Landsskatteretten: Nægtet fradrag for rejseudgifter – manglende dokumentation og privat karakter

Sagen omhandler [virksomhed1] ApS' fradrag for rejseudgifter i indkomstårene 2011-2014, som Skattestyrelsen har nægtet og anset som maskeret udbytte til eneanpartshaveren, [person1]. Selskabets aktivitet er salg og montering af køletårne samt vedligeholdelse heraf, og [person1] har siden 1982 fungeret som direktør, sælger, indkøber og lagerforvalter. Selskabet har eneforhandling af [virksomhed2]-køletårne i Danmark og dele af Sverige.

Selskabet har i de pågældende indkomstår afholdt følgende rejseudgifter:

Skattestyrelsens afgørelse

Skattestyrelsen nægtede fradrag for rejseudgifterne med henvisning til Ligningsloven § 8, stk. 1. Begrundelsen var, at hovedparten af rejserne primært havde en generel og turistmæssig karakter og ikke var afholdt med det formål at opnå salg af varer og tjenesteydelser. Kun en enkelt rejseudgift på 1.162 kr. for 2013 blev anset for erhvervsmæssig. Skattestyrelsen fremhævede manglende overensstemmelse mellem revisors oplysninger og de fremlagte bilag vedrørende rejsemål og formål. Specifikke eksempler på rejser med turistmæssigt islæt blev nævnt, herunder:

• Rejser til By9 med udgifter til ski/lift.
• Museumsbesøg.
• Indkøb af privat karakter (vin, øl, spiritus, nødder) i grænsebutikker.
• Rejser foretaget i weekender og for flere personer, selvom kun direktøren var ansat.
• Mangelfuld dokumentation, herunder bilag uden dato eller med manglende oplysninger om formål og deltagere.

Skattestyrelsen anså de ikke-fradragsberettigede rejseudgifter for maskeret udbytte til eneanpartshaver [person1] i henhold til Ligningsloven § 16 A.

Klagerens opfattelse

Klagerens repræsentant påstod, at rejseudgifterne var fradragsberettigede. Hovedargumenterne var:

• Virksomhedens funktion og historik, hvor personlig kontakt med kunder og leverandører var afgørende for at opretholde forretningen og indhente ordrer.
• Rejserne var afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indtægten, selvom de var af "generel karakter".
• Manglende specificitet fra Skattestyrelsen om, hvad "rejseudgifter af generel karakter" indebar.
• Uoverensstemmelser i Skattestyrelsens gennemgang af bilag, da ikke alle udgifter nødvendigvis var synlige på bilag (f.eks. frokost betalt af kunde/leverandør, små overnatningssteder).
• Selskabet havde altid haft rejseudgifter, og faldet i rejseaktivitet afspejlede faldet i omsætning, hvilket indikerede en erhvervsmæssig sammenhæng.
• Udgifter til fremmed assistance på rejser var også afholdt af selskabet.
• Det var urimeligt kun at godkende 1.162 kr. i fradrag over fire år, når den gennemsnitlige årlige rejseudgift historisk var over 29.000 kr.
• Klageren havde forsøgt at forklare virksomhedens særlige drift og tilbudt yderligere dokumentation, men følte sig "kørt over" uden fortsat dialog.

Klageren fremviste regnskabsmateriale og statistikker, der underbyggede virksomhedens aktiviteter og forsøg på at skaffe nye ordrer, selvom omsætningen var faldet grundet ændringer i markedet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse om ikke at godkende fradrag for rejseudgifterne og beskatning som maskeret udbytte. Afgørelsen fordelte sig således:

Bevisbyrde og driftsomkostningsbegrebet

Retten henviste til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, der fastslår, at udgifter afholdt for at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten kan fratrækkes, samt Ligningsloven § 8 vedrørende rejseudgifter. Udgifter af privat karakter afholdt for selskabets aktionærer er skattepligtig indkomst for aktionæren i henhold til Ligningsloven § 16 A.

Landsskatteretten understregede, at bevisbyrden for, at en udgift er en fradragsberettiget driftsomkostning og ikke en privatudgift, påhviler skatteyderen. Dette skærpes i sager med interesseforbundne parter, jf. Højesteretsdom i SKM2005.409.HR. Driftsomkostningsbegrebet kræver en direkte og umiddelbar forbindelse mellem udgiften og indkomsterhvervelsen, altså en aktuel driftsmæssig begrundelse.

Vurdering af rejseudgifterne

Retten fandt, at en del af de afholdte rejseudgifter måtte anses for private udgifter afholdt i hovedanpartshaverens interesse, da det ikke var godtgjort, at de havde relation til selskabets indkomstskabende aktivitet. Dette omfattede:

• Udgifter til drikkevarer m.v. i grænsebutikker.
• Museumsbesøg.
• Restaurantbesøg og til dels hotelovernatninger, hvor formål og deltagere ikke var anført, og hvor flere personer deltog uden driftsmæssig begrundelse.
• Rejser til områder uden godtgjort driftsmæssig begrundelse, herunder skiophold i By9.

Den fremlagte dokumentation for de øvrige udgifter blev heller ikke anset for tilstrækkelig til at godtgøre, at der var tale om fradragsberettigede driftsudgifter. Udgiftsbilagene manglede tilstrækkelige oplysninger om formål med rejserne og deltagere, og de havde derfor ikke en direkte og konkret forbindelse til selskabets indkomsterhvervelse i de aktuelle indkomstår.

Selvom selskabet havde afholdt rejseudgifter til områder med kunder, var det ikke godtgjort, at disse udgifter havde en direkte og konkret forbindelse til selskabets indkomsterhvervelse, og de kunne derfor ikke anses for fradragsberettigede driftsudgifter.

Landsskatteretten stadfæstede derfor Skattestyrelsens ansættelse for alle indkomstår.