Landsskatteretten: Nægtet fradrag for rejse- og personaleudgifter grundet manglende dokumentation og privat karakter

Rejseomkostninger

Selskabet havde afholdt rejser til Spanien og USA, hvor hovedanpartshaveren, hendes ægtefælle og flere familiemedlemmer uden erhvervsmæssig tilknytning deltog. SKAT anfægtede fradraget for udgifter relateret til familiemedlemmerne, mangelfuld dokumentation (kontoudtog uden yderligere bilag) og indkøb af tøj og smykker under rejserne, som blev anset for private. Selskabet argumenterede for rejsernes erhvervsmæssige formål, herunder møder og studiesessions, og at familiemedlemmer var med af praktiske årsager (børn og barnepige på længere ture).

Personaleudgifter

Personaleudgifterne omfattede fortæring under arbejde, arbejdstøj og øvrige personaleudgifter. SKAT fandt, at udgifterne til arbejdstøj (indkøbt i modeforretninger) var af privat karakter, da tøjet var egnet til privat brug. Udgifter til fortæring (restaurantbesøg, slankeprodukter, massage) blev anset for at overstige normale personaleudgifter og var ikke tilstrækkeligt dokumenteret som repræsentationsudgifter. Selskabet forklarede, at madindkøb var til møder med klienter og samarbejdspartnere, og at tøjindkøb var til markedsføring og styling af artister. SKAT godkendte dog et skønsmæssigt fradrag på 10.000 kr. pr. år for kaffe mv. til personalet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at nægte fradrag for selskabets afholdte rejse- og personaleudgifter for indkomstårene 2012 og 2013. Retten henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a om driftsomkostninger og Statsskatteloven § 6, stk. 2 om ikke-fradragsberettigede private udgifter.

Rejseomkostninger

Landsskatteretten fandt, at rejseomkostningerne for hovedanpartshaverens mor og børn, samt hendes ægtefælles særbarn, ikke havde en tilstrækkelig direkte og umiddelbar tilknytning til indkomsterhvervelsen. Dette skyldtes, at ingen af disse familiemedlemmer havde en erhvervsmæssig tilknytning til selskabet på rejsetidspunkterne.

Udgifter til beklædning, der var bogført som rejseudgifter, blev anset for privatudgifter. Beklædningen var indkøbt i almindelige tøjforretninger og dermed anvendelig til privat brug, ikke som arbejdstøj. Retten henviste til Højesterets afgørelse af 19. august 2010, offentliggjort i SKM2010.549.HR. Påskrifter på kvitteringer om, at tøjet var anvendt til promovering, blev ikke anset for tilstrækkeligt bevis.

En række bilag for rejseomkostninger var utydelige, og det blev ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at udgifterne havde et erhvervsmæssigt formål. Disse udgifter kunne derfor ikke fradrages i henhold til Statsskatteloven § 6.

De ikke-fradragsberettigede rejseudgifter blev anset for udbytte til hovedanpartshaveren i henhold til Ligningsloven § 16 A, stk. 2, og der blev ikke givet fradrag for udbytte ved opgørelsen af selskabets skattepligtige indkomst.

Personaleudgifter

Ligesom med rejseomkostningerne var en række bilag for personaleudgifterne utydelige, og det blev ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at udgifterne havde et erhvervsmæssigt formål.

Udgifter til fortæring, herunder restaurantbesøg, dagligvareindkøb, slankeprodukter og massagebehandlinger, oversteg, hvad der blev anset for normale personaleudgifter, især i betragtning af selskabets beskedne antal ansatte. Der var ikke grundlag for at godkende yderligere fradrag ud over det skønsmæssigt godkendte beløb for kaffe mv.

Det blev heller ikke dokumenteret, at udgifterne var repræsentationsudgifter i henhold til Ligningsloven § 8, stk. 1. Retten henviste til Østre Landsrets afgørelse af 27. november 2003, offentliggjort i SKM2003.559.ØLR, som kræver specifik dokumentation for repræsentationsudgifter, herunder deltagere og årsag til mødet.

Udgifter til arbejdstøj, indkøbt i almindelige tøjforretninger, blev anset for privat beklædning og ikke fradragsberettiget arbejdstøj, jf. SKM2010.549.HR. Påskrifter om promovering blev ikke anset for tilstrækkeligt bevis.

De pågældende personaleudgifter kunne ikke fradrages i henhold til Statsskatteloven § 6 og blev anset for udbytte til hovedanpartshaveren i henhold til Ligningsloven § 16 A, stk. 2.

Klagerens repræsentant gjorde gældende, at alle rejser udelukkende havde erhvervsmæssigt formål, herunder møder, studiesessions og netværkspleje. Det blev anført, at børnene og en barnepige var nødvendige at medbringe på længere rejser. Vedrørende personaleudgifterne blev det forklaret, at indkøb af mad var til møder med klienter/artister, og at tøjindkøb var til styling og promovering af selskabets klienter. Klageren anførte, at en del af de udokumenterede udgifter var reservationer, der ikke var hævet.

SKAT fastholdt, at der manglede fyldestgørende dokumentation for de udokumenterede udgifter, og at det indkøbte tøj ikke var egnet til privat anvendelse. SKAT anerkendte et delvist erhvervsmæssigt formål med rejserne, men nægtede fradrag for udokumenterede udgifter og udgifter vedrørende medrejsende familiemedlemmer. SKAT godkendte et skønsmæssigt fradrag på 10.000 kr. pr. år for almindelige personaleudgifter som kaffe m.v.

De forhøjede beløb var som følger: