Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Dokumenttype
Emner
Underemner
Eksterne links
Relaterede love
Sagen omhandlede, hvorvidt rejse- og personaleudgifter afholdt af et selskab, ejet 100 % af klageren, skulle anses for udbytte til klageren. SKAT havde forhøjet klagerens aktieindkomst for indkomstårene 2012 og 2013 med i alt 189.147 kr. og 262.098 kr. henholdsvis, idet udgifterne blev anset for at være af privat karakter.
Selskabet, der drev managementvirksomhed inden for musik, forlag og mode, havde afholdt betydelige udgifter til rejser til bl.a. Spanien og USA. Disse rejser inkluderede familiemedlemmer (klagerens barn, ægtefælles særbarn og klagerens mor), som ikke havde erhvervsmæssig tilknytning til selskabet. Dokumentationen for rejseudgifterne var i flere tilfælde utydelig, og der var indkøbt beklædning, der umiddelbart var af privat karakter.
Derudover havde selskabet afholdt personaleudgifter til fortæring, arbejdstøj og øvrige personaleudgifter. Arbejdstøjet var indkøbt i almindelige modeforretninger, og fortæringsudgifterne omfattede bl.a. aftensmad, slankeprodukter og massage, hvilket SKAT anså for at overstige normale personaleudgifter. SKAT argumenterede for, at udgifterne var af privat karakter og skulle beskattes som udbytte, da klageren allerede modtog en fyldestgørende løn.
Klagerens repræsentant gjorde gældende, at alle rejser udelukkende havde erhvervsmæssigt formål, herunder møder, studiesessions og netværkspleje. Det blev anført, at børnene og en barnepige var nødvendige at medbringe på længere rejser. Vedrørende personaleudgifterne blev det forklaret, at indkøb af mad var til møder med klienter/artister, og at tøjindkøb var til styling og promovering af selskabets klienter. Klageren anførte, at en del af de udokumenterede udgifter var reservationer, der ikke var hævet.
SKAT fastholdt, at der manglede fyldestgørende dokumentation for de udokumenterede udgifter, og at det indkøbte tøj ikke var egnet til privat anvendelse. SKAT anerkendte et delvist erhvervsmæssigt formål med rejserne, men nægtede fradrag for udokumenterede udgifter og udgifter vedrørende medrejsende familiemedlemmer. SKAT godkendte et skønsmæssigt fradrag på 10.000 kr. pr. år for almindelige personaleudgifter som kaffe m.v.
De forhøjede beløb var som følger:
| Klagepunkt | 2012 (kr.) | 2013 (kr.) |
|---|
| Aktieindkomst Udbytte fra [virksomhed1] ApS i form af rejseudgifter af privat karakter | 104.037 | 217.507 |
| Aktieindkomst Udbytte fra [virksomhed1] ApS i form af personaleudgifter af privat karakter | 85.110 | 44.591 |
| Total forhøjelse | 189.147 | 262.098 |
Landsskatteretten stadfæstede SKATs afgørelse om at forhøje klagerens aktieindkomst for indkomstårene 2012 og 2013. Afgørelsen byggede på, at selskabets afholdelse af rejse- og personaleudgifter blev anset for udbytte til klageren, jf. Ligningsloven § 16 A, stk. 1 og Ligningsloven § 16 A, stk. 2, nr. 1.
Landsskatteretten fandt, at rejseomkostninger for klagerens mor, barn og ægtefælles særbarn ikke havde en tilstrækkelig direkte og umiddelbar tilknytning til selskabets indkomsterhvervelse. Dette skyldtes, at ingen af disse familiemedlemmer havde en erhvervsmæssig tilknytning til selskabet på rejsetidspunkterne.
Udgifter til beklædning m.v., der var bogført som rejseudgifter, blev anset for privatudgifter. Det blev ikke dokumenteret, at udgifterne var merudgifter nødvendige for indkomsterhvervelsen, da tøjet var indkøbt i almindelige tøjforretninger og dermed anvendeligt til privat brug. Der blev henvist til Højesterets afgørelse SKM2010.549.HR. Påskrifter på kvitteringer om, at tøjet var til promovering af klienter, blev ikke anset for tilstrækkeligt bevis.
En række bilag for rejseomkostninger var utydelige, og det blev ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at udgifterne havde et erhvervsmæssigt formål.
Ligeledes var en række bilag for personaleudgifter utydelige, og det blev ikke dokumenteret eller sandsynliggjort, at udgifterne havde et erhvervsmæssigt formål og ikke var af privat karakter.
