Svensk ejendom anset for driftsaktiv og ikke fri sommerbolig for hovedaktionær

Sagen omhandlede, hvorvidt en hovedaktionær skulle beskattes af værdien af en selskabsejet ejendom i Sverige for indkomstårene 2011-2013. SKAT havde forhøjet klagerens indkomst, da de anså ejendommen for at være en sommerbolig, der var stillet til hans private rådighed, jf. Ligningsloven § 16A, stk. 5.

SKAT argumenterede for, at ejendommen var indrettet som en bolig og egnet til fritidsformål. Selvom selskabets formål med købet var at etablere en restaurant, var der ikke foretaget konkrete skridt til at realisere dette formål i årene efter anskaffelsen i 2006. SKAT mente derfor, at ejendommen reelt havde karakter af en sommerbolig, som hovedaktionærerne havde ubegrænset rådighed over.

Klageren anførte, at ejendommen var et driftsaktiv, anskaffet i overensstemmelse med koncernens mangeårige praksis med at købe og udvikle ejendomme til restaurationsdrift. Det blev fremhævet, at det ikke var usædvanligt for koncernen, at der gik mange år, før en ejendom blev udviklet. Klageren påpegede desuden, at ejendommen var i dårlig stand, ikke havde haft vandtilslutning siden 2011, og at de få besøg udelukkende havde været erhvervsmæssigt begrundede med henblik på tilsyn og planlægning. Der var således ingen privat anvendelse eller rådighed.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at beskatning af en hovedaktionær for rådighed over en sommerbolig i henhold til Ligningsloven § 16A, stk. 5 forudsætter, at ejendommen må anses for at være stillet til rådighed for privat brug. Afgørelsen heraf beror på en samlet, konkret vurdering.

Retten lagde vægt på følgende punkter:

• Selskabet, der ejede ejendommen, drev en omfattende virksomhed med at erhverve, eje og drive fast ejendom, herunder til restaurationsformål.
• Anskaffelsen af den svenske ejendom var i overensstemmelse med selskabets forretningsmodel, med en klar hensigt om at udvikle den til en restaurant.
• Det forhold, at ejendommen endnu ikke var taget i brug til det planlagte formål, ændrede ikke dens karakter af at være et driftsaktiv i selskabet, anskaffet i selskabets interesse.
• Den begrænsede anvendelse, som klagerens mor havde gjort af ejendommen i forbindelse med besigtigelser, blev anset for en naturlig del af selskabets forvaltning af ejendommen.

Landsskatteretten konkluderede, at ejendommen ikke havde skiftet karakter fra et driftsaktiv til en fritidsbolig stillet til klagerens private rådighed. Derfor var der ikke grundlag for at beskatte klageren af værdi af fri sommerbolig. Retten gav således klageren medhold og ændrede SKATs afgørelse.