person10] var videreoverførsler af beløb, der tilhørte [person10] og var indsat på klagerens konto.

Retten fandt det ikke dokumenteret, at klageren havde udlånt sin konto til veninderne, og det var heller ikke via pengestrømme dokumenteret, at de indsatte beløb var videreoverdraget til veninderne. Derfor var SKATs forhøjelse af klagerens skattepligtige indkomst berettiget i henhold til Statsskatteloven § 4.

For så vidt angår indkomståret 2016 blev en kontant indbetaling på 11.150,00 kr. modtaget den 20. september 2016 tilbageført til [person4] samme dag. Klageren var derfor ikke skattepligtig af dette beløb, og forhøjelsen for 2016 blev nedsat tilsvarende.

Vedrørende fristerne for genoptagelse for indkomstårene 2014 og 2015 fandt Landsskatteretten, at SKATs afgørelse var korrekt. SKAT havde ikke tidligere kendskab til de udeholdte indtægter, og det blev anset for minimum groft uagtsomt, at klageren ikke havde selvangivet disse beløb. Dette berettigede en ændring af skatteansættelsen i henhold til Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5. Kundskabstidspunktet og den efterfølgende 3-måneders frist i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 blev anset for overholdt.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse for indkomstårene 2014 og 2015. For indkomståret 2016 nedsatte Landsskatteretten SKATs forhøjelse med 11.150,00 kr.

SKAT argumenterede for, at der ikke forelå et reelt låneforhold, idet der ikke var gældsbreve på tidspunktet for overførslerne, og det eneste gældsbrev var oprettet efter SKATs henvendelse. SKAT påpegede også, at klageren tidligere ikke havde selvangivet gæld til fætteren. SKAT konkluderede, at beløbene var skattepligtig indkomst i henhold til Statsskatteloven § 4 og Personskatteloven § 3, da der var et ansættelsesforhold, og klageren ikke havde modbevist formodningen om vederlag for arbejde. SKAT mente desuden, at klageren forsætligt eller groft uagtsomt havde bevirket, at skatteansættelserne var foretaget på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, hvilket berettigede ekstraordinær genoptagelse efter Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 5.

Klagerens repræsentant fastholdt, at klageren ikke havde erhvervet ret til pengeoverførslerne, da de var bestemt til videreoverførsel til selskaberne eller ansatte. Subsidiært blev det anført, at beløbene var lån eller gaver. Repræsentanten bestred, at klageren havde handlet forsætligt eller groft uagtsomt, og at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse derfor ikke var opfyldt for de ældre indkomstår.

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse for de fleste år, men nedsatte forhøjelsen for 2004 med 53.095 kr., da denne indsætning blev dokumenteret som en intern overførsel fra klagerens egen konto. Retten fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at de øvrige indsætninger ikke var skattepligtige, og at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse var opfyldt.