Udgifter til fortæring, herunder restaurantbesøg, dagligvareindkøb, slankeprodukter og massagebehandlinger, blev anset for at overstige normale personaleudgifter. Selskabet havde kun klageren som direktør og to andre ansatte. Det blev heller ikke anset for dokumenteret, at der var tale om repræsentationsudgifter, jf. Ligningsloven § 8, stk. 1. Der blev henvist til Østre Landsrets afgørelse SKM2003.559.ØLR, som kræver specifik dokumentation for repræsentationsudgifter, herunder deltagere og årsag til mødet.
Udgifter til arbejdstøj, indkøbt i almindelige tøjforretninger, blev anset for privatudgifter, da beklædningen var anvendelig til privat brug. Der blev igen henvist til afgørelsen SKM2010.549.HR. Påskrifter om promovering af klienter blev ikke anset for tilstrækkeligt bevis for, at udgifterne var driftsomkostninger.
Oversigt over de gældende satser og beløbsgrænser for 2025 og 2026 i ligningsloven.

Sagen omhandler Landsskatterettens afgørelse vedrørende beskatning af yderligere løn og rejseudgifter til en direktør i indkomstårene 2015 og 2016. Skattestyrelsen havde forhøjet klagerens personlige indkomst med betydelige beløb, som klageren bestred.
| Klagepunkt | Skattestyrelsens afgørelse | Klagerens opfattelse | Landsskatterettens afgørelse |
|---|---|---|---|
Skatteministeriet har offentliggjort de nye beløbsgrænser for 2025 og 2026, hvor en markant regulering på 4,8 pct. i 2026 vil ændre personfradrag, topskat og beskæftigelsesfradrag.
Oversigt over de gældende skattesatser og beløbsgrænser i selskabsskatteloven for 2025 og 2026.
| Indkomståret 2015 Personlig indkomst Yderligere løn |
| 494.822 kr. |
| 0 kr. |
| 494.822 kr. |
| Rejseudgifter anset for yderligere løn | 106.872 kr. | 0 kr. | 106.872 kr. |
| Indkomståret 2016 Personlig indkomst Yderligere løn | 626.331 kr. | 0 kr. | 626.331 kr. |
Skattestyrelsen forhøjede klagerens personlige indkomst for 2015 og 2016 med henholdsvis 494.822 kr. og 626.331 kr. Disse beløb var omkonteret fra en mellemregningskonto med klageren til en lønkonto i selskabet. Skattestyrelsen anså beløbene for skattepligtig løn, jf. Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra c, Personskatteloven § 3 og Arbejdsmarkedsbidragsloven § 2, stk. 1, nr. 1. Skattestyrelsen fremhævede, at klageren, som direktør med rådighed over selskabets midler, havde en skærpet bevisbyrde for at godtgøre, at midlerne var brugt i selskabets interesse, især da bilags- og bogføringsmaterialet var mangelfuldt. Selskabets årsrapporter for 2015 og 2016 viste, at bogføringsloven ikke var overholdt, og at A-skat og AM-bidrag ikke var indberettet korrekt. Klagerens repræsentant bestred forhøjelserne og anførte, at beløbene vedrørte løn til udenlandske ansatte, og at mellemregningskontoen var en "skraldespandskonto" for uplacerede beløb. Der blev dog ikke fremlagt dokumentation til støtte herfor.
For indkomståret 2015 forhøjede Skattestyrelsen klagerens personlige indkomst med 106.872 kr. vedrørende rejseudgifter til Kina. Skattestyrelsen mente, at rejserne var af privat karakter og udgjorde et skattepligtigt personalegode, jf. Ligningsloven § 16, stk. 1 og Statsskatteloven § 4, stk. 1, litra c. Værdien af godet skulle værdiansættes til markedsprisen, jf. Ligningsloven § 16, stk. 3. Skattestyrelsen henviste igen til manglende dokumentation for rejsernes erhvervsmæssige indhold og tilknytning til selskabets aktiviteter. Klagerens repræsentant fastholdt, at rejsen var en firmarejse og derfor ikke skulle beskattes hos klageren, men fremlagde ingen dokumentation.

Sagen omhandler et IVS-selskab, stiftet i 2014 af hovedaktionæren, der også er direktør og eneejer. Selskabet, der har a...
Læs mere
Sagen omhandler en eneejer af et selskab, der blev beskattet af rejse- og repræsentationsudgifter som maskeret udbytte f...
Læs mere